X Factor

Her er forklaringen: Derfor roste Blachman deltager til skyerne

29-årige Henrik Hedelund nåede at få en ubehagelig tanke, da han lavede en fejl på scenen til 6 Chair Challenge.

Det var knald eller fald for Henrik Hedelund fredag i ’X Factors’ 6 Chair Challenge.

Han stod foran et stort live-publikum og de tre dommere i håbet om at komme videre til bootcamp.

Han sang og spillede på sin guitar, det bedste han kunne, men satte fingrene forkert et splitsekund. Akkordskiftet affødte en skæv tone.

”Det var dét, Henrik”, nåede han at tænke.

Fejlen ville koste ham den videre deltagelse i konkurrencen, det var han sikker på.

Han fastholdt blikket på publikum, lod guitarstrengene vibrere taktfast og sang videre, på trods af det der foregik indeni ham.

Derfor var det noget surrealistisk for ham, da der efter sidste strofe lød et jubelråb fra publikum, og dommer Thomas Blachman efterfølgende sagde:

- Jeg vil gå så langt som at sige, at du kan vinde hele lortet på den rigtige måde.

Henrik Hedelund forsøger at se på helheden, af de ting han præsterer, og på den måde banke sin indre kritiker på plads, derfor faldt Thomas Blachmans kommentar også på et tørt sted.

- Den ramte rigtig godt. Det var et selvtillidsboost. Det fik mig til at tænke, at jeg måtte havde gjort meget rigtigt, ellers havde jeg ikke fået den kommentar, siger han.

En gave for programmets diversitet

På den ene side var kommentaren spontan og fløj bare ud af munden på Thomas Blachman, forklarer han.

Men på den anden side var det også nøje udtænkt fra hans side, for at skabe begejstring og påvirke Kwamie Liv til at vælge en deltager, der i hans optik er den helt rigtige for ’X Factor’.

- Det er så fedt, at Henrik gik videre. Han kan være svær at beskrive, men han er hjertevarm. Selvfølgelig kan man vinde med ham, fordi han er, som han er.

- Det er en gave for programmets diversitet, at det ikke er de samme ens stereotyper på fremtidige popstjerner, der går videre, siger Thomas Blachman.

Melankoli, medmenneskelighed, et særligt blik i øjnene og en sødme, er nogle af de ord Thomas Blachman bruger til at beskrive Henrik Hedelund med, og i mødet med musikken vil de personlige kvaliteter skabe et flot udtryk.

Det er den garvede ’X Factor’ dommer sikker på, og han plejer at have ret ni ud af ti gange, fortæller han.

Ser verden på en anden måde

En opvækst præget af mobning har lært Henrik Hedelund at se verden på en anden måde, og derfor slår han aldrig blikket ned, når han møder modgang.

- Det er bedre at have set det hele, ligegyldigt om man bliver nedgjort eller får ros. Det har altid stået meget klart for mig, siger Henrik Hedelund.

Han gider ikke at dvæle ved fortiden, og han gider ikke ”den der medlidenhedsvinkel”. Henrik Hedelund er typen, der befinder sig i nuet, forklarer han.

Fortiden bruger han kun til at guide sig selv og sine medmennesker fremad på en konstruktiv måde.

Spørger man Henriks egen dommer, Kwamie Liv om, hvad der fik hende til at sende ham videre, så lægger hun vægt på dybden i ham.

- Henrik er helt sin egen. Han har noget på hjertet, og han fangede min opmærksomhed med det samme med sit nærvær og umiddelbarhed. Hans udtryk er endnu råt og upoleret, hvilket er spændende og rummer en masse potentiale. Der er ingen tvivl om, at der bor en stor historiefortæller i ham, forklarer hun.

Henrik er bevidst om, at han kan lave fejl, og han tager sig selv i at tænke på fejlene, men har lært at give pokker i det. Derfor var det nok de færreste der opdagede, hvad der skete indeni ham, da han fejlede til 6 Chair Challenge et kort øjeblik.

Men det øjeblik tænder en lyst i ham til at øve og forbedre sig. Og på samme måde har han det egentlig også med øjeblikket, hvor Thomas Blachman roste ham til skyerne.

For han nærer ikke nogen illusioner om at være den bedste. I Henrik Hedelunds optik er der altid nogen, der er bedre.

Og det er hans drivkraft.

Se, alle Kwamie Livs deltagere i 6 Chair Challenge fredag klokken 20:00 på TV 2 eller TV 2 PLAY.