Hun er lillesøster til kendt duo, men fredag træder hun ud af deres skygge
Overalt hvor Arilde Kaputu færdes, bliver hun genkendt som ”lillesøsteren”. Det vil hun ændre ved at deltage i ’X Factor’.
Der var langt mere på spil for 24-årige Arilde Kaputu end blot at gå videre fra sin audition, da hun valgte at stille sig ind foran de tre dommere og blotte sin sangstemme i årets ’X Factor’.
I årevis har hun været og er blevet genkendt som lillesøsteren til Anilde og Azilda Kaputu, der under navnet Embrace vandt niende sæson af ’X Factor’ i 2016.
Og deres skygge var det på tide at træde ud af, syntes hun.
Svært bare at være Arilde
På den ene side er Arilde Kaputu stolt af det, som hendes storesøstre har opnået.
Derfor er det også med en vis ambivalens, at den 24-årige sangerinde vil slå sit eget navn fast.
Hun er sine søstres største fan, og skulle hun sammenlignes med nogen, skulle det i hvert fald kun være dem, forklarer hun.
- Men på den anden side vil jeg bare gerne være Arilde, og det er jo svært, når man lever i skyggen af dem. Vi kommer i de samme kredse, og det er svært at bryde ud af lillesøsterrollen, fortæller Arilde Kaputu.
For næsten lige meget hvor hun bevæger sig hen, bliver hun til "lillesøsteren".
I Aalborg læser hun til pædagog, det samme sted hendes storesøster Anilde blev uddannet, og her er hun også lillesøsteren blandt lærerne.
I musikerkredse, hvor storesøster Azilda også færdes som korsanger, er hun lillesøsteren blandt musikerne.
På barerne i Jomfru Ane gade, hvor Arilde Kaputu arbejder, synes folk altid, at de har set hende før, og her ender hun naturligt nok med at være lillesøsteren i samtalerne.
For nylig gik det op for Arilde Kaputu, at hvis hun googler sit navn, bliver det rettet til Anilde.
Og for ikke at gøre det alt for nemt, optræder Anilde og Azilda ikke længere som Embrace, men som Kaputu, der også er Arildes efternavn.
- Derfor syntes jeg, at det var vigtigt at komme til den her audition og vise, hvem jeg er, siger Arilde Kaputu.
Skal arbejde hårdere
Det bliver hurtigt tydeligt, når man taler med Arilde Kaputu, at hun er en person, der bevæger sig i mange retninger i sit liv.
Det lader ikke umiddelbart til, at det er berømmelsen og den store solokarriere, der nødvendigvis er i fokus. Det er mere muligheden for at beskæftige sig med musik på den ene eller anden måde, der er vigtig for hende.
For siden hun var en lille pige, har hendes far taget hende med, når han skulle optræde med sit band, og derfor ligger musikken dybt i hende som en naturlig del af hendes liv.
- Jeg giver aldrig slip på det. Jeg vil bare gerne optræde, og jeg vil gøre det ordentligt, siger Arilde Kaputu.
Men hun skal arbejde hårdt, det er hun klar over. For hun vil nok altid blive sammenlignet med sine ”supersøstre”, som hun kan huske, at de blev kaldt.
Derfor er hun indstillet på, at hun skal bevise, at hun er mindst lige så god som dem, hvis ikke bedre, hvis hun skal blive kendt som Arilde Kaputu.
Se 'X Factor' på TV 2 lørdag klokken 20.00 eller på TV 2 PLAY allerede nu.