Hvordan bliver parrene matchet? Her er svarene på 34 spørgsmål om 'Vild med dans'
Der ligger et kæmpe arbejde bag hver eneste 'Vild med dans'-program. Her kan du læse om alle de forberedelser, man ikke ser på tv.
Hvordan bliver nydanserne castet? Hvordan bliver parrene sat sammen? Hvem bestemmer, hvad de skal danse? Og hvor lang tid tager det at lave kjolerne?
Gennem hele sæsonen har 'Vild med dans'-seerne kunnet sende os spørgsmål til programmet. Nu har vi fundet svar på 34 af dem.
Her kan du komme med bagom 'Vild med dans' og alt det, der gør, at programmet går op i en højere enhed hver fredag.
PARRENE
Hvordan bliver nydanserne castet?
Castingen til ’Vild med dans’ sker i et samarbejde mellem TV 2, Mastiff og en professionel caster. Og der er ikke en egentlig opskrift.
Holdet har en bred kontakt til en lang række mennesker, som er i spotlightet på den ene eller anden måde. Derfor er der en løbende dialog, hvilket giver et overblik over, hvem der måske vil sige ja til at være med, hvem der skal tænke over det – og hvem der slet ikke kan se sig selv på dansegulvet.
Den viden bruges til at sammensætte en bred palette af deltagere, der ærligt vil tage udfordringen op og glæde sig.
I castet går man efter en bred repræsentation, så de medvirkende ikke har den samme historie. Derudover vil man gerne præsentere seerne for både etablerede navne og nye folk, der er på vej frem i verden.
Hvordan bliver parrene sat sammen?
Produktionen kigger på tre ting, når de sammensætter et par.
-
Personligheden er det vigtigste. Forud for sæsonen har produktionen et længere møde med hver nydanser for at lære dem at kende. Her spørger de alle, hvordan de lærer bedst – og da produktionen kender de professionelle dansere og deres måde at undervise på, får de en fornemmelse af, hvem der er et godt match til den enkelte nydanser.
- Fysikken er også en overvejelse. Det mest optimale er, at der ikke er stor højdeforskel på et par, da den professionelle danser ellers skal kompensere meget for det i kroppen, hvilket er hårdt fysisk.
- Geografien spiller også en mindre rolle, men overvejelserne herom kan ikke overrule et godt personlighedsmatch. I stedet sker det oftere, at en nydanser eller en professionel danser flytter sig for træningen.
Hvordan bliver nydanserne og de professionelle dansere aflønnet?
De medvirkende skal sætte meget tid af til at deltage i ’Vild med dans’. Derfor bliver de også aflønnet for den tid, de bruger i programmet. De professionelle dansere får ligeledes løn for den tid, de bruger i programmet.
Hvor meget må parrene træne?
Op til premieren må parrene træne i alt 15 gange af 3 timer. Herefter er det 15 timer hver uge – det vil sige 5 gange 3 timer.
Når parrene midtvejs i sæsonen skal lære en holddans eller en maratondans ud over deres individuelle dans, må de lægge ekstra træningstid efter behov. Men de må stadig kun bruge 15 træningstimer på deres individuelle dans.
Efter program seks bliver træningen frigivet – og det betyder, at parrene må træne, så meget de har lyst, og som det er praktisk muligt i træningslokalet.
Hvem bestemmer, hvornår på sæsonen parrene skal danse en given dans?
Typisk er de to første danse for hvert par besluttet af produktionen, fordi holdet bag ‘Vild med dans’ har brug for at være to uger foran med al planlægningen, der hører med til hver dans. Men derfra er det den professionelle danser, der vælger rækkefølgen på dansene sæsonen ud.
Hvem beslutter, hvornår parrene skal danse i hvert program?
Det er produktionen, der beslutter danserækkefølgen hver uge.
Først og fremmest skal sol og vind fordeles lige mellem parrene. Det betyder, at alle i løbet af sæsonen både skal prøve at danse som aftenens første, aftenens sidste og på pladserne midt i feltet.
Derudover skal der være variation i programmet. Der skal gerne veksles mellem standard- og latindanse. Musikken må ikke være for ens – og det samme gælder dansens udtryk. Derfor er danserækkefølgen et større puslespil.
Hvorfor gør det så ondt at have dansesko på?
Nydansernes ømme fødder og vabler er oftest et samtaleemne først på sæsonen. Især kvindernes. Og det skyldes simpelthen, at danseskoen skal udvides – og at det er dansernes egne fødder, der skal gøre det. Hvis skoene ikke bliver indkøbt stramt, vil de blive for store og umulige at danse i.
SYSTUEN
Hvor lang tid tager det at lave en kjole?
Det tager som regel systuens skræddere mellem 20 og 40 timer at lave en kjole til 'Vild med dans'. Og de har mest at lave onsdag og torsdag før fredagens program.
De sidste rettelser på kjoler og kostumer laves efter generalprøven fredag aften.
Hvor mange arbejder på systuen?
Der er op mod 10 skræddere, der uge efter uge kreerer kjoler og tøj til danseparrene.
Hvornår begynder systuen på en kjole?
Den indledende snak om en kjole begynder typisk en mandag i ugen før, den skal være klar til et liveprogram.
Det vil altså sige, at systuen er i gang med en kjole cirka to uger før, den skal danses i på live-tv.
I den første uge er de i proces, og der skal bestilles stoffer hjem. I den sidste uge skal kjolen laves.
Hvor meget indflydelse har nydanserne på deres tøj?
Kjolerne skabes altid i et samarbejde med nydanseren, den professionelle danser og systuen.
Dialogen kan tage udgangspunkt i en farve, et ord eller musikken, parret danser til.
Nogle nydansere kommer også selv med idéer og skitser til kjolerne.
Hvor meget tøj bliver genbrugt?
‘Vild med dans’ har et stort kjolelager, og denne sæson har systuen nærmest genbrugt en kjole hver fredag.
Det er ikke planlagt på forhånd. Men danserne prøver altid gamle kjoler, og nogle gange passer en kjole fra lageret perfekt – og så er der ingen grund til at lave en ny, bare for at lave en ny.
I årets premiereprogram dansede tv-værten Heidi Frederikke Sigdal eksempelvis vals i en kjole, der blev lavet til skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke i 2017.
Derudover har Katerina Pitzner for eksempel danset tango i en kjole, som både skuespillerne Merete Mærkedahl og Laura Bach har brugt i henholdsvis 2019 og 2016.
Hvor mange sko bruger parrene i en sæson?
Ved begyndelsen af hver sæson får en nydanser som udgangspunkt to par dansesko.
Herrerne får laksko til standarddansene og skindsko til latindansene, mens kvinderne får en lukket sko til standard og en åben sko til latin.
Og der er en særlig grund til, at de kvindelige dansere typisk har neutrale, lyse sko på. I dansens verden er skoen nemlig en forlængelse af benet og bevægelsen.
Bruger man en anden farve sko, bryder det linjen i dansen.
Derudover bruger danserne ofte de samme sko, fordi det tager lang tid at danse en danskesko til. Derfor er det de færreste, der er interesseret i at tage en ny sko i brug hver uge.
Hvad så hvis en danser ønsker sig specielle sko?
Enkelte gange kan en danser gå på gulvet i en særlig sko, hvis det giver mening i forhold til dansen.
Sidste år dansede Mille Funk eksempelvis i en sko med funklende sten på, fordi dansen tog udgangspunkt i eventyret om Askepot. Her var der tale om en sko fra systuens gemmer, som de limede sten på.
Systuen har altså reoler fyldt med sko fra tidligere sæsoner, som kan tages i brug. Det gælder for eksempel i semifinalen, hvor nogle kvindelige dansere har sorte sko på i deres argentinske tango.
Der bliver også nogle gange indkøbt særlige sko til fællesdansene, som systuen derefter kan bruge igen i andre sammenhænge.
MUSIKKEN
Hvor langt frem i tiden er musikken planlagt?
På musiksiden arbejder produktionen cirka to uger foran hele sæsonen igennem.
Det vil sige, at danserne kender den musik, de skal danse til, omkring to uger, før de skal stå på gulvet i 'Vild med dans'.
Hvordan udvælges musikken, parrene danser til?
Til hver dans sender de professionelle dansere to-tre bud på musik til produktionens musikansvarlige, i prioriteret rækkefølge.
Herfra er det den musikansvarliges opgave at tjekke alle numre igennem, for at sikre at musikken ikke har været med i ‘Vild med dans’ de seneste år.
Derefter holdes et ugentligt møde med Claes Antonsen, kapelmesteren i The Antonelli Orchestra. Her besluttes det, om et givent nummer vil fungere i programmet.
Hvis ikke det er tilfældet, kommer de professionelle dansere med nye musikbud.
Derfor er det altså ikke altid sikkert, at danseparrene får opfyldt deres førsteprioritet. Men de har altid selv indflydelse på, hvilken musik de danser til.
Hvordan samarbejder The Antonelli Orchestra og danserne?
Danseparrene træner til en tilklippet version af det stykke musik, som de har ønsket at danse til. Dermed danser de altså til den version af nummeret, som orkesteret spiller live i studiet fredag aften.
Skal noget ændres i musikken i løbet af ugen, foregår dialogen gennem produktionens musikansvarlige. Måske skal der justeres i tempoet, måske ønsker danseparret at få en særlig del af musikstykket med i de 1,5 til 2 minutter, som dansen varer.
Produktionens musikansvarlige og Claes Antonsen har derfor rigtig meget kontakt i løbet af en uge for at være forberedt bedst muligt til liveprogrammet om fredagen.
Hvordan forbereder orkesteret sig til et program?
Alle medlemmerne af The Antonelli Orchestra får musikplanen cirka to uger, før de skal spille live. Dermed kan de forberede sig på de enkelte numre derhjemme, inden orkesteret mødes for at samspille det hele.
Til de første programmer i sæsonen mødes bandet typisk om torsdagen, fordi der er flere numre at komme igennem. Men ellers sker det som regel på selve sendedagen.
Her mødes The Antonelli Orchestra typisk klokken 9 for at øve alle numrene igennem og blive klar til at spille live fredag aften.
I løbet af dagen er der danseprøver, hvor alle danseparrene for første gang prøver at danse på gulvet til livemusikken.
Hvor meget indflydelse har nydanserne på musikken?
Det er forskelligt fra par til par, hvor meget indflydelse nydanseren har eller ønsker at have. Men oftest er musikvalget et samarbejde mellem nydanseren og den professionelle danser, fordi det betyder meget for nydanserne, at de kan gå på gulvet og føle noget til musikken.
Denne sæson har vi omvendt set et program, hvor nydanserne stod for at vælge musikken alene. I ugen med guilty pleasure-tema var det nemlig op til nydanserne at udpege deres største musiske guilty pleasures, hvorefter den professionelle danser lavede en koreografi til.
Det er første gang i 'Vild med dans'-historien, at det er sket.
Hvordan besluttes en gæsteoptræden?
Oftest er det danserne selv, der ønsker at få en live-artist i studiet til deres dans.
I de tilfælde henvender de sig til produktionens musikansvarlige, som kontakter artistens pladeselskab for at undersøge, om det er muligt.
Det kan også være pladeselskaberne selv, der byder ind med ny musik. Og er der et oplagt nummer iblandt, som passer til en særlig stilart, så kan den musikansvarlige pitche nummeret ind til et givent dansepar.
Ellers undersøger den musikansvarlige og danserne i samarbejde, om et nummer med en liveartist giver mening til en bestemt dans.
TV-PRODUKTIONEN
Hvor meget indflydelse har parrene på udtrykket i studiet under deres dans?
På produktionen er der en tv-instruktør, som har ansvaret for, at alt i en dans går op i en højere enhed på tv. Det vil sige, at han har ansvaret for studiets lys, visuals – altså billederne i baggrunden – og kameravinklerne.
Har et dansepar ønsker om specifikke detaljer i deres dans, de gerne vil have fremhævet på tv, er det derfor tv-instruktøren, de skal hive fat i.
I ugerne op til en dans vender parrene eventuelle idéer med tv-instruktøren, og sammen undersøger de, hvad der skal til, for at en idé kan lade sig gøre.
Hvordan laves lyset i studiet til en given dans?
Hver uge får produktionens lysfolk tøjprøver fra systuen, så de ved, hvilket tøj lyset skal passe til.
Det vil sige, at lysteknikeren får et papir med små stykker af stoffet fra den kjole eller det jakkesæt, som hvert par skal danse i. Og derfra kan produktionen gå i gang med at udvikle lyset til dansen.
Er der tre røde kjoler på en aften, betyder det også, at der skal laves tre forskellige typer lys, så udtrykket ikke bliver helt ens i de forskellige danse.
Typisk lægges lys og visuals først fast efter parrenes gulvprøver om torsdagen, men der kan også ske ændringer efter generalprøven om fredagen, hvis stemningen ikke føles helt rigtig.
Hvordan kommer kameravinklerne til at passe med dansen?
Tv-instruktøren ser parrenes gulvprøver og danner sig et indtryk af, hvilke kameravinkler der vil forløse dansen bedst på tv.
Torsdag laver han en såkaldt ‘klippe-plan’ for, hvordan dansen skal klippes i tv, og hvilke billeder fotograferne skal lave.
På sendedagen har produktionen 20 minutters prøve på gulvet med hvert dansepar, hvor den endelige plan lægges af tv-instruktøren, billedmixeren, producerassistenten og produktionens seks fotografer.
Efter generalprøven ser de sammen alle dansene igennem og laver de sidste rettelser. Og så er holdet klar til live-programmet.
Hvad kan gøre, at noget skal ændres i sidste øjeblik?
Det sker sjældent, at noget må ændres i sidste øjeblik. Men værst er det, hvis en danser kommer til skade under generalprøven. For så kan et par blive nødt til at lave koreografien om, uden at der er tid til at prøve dansen igen på gulvet.
Dermed kan tv-instruktøren, fotograferne og billedmixeren ikke nå at se, hvor ændringen er – og det betyder, at de må holde ekstra øje under live-udsendelsen – og bare producere uden at tænke, når ændringen kommer.
Derudover kan danserne også komme til at lave fejl på live-tv – eksempelvis kan de gå den forkerte vej, og så er produktionen nødt til at improvisere.
I de tilfælde er det tv-instruktøren, der dirigerer alle kameraerne og har al kontakt til alle.
Hvordan laves resuméet af dansene under live-udsendelsen?
Én person har til opgave at lave resuméet af aftenens danse under live-programmet.
Han er såkaldt evs-operatør. Og vedkommende ser generalprøven og udser sig – det han mener, er – de bedste 20 sekunder fra hver dans.
De sekunder skal gerne vise både almindelig dans, men også nogle af dansens mere spektakulære trin – for eksempel et løft. Derudover lytter han også til musikken og vurderer, hvor det giver mening at klippe i musikken.
Under programmet ryger tv-billederne ind på en harddisk, hvorfra han kan klippe de planlagte 20 sekunder fra hver dans ud, og derefter gøre klippet klar til resuméet, der skal vises i tv.
Det hele sker løbende under programmet, så resumeét kan vises, når aftenens sidste dans er danset.
Skulle et par lave fejl i de 20 sekunder, er det tv-instruktøren, der beslutter, om fejlen vises eller ej.
Er der tale om en lille fejl, vil man typisk vise den, fordi resuméet skal afspejle den dans, seerne så på tv. Og laver parrene først en fejl, vil det ofte ikke være den eneste.
Men er der tale om stor fejl – og måske den eneste i dansen – så vises den ikke.
Hvad afgør, om parrene må få rekvisitter med?
Hvis et dansepar gerne vil have rekvisitter med på gulvet, skal det forbi tv-instruktøren. Her får parrene typisk lov, hvis rekvisitterne underbygger dansen – eller er med til at understrege en historie i dansen.
Eksempelvis har Cecilie Schmeichel og Damian Czarnecki i år haft stokke og hatte med i deres quickstep, fordi det talte ind i den tid i 1920’erne, som dansen tog udgangspunkt i.
Hvem afgør, hvilke dommere der skal kommentere efter hver dans?
Tidligere var der planlagt en talerækkefølge for dommerne, men i år er det ændret, så det foregår spontant. De enkelte dommere byder derfor ind, når de har noget at sige. Der er afsat tid til cirka to dommerkommentarer per par.
Hvem bestemmer sæsonens temaer – og hvad kan give anledning til et?
Sæsonens temaer fastlægges af produktionen. Måske rammer et program sammen med en højtid – eksempelvis julen, som i 2020 gjorde det oplagt at lave et juletema.
Andre gange kan et event give anledning til et tema. Eksempelvis var der Bond-tema i sidste års ‘Vild med dans’, fordi den 25. film om agent 007 havde premiere samme uge.
I år er det 90 år siden, at den første tv-udsendelse blev sendt i Danmark. Det førte til årets ene tema: Tv-serier. Årets andet tema – guilty pleasures – er en idé, der stammer fra britiske BBC, som ejer 'Vild med dans'-konceptet. De har haft succes med netop det tema i andre lande.
Begge temaer har været på tegnebrættet siden maj.
Hvornår begynder planlægningen af finalens freestyles?
Møderne omkring finalens freestyles begynder typisk tre uger før for at sikre, at produktionen har mere tid til at skaffe, og eventuelt bygge de rekvisitter, som skal i brug.
Eksempelvis har der et år skulle bygges en stor opretstående seng. Et andet år har et par begyndt deres freestyle i en lille dagligstue.
Det betyder også, at alle semifinaleparrene når at have indledende møder om deres freestyle-idéer, selvom et par ikke kommer til at danse den i finalen.
HÅR, MAKEUP OG STYLING
Hvornår besluttes det, hvordan dansernes hår og makeup skal styles?
Som udgangspunkt følges en nydanser eller danser med en makeupartist igennem hele sæsonen, hvis det er muligt.
De taler sammen første gang allerede inden premieren, og her når de måske også allerede at snakke om forskellige looks til sæsonens forskellige danse.
Ellers foregår dialogen mellem danser og makeup-artist hver uge op til live-programmet.
På selve sendedagen er der afsat halvanden time per person til hår, makeup og negle. Derfor er hele looket som oftest talt igennem og forberedt inden selve dagen.
Hvordan er samarbejdet mellem systuen og makeupartisterne?
Når et dansepar går på gulvet, er der udtænkt et fuldt koncept til deres dans. Alt lige fra musikken til kjolen til håret, makeuppen, neglelakken – ja selv spraytannen er overvejet ned til mindste detalje.
Derfor sker det også, at makeupartisterne taler sammen med systuen i løbet af ugen for at sikre, at hår og makeup bliver afstemt i forhold til hele looket på en danser.
Eksempelvis kan stoffet eller farven på en kjole være afgørende for nuancen på en læbestift, extensions eller et hårsmykke.
Farven på en kjole kan også betyde, at der eksempelvis skal spares på spraytannen i en given uge. Eller bruges mere. De beslutninger er makeupartisterne også inde over.
Hvornår laves de sidste ændringer af håret?
Det er et hold af seks makeupartister, en frisør og en assistent, der gør danseparrene klar til at gå på gulvet om fredagen.
De overværer generalprøven for at se det fulde udtryk i sin helhed. Og der kan komme ændringer herefter.
Måske skal en fletning være kortere. Måske skal knolden være større. Måske får en danser sit løse hår i øjnene under dansen, hvorfor man kan blive nødt til at sætte det op. Det når makeupartisterne at lave om inden liveudsendelsen.
Hvornår ændrer makeupartisterne noget under selve showet?
Når programmet sendes, er der makeup-hold på forskellige "stationer". Nogle er på studiegangen ved kostumen, nogle er i green room, og nogle står inde i studiet – og de er alle klar til at brushe de medvirkende, dommerne og værterne op under live-udsendelsen.
Skal en danser på gulvet to gange på en aften og have ændret lidt på looket i mellemtiden, sker det på gangen, når vedkommende har fået ny kjole eller kostume på.
Her kan makeup-artisten nå at lave en lille ændring. Eksempelvis hvis der skal extensions eller et hårsmykke i håret til dans nummer to.
Hvilke overvejelser er der bag stylingen af værterne?
For begge værter er der udtænkt et koncept for hele sæsonen, som skal give en rød tråd mellem udtrykkene i de forskellige programmer.
Sarah Grünewald er i år stylet efter et sofistikeret, moderne og klassisk red carpet-look, som seerne kan lade sig inspirere af.
Det betyder også, at konceptet for værtens hår og makeup er “enkelte stylinger”.
Derfor har hendes frisurer haft mindre variation fra gang til gang i år modsat tidligere. Hun har haft krøller, glat hår, pandehår og enkelte opsætninger.
Alt sammen for at man kan se Sarah i sin enkelthed, som hendes makeupartist udtrykker det.
Sarah Grünewald skal være sig selv – og det samme skal hendes medvært Martin Johannes Larsen.
Han er en moderne version af en mandlig vært. Hans frisure passer ind i tidens trend for mandlige klipninger, ligesom han er stylet efter tidens mode.
Eksempelvis har han ikke skjorte under jakkesættet og bærer smykker, hvilket giver ham et klassisk look med kant, der også harmonerer godt med Martin Johannes Larsens egen stil.
Artiklen er lavet ud fra en række interviews med produktionen bag 'Vild med dans'.
På grund af EM i håndbold, hvor Danmark spiller mod Slovenien, sendes 'Vild med dans' først klokken 20.15 på TV 2 og TV 2 PLAY.