Få minutter før sæsonens bedste dans opdagede skuespiller, at noget var galt
Kort før Caspar Phillipson dansede sig til fem 10-taller, stod han i en mindre kostumekrise.
Fredagens semifinale var fyldt med store øjeblikke for skuespiller Caspar Phillipson og dansepartneren Malene Østergaard.
Efter deres første tur på gulvet, kaldte dommeren Jens Werner skuespilleren for "den bedste nydanser i 'Vild med dans'-historien".
Efter deres anden dans høstede de fem 10-taller som de første i årets sæson. Et resultat, der efterlod Malene Østergaard med blanke øjne.
- Det er jo noget, jeg aldrig har forestillet mig ville komme til at ske i min 'Vild med dans'-karriere. Det var et niv i armen-øjeblik, siger hun.
Kort efter fik parret da også fuldt udbytte af aftenens præstation, da de fik en af de tre pladser til i næste uges finale. Men den kom dog ikke i hus uden et lille drama, afslørede parret efter programmet.
For få minutter inden parret dansede sig til årets højeste dommerkarakterer, forlod Caspar Phillipson pludselig studiet.
- Jeg blev kun lidt bekymret
Han og Malene Østergaard stod ellers klar bag tæppet. De skulle danse deres argentinske tango som det sidste de af de fire semifinalepar.
Men her opdagede Caspar Phillipson, at kraven på hans skjorte sad mærkeligt.
- Og så var der tid... synes jeg, lyder det fra skuespilleren.
Derfor besluttede han at gå ud af studiet for at få kravens flapper syet fast.
- Jeg tænkte bare: "Okay, vi tager det roligt. Jeg går lige hen og får det ordnet. Og så kommer jeg tilbage".
Men så trak det lidt ud.
- Så jeg nåede at tænke: "Uh, jeg håber ikke, Malene bliver bekymret", fortsætter Caspar Phillipson, inden hun selv overtager ordet.
- Jeg stod og tænkte: "Han kommer vel tilbage." Og jeg blev kun lidt bekymret, siger danseren med et grin.
Caspar Phillipson nåede dog tilbage ved Malene Østergaards side, nogle sekunder før parret skulle på gulvet.
Dog forsikrer skuespilleren om, at han var løbet afsted, hvis det pludselig stod klart, at han ikke ville nå ind foran kameraerne i tide.
Og trods den lille afstikker, så sad trinnene lige så perfekt, som kraven på skjorten.
Dog var det faktisk også lidt i sidste øjeblik, at de faldt på plads.
Får indfriet stor drøm
Torsdag aften var Caspar Phillipson og Malene Østergaard nemlig ikke helt der, hvor de gerne ville være med dansetrinnene, da de sluttede ugens træning.
Derfor begyndte de noget uvant denne live-dag med en ekstra time i træningslokalet. Og det gjorde faktisk en forskel.
- Det sjove var jo, at det faktisk gav noget ro, siger Caspar Phillipson.
Han havde nemlig fået et råd fra den professionelle danser Thomas Evers Poulsen: At når man har arbejdet hele dagen på nogle dansetrin, så hjælper det at sove. Fordi så er der noget, der lagrer sig.
- Og det oplevede jeg her til morgen: "At vi kom i træningslokalet og så kunne jeg mærke, at det sad bedre fast", siger Caspar Phillipson.
Men noget, der endnu ikke havde lagret sig efter programmet var, at han faktisk blev kaldt "den bedste danser i 'Vild med dans'-historien".
- Gud ja, det er jo rigtigt, det blev der jo sagt. Det var da dejligt, griner Caspar Phillipson, der glæder sig meget til næste uges finale.
Det er samme gør hans dansepartner. Det første gang i løbet af sine fem 'Vild med dans'-sæsoner, at Malene Østergaard er nået dertil. Og danseren lægger ikke skjul på, at det er stort.
- Det betyder alt. Det er en drøm, siger hun.
Caspar Phillipson tror dog langt fra, at han bliver den eneste, der kommer til at føre Malene Østergaard til en finale.
- Måske er jeg den første, men jeg er ikke den sidste. Hun er så dygtig, siger han.
Videre til finalen er også komiker Natasha Brock og partner Thomas Evers Poulsen sammen med paraatlet Daniel Wagner og partner Asta Björk.
Gense semifinalen i 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.