X Factor

Efter ’X Factor’-exit ville de ønske, at Blachman havde brugt ét bestemt ord

Kommentarerne er haglet ind over The Oddballs på grund af deres deltagelse i ’X Factor’, hvoraf nogle af dem har efterladt et varigt indtryk.

Julie Nielsen følte, at alting afhang af hendes præstation, hvis hun og Elivia Bruus skulle gå videre fra 6 Chair Challenge i ’X Factor’.

Halvanden uge tidligere havde de fået en efterkritik af Thomas Blachman, der føltes som en lang ros af Elivia Bruus, og efterlod Julie Nielsen med indtrykket af, at der skulle arbejdes med hende.

Og kun hende.

De valgte derfor en ny retning, hvor Julie Nielsen kunne træde mere i karakter på Elivia Bruus’ nummer 'The king'.

Men det skulle de måske aldrig havde gjort.

For Thomas Blachman tog dem ikke med videre til Bootcamp – og især ét af de ord han sagde den aften, hvor turen i ’X Factor’ sluttede, har naget dem en smule lige siden.

- I er nogle fedterøve. I giver mig ikke engang et øjeblik med samklang. I giver mig ikke et øjeblik, hvor I laver noget sammen. Det er virkelig ærgerligt, sagde Thomas Blachman efter deres optræden.

Ordet ”samklang”.

De havde netop skrællet det lag fra, så Julie Nielsens stemme stod tydeligere frem i sangen.

- Jeg ville ønske, at Blachman havde brugt ordet samklang, da vi talte med ham inden 6 Chair Challenge. Der fik jeg det indtryk, at det ikke var det vigtigste, men at det var mere vigtigt at få Julie ned i pitch, så hun kunne ligge komfortabelt på nummeret, siger Elivia Bruus.

Overraskende kommentarer

Julie Nielsen og Elivia Bruus er dog på ingen måde bitre over udfaldet. Lidt vemodige måske.

For de er tilfredse med det, de leverede.

Og i stedet for at spekulere for meget på, hvad de kunne havde gjort anderledes, så retter de i stedet opmærksomheden på de mange kommentarer, det er væltet ind med.

Rigtig mange af beskederne har handlet om Elivia Bruus’ kønsidentitet.

Hun ønsker ikke selv at gå ind i debatten, og hun havde egentlig sagt til sig selv, at hun slet ikke ville se på kommentarerne. Men det var for interessant og spændende til at lade være.

Hverken hun eller Julie Nielsen har imidlertid skænket de negative kommentarer særlig meget opmærksomhed, de har i stedet ledt efter noget helt andet.

- Der var jo ikke nogen overraskelser i de negative kommentarer, dem har vi hørt så mange gange før. Overraskelserne lå i alle de positive ting, folk havde at skrive, siger Elivia Bruus.

The Oddballs går i opløsning

De positive tilkendegivelser har givet dem begge et selvtillidsboost.

Det har overbevist dem om, at de skal fortsætte med at udforske deres kreative nerve inden for musikken.

Men det bliver ikke længere sammen som The Oddballs. Det var et projekt, forklarer de, der blev skabt til ære for ’X Factor’.

Rent musikalsk stikker de også i forskellige retninger. Som Julie Nielsen forklarer det, er Elivia Bruus allerede meget fasttømret i sin helt egen stil, og nu skal hun til at finde sin egen.

Senest er Julie Nielsen derfor begyndt at udforske hiphop-genren, hvor hun sysler med at producere beats, som hun rapper og synger indover.

- Det kan ikke udelukkes, at vi laver flere sange sammen. Men det er ikke planen, at vi skal være en gruppe. Det er også positivt, at Julie ikke skal mases ned i min musik, fortæller Elivia Bruus.

Hendes sange 'Down the hill' og 'The king', som The Oddballs har optrådt med i ‘X Factor’, er de dog i gang med at indspille sammen, så de kan blive udgivet.

Der bliver en version, hvor Elivia Bruus er solo, og en version hvor de begge synger. 'The king' bliver indspillet, som de oprindeligt havde tænkt sig – med samklang, og de håber Thomas Blachman vil lytte med, fortæller de.

Rockstjerner for en dag i den lokale købmand

Tiden i ’X Factor’ har budt på mange spændende og sjove oplevelser for de to veninder, fortæller de.

Da de skulle i den lokale købmand, dagen efter deres audition var blevet vist i tv, fik de en lille forsmag på, hvad det vil sige at være kendte.

I købmanden stod der nogle unge piger, som de følte fniste lidt af dem, og de blev i tvivl om, om de blev genkendt, og om det var for noget godt eller dårligt.

Men pigerne kom hen og spurgte, om ikke de var The Oddballs og ville have taget billeder sammen med dem, fortæller Julie Nielsen og Elivia Bruus.

- Der kom også to drenge hen og spurgte, om de måtte få en selfie. Det var så sødt, for de var lidt nervøse, den ene af dem rystede på hænderne, da han skulle tage billedet.

- Og så kom der en midaldrende herre hen og spurgte meget respektfuldt, om også han måtte få et billede til sin datter, der var fan af os, men at vi ikke behøvede, hvis vi ikke havde lyst, fortæller Elivia Bruus.

At folk henvender sig for at få taget et billede, har de bestemt ikke noget imod, men de er klar over, at det nok ikke er tendens, der fortsætter særlig længe endnu.

- Vi glider jo nok ud i baggrunden, og 6 Chair Challenge bliver vel det sidste peak. Indtil videre, siger Elivia Bruus.