X Factor

Sofie Linde stopper som vært på 'X Factor'

Hvad fremtiden bringer, venter vi lige lidt med, siger redaktør.

Når den nuværende sæson af ’X Factor’ er færdig, bliver det også et farvel til programmets vært Sofie Linde.

Efter otte sæsoner har hun valgt at stoppe, det skriver værten selv på Instagram.

- Efter denne sæson af 'X Factor' har jeg valgt at værtsstafetten skal gives videre.

- Omend det ikke har været nogen let beslutning, så føles den rigtig - og en smule spændende - nede i maven, skriver Linde på Instagram.

Beslutningen har stor forståelse fra TV 2s redaktør på ’X Factor’, Dorte Borregaard, der takker for Sofie Lindes indsats.

- Jeg synes Sofie har været en formidabel vært for ’X Factor’. Hun har en stor empati for deltagerne, som hun altid har mødt i øjenhøjde, og hun har altid haft en ligefrem og sjov facon.

- Nu har hun valgt at stoppe, det er der fuld forståelse for herfra. Nogle gange skal man videre, det er så nu, og det kender vi vel alle fra vores arbejdsliv, at der nogle gange skal ske noget nyt.

Kan endnu ikke bekræfte noget

TV 2 har endnu ikke bekræftet, at der kommer en ny sæson af ’X Factor’, der er et af Danmarks mest sete underholdningsprogrammer.

Kommer der en ny sæson? Og er der en ny vært i sigte? Det er alle spørgsmål, som ikke kan besvares endnu.

- Hvad fremtiden bringer, venter vi lige lidt med. Lige nu koncentrerer vi os om denne sæson, og vi ser frem til seks forrygende liveshows og en finale med Sofie ved roret, siger Dorte Borregaard.

Også Sofie Linde glæder sig til at gennemføre sin sidste sæson, skriver hun på Instagram.

- Vi står heldigvis lige på dørtrinnet til denne sæsons liveshows, og jeg glæder mig rigtig meget til at træde op på scenen med de dygtige deltagere og dommere en sidste gang, skriver værten yderligere.

Med sine otte sæsoner er Sofie Linde den vært, der har allerflest ’X Factor ’-sæsoner under bæltet.