Tinka og Sjælens spejl

Sådan reagerede skuespiller på stort plot-tvist

Josephine Højbjerg har enkelte gange været lidt i tvivl om, hvem hun egentlig spillede under optagelserne til 'Tinka og Sjælens Spejl'.

VÆR OPMÆRKSOM: Handlingen i afsnit 5 af 'Tinka og Sjælens Spejl' afsløres i denne artikel.

Der var lige dele lykke og rædsel at spore hos skuespiller Josephine Højbjerg, da hun blev præsenteret for historien til årets julekalender ’Tinka og Sjælens Spejl’.

- Jeg kan bare huske, at jeg tænkte oh my god, da jeg fik det at vide.

- Jeg synes, det ville være virkelig fedt og sjovt at prøve, og samtidig kunne jeg næsten ikke forstå, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, og jeg var nervøs for, om jeg kunne finde ud af det.

I ’Tinka og Sjælens Spejl’ sender den fængslede hærfører Ingi nemlig Tinka på sporet af en forsvunden slægtning.

Og Tinkas overraskelse er stor, da hun i femte afsnit pludselig står ansigt til ansigt med sin tvillingesøster Flora, som ligner hende på en prik.

Begge søstre bliver spillet af Josephine Højbjerg, hvilket blandt andet betød, at hendes antal af replikker steg med cirka 30 procent.

Samtidig skulle hun lære at spille over for sig selv. En ikke helt nem opgave.

- Det føltes lidt som at føre en samtale med sig selv. Jeg skulle både huske spørgsmål og svar. Det var vildt specielt, og der var virkelig, virkelig mange ting, jeg skulle kunne, siger hun.

At spille to roller krævede også ekstra meget forberedelse inden optagelserne.

For hun og instruktøren Christian Grønvall skulle sammen finde ud af, hvordan de skulle skabe Flora. Foruden længere læseprøver skete en del af forberedelsen også via små billedbeskeder på Josephines telefon.

Hvem er det her?

For at Josephine Højbjerg skulle lære den nye karakter Flora bedre at kende og forstå forskellen, sendte instruktøren hende billeder af forskellige ting, som hun skulle gætte på, hvorvidt de tilhørte Tinka eller Flora.

Det kunne for eksempel være et mundbind med farver og sommerfugle.

- Det var helt klart Flora, siger hun.

For selvom Flora og Tinka ligner hinanden, har seerne sandsynligvis allerede opdaget, at de slet ikke er så ens, når det kommer til personlighed.

Og det er der en særlig grund til, fortæller forfatterne.

Forskellen på Tinka og Flora

For mens Tinka er ordentlig, pligtopfyldende og kompromissøgende, så er Flora en helt anden type, fortæller Morten Dragsted, der er den ene af de to forfattere på serien.

- Vi synes, det var sjovt at lave en karakter, der var i modstrid med Tinka. Derfor er Flora mere individuel, egoistisk, og en der bare følger sine drømme uden at bekymre sig.

Samtidig har de to også helt forskellig kropsholdning, afslører Josephine Højbjerg.

- Tinka er mere indelukket og går stift. Flora har store armbevægelser, sidder med spredte ben, hænger i hoften og trasker derudaf, siger hun.

Den store forskel på de to personer var en stor hjælp for skuespilleren. Alligevel var der en særlig type scener, hvor det blev rigtig svært.

Hvem er jeg nu?

Når tvillingerne var med i samme scene, kom Josephine Højbjerg på overarbejde. Det var ikke altid, hun kunne nøjes med først at spille Tinka og så spille Flora. Nogle gange måtte hun skifte tøj og karakter flere gange undervejs.

- Jeg kan bare huske, at jeg nogle gange har stået helt forvirret og sagt:

- Ok, HVEM er jeg lige nu? siger Josephine Højbjerg og griner.

Ifølge instruktøren skulle der dog ikke meget hjælp til, før hun var på sporet igen.

- Hun er så sej. Jeg har arbejdet sammen med hende, siden hun var 11 år, og hun kaster sig altid ud i alting uden faldskærm og har tillid til en, siger han.

Selvom Josephine Højbjerg er bare 19 år, har hun efterhånden en del skuespilerfaring. Foruden Tinka har hun blandt andet medvirket i 'Pendlerkids' og 'Broen'.

Alligevel har hun aldrig været så spændt på noget i sin karriere som ’Tinka og Sjælens Spejl’.

Samtidig er hun glad for, at hun i så ung en alder har prøvet noget så vildt som at spille to roller i en julekalender.

- Det var ikke noget, jeg nogensinde troede, jeg skulle prøve. Det har været virkelig fedt, og nu ved jeg, at jeg også kan det, siger hun.

Du kan se 'Tinka og Sjælens Spejl' hver aften klokken 20 på TV 2 eller snigpremiere allerede nu på TV 2 PLAY.

_