De sjoveste øjeblikke i 2022: Hvad grinede du mest af?
Året er ved at gå på hæld, og det er derfor tid til at se tilbage på nogle af de klip, der fik os til at grine i 2022. Stem på din favorit her.
Selvom kriser og krig satte sit tunge aftryk på 2022, har der heldigvis også været masser af anledninger til grin.
En frisk bemærkning fra kronprins Frederik, landmandskys og Tinders 10-års fødselsdag hører alt sammen til blandt årets uforglemmelige klip.
Og du har nu mulighed for at stemme på netop dit favoritklip. Vinderen kåres i årskavalkadeshowet 'De største øjeblikke,' der sendes på TV 2 mellem jul og nytår.
Du kan se alle klippene under afstemningsboksen.
1. Heidi Møller Sindbergs sjofle spørgsmål til håndboldspiller
I TV 2's nedtakt efter en håndboldkamp mellem Skjern Håndbold og TTH Holstebro stillede vært Heidi Møller Sindberg et spørgsmål, der let kunne misforstås.
- Hvor meget dunker den dernede?, spurgte TV 2-værten håndboldspiller Nikolaj Markussen og henviste til den ispose, han havde viklet om sin venstre ankel.
Håndboldekspert Bent Nyegaard var dog hurtig til at fange og påpege den sjofle læsning af spørgsmålet, og det førte til store grin.
2. Sarah Grünewalds søn reagerer på mors medvirken i TV 2-program
Sarah Grünewald deltog i den nye sæson af ’Hvem holder masken?’ forklædt som en citron.
Hun filmede sin søn, som er stor fan af programmet, da det blev afsløret for ham, at det var hans mor, der gemte sig inde i citronen. Det blev en hjertevarm video af en chokeret søn, der kunne se sin mor hive citronhovedet af på scenen lige inden semifinalen.
3. Lummer pandaparring på TV 2 NEWS
På TV 2 NEWS var værterne Allan Silberbrandt og Anders Havndrup i munter stemning, da de skulle fortælle om forhåbningerne om nye pandaunger i Københavns Zoologiske Have.
Til sidst i indslaget stillede Allan Silberbrandt over til TV 2-reporteren i Zoo med en lummer bemærkning.
- Brian, pandasex er jo noget, du ved en hel del om, så giv os en rapport om, hvordan det står til for det unge par, lød overleveringen fra en storsmilende Allan Silberbrandt.
4. Tinder-scorereplikker afprøves i de aarhusianske gader
Tinder kunne i år fejre 10-års fødselsdag, og i den forbindelse satte TV 2 ØSTJYLLANDs reporter sig for at afprøve, om scorereplikker fra appen også virker i mødet med mennesker i den virkelige verden.
- Følger der karrysalat med den sild?, lød en af de mange akavede replikker fra reporteren.
5. Mette Frederiksen er kendt blandt børn for sine makrelmadder
TV 2 ØST spurgte en række børn, om de vidste, hvem de havde fornemt besøg af.
Det korrekte svar var statsministeren. Et barn hæftede sig dog særligt ved detaljen om, at Mette Frederiksen elsker at spise makrelmadder.
6. Kronprins Frederik med frisk golfreplik
Kronprins Frederik var i højt humør, da han i august befandt sig på en golfbane og blev spurgt om sine forventninger til dagens turnering.
- Jamen det går jo slag i slag, indtil man havner i et hul, lød svaret fra kronprinsen, der smilende refererede til, at det er netop dét, livet går ud på.
7. Landmand Leif smager på Tinas kys
I dette års sæson af ’Landmand søger kærlighed’ spirede en romance mellem landmanden Leif og Tina.
Parret er i dag flyttet sammen, men i programmet blev det allerede til et intimt kys ved stranden, som Leif umiddelbart efter konstaterede smagte godt.
8. TV 2-reporter kokser i live-sending
Det er ikke altid ligetil, når der sendes live.
Foran et plejecenter i Vejen Kommune øvede både kilde, reporter og kameramand, hvordan indslaget skulle arte sig, men reporteren fik pludselig af vide i øresneglen, at de allerede var live.
9. Helle sætter en stopper for fodboldbøller
Der opstod uroligheder i MCH Arena, da fodboldholdet FC Midtjylland på hjemmebane mødte hollandske Feyenoord.
Kontrolløren Helle Lyager fik dog hurtigt og køligt sat en stopper for de hollandske fans, der var kravlet ind over hegnet på banen.
10. Dramatisk fald fra gynge
- Højt på en gren en krage, simsaladim bamba saladu saladim, synger Thorsten i dokumentaren ’Os på grænsen.’
Thorsten sidder på en gynge og svinger frem og tilbage, men pludselig knækker rebet for ham, og det fører til et komisk fald.