X Factor

De var kærester som mand og kvinde – nu er de begge kvinder og synger sammen som bedste venner

​Skæbnen ville, at Elivia Bruus og Julie Nielsen fandt sammen i en ung alder. Sammen kunne de klare alt, indtil de ikke kunne klare deres forhold.

Det er egentlig ikke, fordi spørgsmålet lader til at overraske Elivia Bruus særlig meget.

Hun bliver stillet det med jævne mellemrum, når hun og Julie Nielsen streamer på Twitch som LilleLolle og EliviaLuna.

Hvis du vil opfattes som kvinde, hvorfor har du så skæg?

Inden du får svaret, så lad os hellere begynde historien et andet sted.

For historien om Elivia Bruus og Julie Nielsen, der overraskede dommerne i ’X Factor’ med deres audition som duoen The Oddballs, er en historie om to skæve sjæle, der havde brug for hinanden for at kunne lykkes her i livet.

Ung (naiv) kærlighed

- Jeg elsker dig, sagde Elivia Bruus og forsvandt hurtigt ind i bussen, før Julie Nielsen kunne nå at svare.

Det var tidlig morgen efter deres første nat sammen. Dengang var Elivia Bruus en 17-årig ”høj og slank mand”, som Julie Nielsen beskriver hende, imens Julie selv var 19 år på det tidspunkt.

- Jeg elskede også ham. Ung kærlighed, sukker Julie Nielsen med et smil i stemmen.

Hun havde aldrig været sammen med en som Elivia før. Mænd ville kun kendes ved hende inden for hjemmets fire vægge. Hun hungrede sådan efter en at elske – som ville elske hende.

Det gjorde Elivia Bruus, der var ligeglad med Julie Nielsens overvægt. For en person som Julie Nielsen, der har fået skovlet ind med modermælken, at hun ikke var og aldrig bliver god nok, betød det alt.

Elivia Bruus gav Julie Nielsen styrken til at lære at sige fra, når nogen behandlede hende dårligt.

- Det skal du ikke finde dig i! Sig stop og sig fra. Elivia har altid været meget mere fandenivoldsk, fortæller Julie Nielsen.

Omvendt var hun et sikkert anker i en verden, som Elivia Bruus havde svært ved at navigere i, da Elivia også havde haft en stormombrust barndom.

De havde brug for hinanden, og sammen klarede de sig godt. De skabte et hjem sammen, fik to katte sammen, og de støttede hinanden igennem deres uddannelser på universitetet.

Men tiden gik, og deres forhold ændrede gradvist karakter.

Den svære beslutning

Det var Julie Nielsen, der tog den svære beslutning om, at Elivia Bruus og hende efter ni år ikke længere skulle være kærester. Deres forhold havde udviklet sig til et rigtig godt venskab uden lidenskab.

Bruddet skete i 2017, og det var et hårdt brud for dem begge. Der gik noget tid, hvor de ikke talte sammen, men de var viklet for meget ind i hinanden til, at det bare skulle slutte der.

Det krævede imidlertid rigtig meget for, at de kunne finde tilbage til hinanden igen, forklarer de.

- Det kræver, at man er villig til at tage nogle psykologiske tæsk, og at man kommunikerer rigtig meget, fortæller Julie Nielsen.

- Det var hårdt at snakke sammen, for der var mange følelser i klemme. Men på et tidspunkt forsvinder de negative følelser, og man kommer sig over bruddet og har et godt venskab, forklarer Elivia Bruus.

Det kan være svært nogle gange helt præcist at sætte fingeren på, hvornår noget begynder, og hvornår noget slutter. Men bruddet imellem dem som kærester kan i hvert fald ses som resultatet af en langt dybere udvikling af dem som mennesker. En udvikling, de havde hjulpet hinanden med at skubbe på vej.

For med bruddet blev det tydeligligt for Julie Nielsen, at hun havde lært at elske sig selv, og at hun vidste, hvad hun ville have ud af livet og turde gå efter det – uden at tænke på, hvad andre mente.

Elivia Bruus stod for første gang i ni år på egne ben. Hun var i slutningen af sine 20'ere, og hun begyndte at spekulere på, hvem hun var. Langsomt begyndte hun at få øjnene op for sig selv.

Det kan hurtigt blive en ”ordsuppe”, som Elivia Bruus beskriver det, når hun skal sætte ord på sig selv. På nuværende tidspunkt beskriver hun sig som transfeminin.

Det vil forenklet sige, at hun er en kvinde, men at hun har et mandligt kropsudseende.

Det hele er stadigvæk meget nyt for hende. I april 2022 skiftede hun officielt navn og fik nyt cpr-nummer. Det er ikke noget, man bare lige gør fra den ene dag til den anden. Det er en systemproces, der kan tage flere år. Dermed har Elivia Bruus’ transition været længe undervejs.

Bruddet med Julie Nielsen fik hende til at indse, at hun havde siddet fast i en bestemt personage, og at hun rummede en helt anden og mere ægte side af sig selv.

Det leder på en måde tilbage til spørgsmålet i starten af artiklen. For hvis hun gerne vil opfattes som en kvinde, hvorfor har hun så et skæg?

- Det nemmeste svar er, fordi der gror hår på mit ansigt, joker Elivia Bruus.

Spøg til side, så handler det for hende om, at det ikke er udseendet, der er afgørende for, hvordan man føler sig indeni.

- Jeg bliver ikke mindre kvinde af at have skæg. Faktisk har jeg det sådan, at hvis jeg barberer min hage, så synes jeg, at hagen bliver bredere. Jeg synes, at jeg ser mere feminin ud med et lille hageskæg, siger Elivia Bruus.

Sundt at stå ved sig selv

Til at begynde med var Elivia Bruus’ beslutning rigtig svær at acceptere for Julie Nielsen. Den gjorde hende ulykkelig, fordi det føltes, som om den person, hun havde været sammen med, blev slettet.

Men fordi deres venskab er så stærkt, og fordi de er så gode til at tale sammen og lytte til hinanden, indså Julie Nielsen, at Elivia Bruus hele tiden havde været Elivia Bruus.

Hun er og forbliver den samme person, som Julie Nielsen var kærester med i ni år. Kun navnet og cpr-nummeret har ændret sig, personen er den samme.

- Hun var god til at tage mig under armen. Det var en stor frygt for mig, at minderne skulle forsvinde. Det viser jo bare, hvor betydningsfuldt det har været for mig at være sammen med Elivia. Og minderne er der heldigvis stadigvæk, siger Julie Nielsen.

Nogle gange har hun dog lidt kvaler med, hvordan hun skal referere til dengang. Hun vil gerne være respektfuld, men i hendes minder er Elivia Bruus jo en mand.

At hun kan kludre lidt i det fra tid til anden, det har Elivia Bruus masser af forståelse for. Det er villigheden til at respektere, hvem hun er, der betyder noget for Elivia Bruus.

- Folk tror ofte, at de skal gå på æggeskaller omkring mig, hvad det her angår. Jeg møder tit den fordom, at jeg aggressivt vil forsvare mig til hver en tid, hvis man kommer til at sige han til mig eller om mig, siger hun.

Men sådan er det slet ikke. Folk er velkomne til at stille spørgsmål. Hun bliver ikke sur, for hun ved godt, at hun ikke kan skjule sine kromosomer, og at folk derfor kan komme til at glemme, at hun er en kvinde.

Det bliver først et problem for hende, når folk ikke respekterer den, hun er. Fordi, som hun forklarer det, handler det til syvende og sidste jo bare om, at man er accepterende og respektfuld over for sine medmennesker.