Derfor kunne den professionelle danser ikke holde tårerne tilbage
Damian Czarnecki har prøvet meget i sin karriere – men alligevel formår 'Vild med dans' at røre den garvede performer.
Cecilie Schmeichel og Damian Czarnecki var fredag på gulvet i en helt særlig dans.
Parret skulle danse vals, og de havde valgt at lave en koreografi, der var en hyldest til Cecilie Schmeichels mand, Joakim Pilkær.
Ham mødte hun efter at være kommet ud af et dårligt forhold, og han viste hende, at livet ikke behøvede kun at være hårdt. Den historie skulle dansen fortælle.
- Det var på tide, at jeg hyldede min mand, og alt det hårde arbejde han også har lagt i det her, lød det fra influenceren efter programmet.
Men selvom det var hendes historie, der blev fortalt, og hendes mand, der blev hyldet, var det ikke Cecilie Schmeichel, der blev mest tydeligt berørt, da parret havde været på dansegulvet.
Det gjorde nemlig hendes partner Damian Czarnecki. Og det var der flere grunde til.
En garvet cirkushest
Da parret havde danset og skulle modtage dommerkommentarer kunne vært Sarah Grünewald hurtigt se, at Damian Czarnecki var rørt.
- Er du ok, ven? Du er rørt? lød det fra værten til danseren, der svarede "meget".
Efter programmet forklarede danseren, at der var flere årsager til, at fredagens dans rørte ham særligt. Blandt andet den rørende hyldest i dansen:
- Det var jo en sårbar historie for Cecilie (Schmeichel, red.), og det gik bare op i en højere enhed. Så kan man bare ikke styre, at man bliver overvældet af en masse følelser, lød det fra danseren.
Men der var også en anden følelse, der fyldte noget for ham. Nemlig taknemlighed.
Det er første gang, Damian Czarnecki er med i 'Vild med dans', og han er overrasket over, hvor stort det er for ham at være med.
- Jeg har prøvet virkelig meget i min professionelle karriere, og jeg havde en idé om, at jeg var en garvet cirkushest, sagde danseren og tilføjede:
- Jeg tænkte, "det kommer ikke til at røre mig". Men jeg står her hver gang og er så nervøs.
35-årige Damian Czarnecki er uddannet musicalperformer fra teaterskolen Laine Theatre Arts i London og har arbejdet som danser og koreograf i udlandet i 14 år. Blandt andet har han medvirket i stykker som 'Cats' i Schweiz og 'Dirty Dancing' i Tyskland.
Frygter at følelsen tager over
For Cecilie Schmeichel var det også en udfordring at holde følelserne tilbage på dansegulvet.
Hun skulle lægge sig i selen for at holde masken og ikke vise følelser på dansegulvet, lød det fra influenceren efter programmet.
- Det med at skulle finde følelserne frem, men ikke blive hylet ud af den, det er svært! Jeg kan godt komme til at zone ud, lød det fra hende.
Parret fik en næstsidste plads efter syvende aften på gulvet, men fik seerstemmer nok til at gå direkte videre.
De er dermed garanteret en plads videre til semifinalen, da der ikke er udstemning i næste uges 'Vild med dans - Knæk Cancer'.
Se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.