X Factor

‘X Factor’-drenge bestormet af piger efter audition

Stjerneskuddene bliver kaldt "de varmeste løver" og "fucking dejliggg" på sociale medier.

De fik ros for at synge unisont og være velforberedte.

Men det var mest af alt Stjerneskuddenes kække bemærkninger og glimt i øjet, der gjorde indtryk på ’X Factor’-dommerne.

Drengegruppen blev både kaldt skønne og charmerende.

Og det er der tilsyneladende også andre, der synes, de er.

På Tiktok, Youtube og Instagram har drengenes audition fået flere hundredetusinde visninger og likes.

- Vi gik jo hurtigt sådan...hvad skal man kalde det? Viralt. Min Instagram blev helt fyldt af søde piger, der skrev til os, siger 15-årige Cristiano da Silva til TV 2.

- Det er rigtigt jo, siger han, mens de to andre gruppemedlemmer, Benjamin Senger og Victor Schlie, griner.

De har alle tre modtaget en masse private beskeder over sociale medier – især fra jævnaldrende piger.

- Der er nogle, der kommer hårdt på og skriver ”du er ret dejlig”, eller at de er vores fremtidige kæreste, siger 15-årige Victor Schlie:

- Vi tager det som et kompliment. Jeg har ikke noget imod at få nogle ekstra followers og lidt beskeder, siger han.

Video: TV 2 Danmark

Og sådan har de to andre det også.

- Altså vi mener ikke, vi er superstjerner, men folk har lagt lidt mere mærke til os, fordi vi fyldte meget i programmet. Det har 100 procent afspejlet sig i vores sociale medier, siger Cristiano da Silva.

Overraskende audition

De er også positivt overraskede over klipningen og mængden af tid, de er med i 'X Factor'.

- Og det lød helt ok, det var vi godt nok lidt overraskede over. Meget overraskede faktisk, siger Victor Schlie.

De tre drenge så for første gang resultatet af deres audition i matematiktimen fredag morgen.

De går alle sammen i 9.p på Bakkeskolen Cosmos i Esbjerg, og da klokken ringede ind til første time, havde deres matematiklærer gjort en projektor klar, så klassen kunne se ’X Factor’.

- Det var meget sjovt at se, siger 15-årige Benjamin Senger.

- Vi vidste vi jo ikke, at der var halvdelen af de der ting med fra interviewet. Nogle gange vidste vi ikke, at de filmede, så de fangede os lidt off guard. Men det var sjovt, siger Cristiano da Silva.

Og så er det ekstra fedt, at deres klassekammerater – og folk på sociale medier – reagerede positivt på deres audition, fortæller de.

- De sagde, at de synes, vi var sjove og charmerende, siger Cristiano da Silva.

Uerfarne sangere

Interessen er overraskende. Cristiano da Silva, Benjamin Senger og Victor Schlie havde ikke sunget ret meget, før de stillede sig foran dommerne.

De har sunget sammen i bilen på vej til fodboldkampe, og når de har kørt i bus eller bil på vej til en fest på landet.

Men ellers har de kun optrådt én gang, før de tog til audition. Dengang var de 8.-klasseelever og skulle synge til 9.-klassernes afslutning, hvor der blev afholdt et show med prisuddelinger til ’Årets kærestepar’, ’Årets flab’ og den slags.

- Vi sang tre sange. Vi havde taget solbriller og skjorte på, forklarer Cristiano da Silva.

- Vi gik ind for at ligne James Bond, supplerer Benjamin Senger.

Hvorfor var det jer, der skulle synge til 9. klassernes afslutning?

- Vi er nogle store figurer herude, siger Cristiano da Silva og griner.

- Jeg tror ikke, der var andre, der turde, supplerer Benjamin Senger.

Vi er nogle store figurer herude

Cristiano da Silva, Stjerneskuddene

Stjerneskuddenes første optræden gik ikke helt smurt. De glemte noget af sangteksterne, og stemmerne sad ikke i skabet. Men eleverne på Bakkeskolen Cosmos var begejstrede for drengegruppen.

- Folk klappede, fortæller de.

Og minikoncerten gav dem blod på tanden til ’X Factor’.

- Vi tænkte, ja, hvorfor ikke. Vi syntes, det kunne være sjovt at tage til audition, siger Cristiano da Silva.

Og de er stadig glade for, at de gjorde det.

- Vi tager egentligt bare det hele med et gran salt. Det er sjovt. Vi elsker, når folk skriver eller kommer hen til os på gaden, siger Cristiano da Silva.

_

Se Stjerneskuddene til Kwamie Livs 6 Chair Challenge fredag klokken 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.