Deres tilfældige lighed gjorde Caspar Phillipsons umulige drøm til virkelighed
Utroligt nok var skuespilleren Caspar Phillipson forberedt på det lykketræf, der skulle forandre hans karriere for altid.
Caspar Phillipson har aldrig selv kunnet se det.
Men folk siger, at det er næsen. Øjnene. Linjerne derved, og ved munden. Og så smilet, selvfølgelig. Et ægte diplomatsmil.
Den første, der italesatte ligheden, var en ikonisk amerikansk teaterinstruktør.
I 2010 havde et hold danske skuespillere nemlig fløjet Frank Corsaro – en af lederne bag Actor’s Studio i New York – til København til et efteruddannelseskursus.
Midt i en scene afbrød hans rustne new yorker-stemme pludselig arbejdet.
- You have to do Kennedy someday, sagde han henvendt til Caspar Phillipson.
- You just have to, gentog han.
“Gud ja, det skal du da!", udbrød de andre skuespillere omkring ham.
Men at de ord i dag står som en profeti på det fuldstændig vanvittige lykketræf, der seks år senere skulle forandre Caspar Phillipsons karriere for altid, havde ingen nok set den dag.
I hvert fald havde den 'Vild med dans'-aktuelle skuespiller aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvad der ventede på ham.
For det her er historien om en chance, som ingen får. Men som Caspar Phillipson fik.
På grund af en tilfældig lighed med en af USA’s største og mest ikoniske historiske personligheder.
Nemlig den afdøde præsident John F. Kennedy.
Det kunne ikke skade
For den dengang 39-årige Caspar Phillipson føltes det sjovt at blive sammenlignet med præsidenten ud af det blå. Selv mener han, at ligheden må være dukket op med alderen.
- Unge mig ligner i hvert fald overhovedet ikke unge Kennedy, siger han.
- Kennedy var lang, tynd og ranglet. Og det var jeg ikke.
Til gengæld er Caspar Phillipson halvt brite, og det skulle vise sig at være en ikke helt ubetydelig detalje.
Han voksede op i et engelsksproget hjem med en far, der var sprogunderviser i diplomatiet og senere sprogprofessor. Og farens passion for sprog smittede af på hans søn.
Derfor fik Caspar Phillipson noget af en øjenåbner, da han indså, at John F. Kennedy faktisk havde strenge af britisk engelsk i sin særegne Boston-dialekt.
Opdagelsen gjorde skuespilleren sig, da han – efter episoden med Frank Corsaro – begyndte at studere Kennedy-familien på Youtube.
For det kunne da ikke skade, tænkte han.
Det var dog aldrig med den fjerneste tanke på, at det en dag skulle føre til en rolle i en Hollywood-film.
Den drengedrøm var forpasset for længst.
Det var jo i 20’erne han skulle have ramt en hovedrolle, der åbnede døre. Nu nærmede han sig 40’erne.
Men tænk nu, hvis der en dag kom en mulighed på et britisk teater.
Derfor – bare engang imellem over årene, der gik – satte han sig foran computeren.
Her fandt han en optagelse af en tale eller et interview med John F. Kennedy – eller præsidentens lillebror, senatoren Robert Kennedy – og øvede sig i at kopiere deres udtale.
Det var slet ikke regelmæssigt. Men alligevel var det nok, til at han kom forberedt til det uforberedelige.
Kunne blive the guy
I 2015 var 44-årige Caspar Phillipson i Istanbul, på verdensturné med teater Republiques “Hamlet”.
Her blev han ringet op af sin ven – den danske skuespiller Gordon Kennedy, for at det ikke skal være løgn.
Han var stødt på en produktion, der søgte efter en Kennedy, og ville sende Caspar Phillipsons profil til casteren.
Mere vidste Caspar Phillipson ikke.
Kort efter sad han i lænestolen på sit hotelværelse og foregav, at det var en åben limousine, der fragtede ham gennem Dallas’ gader.
Han vinkede, og lod som om han talte med førstedamen ved sin side og Texas' guvernør Connally foran i bilen.
På tv-hylden foran ham balancerede hans mobiltelefon, som filmede seancen.
Hvad Caspar Phillipson ikke vidste var, at casteren var på udkig efter en Kennedy til det, der kunne blive en international storfilm med verdensstjernen Natalie Portman i hovedrollen.
En skuespiller fra Los Angeles havde spillet præsidenten i stort set alt i 10-15 år, men var nu blevet for gammel.
Casteren havde derfor gennemsøgt New York, Los Angeles, London og Paris for at finde en ny, der lignede Kennedy. Og hun var nu ved at blive desperat.
Så hun brugte google translate til at oversætte ordet "dobbeltgænger" og sendte mails ud til castere i Tyskland, Sverige og Finland.
Med det samme hun så Caspar Phillipsons casting, var hun glad for ham.
Hun tænkte: "Han kunne blive den næste. Han kunne være the guy", har hun forklaret til The Washington Post.
Hun bad derfor Caspar Phillipson gentage scenen, når han kom hjem fra Istanbul. Iført et jakkesæt.
Så det gjorde han. Fra sin datters værelse på Amager.
Og da hun få dage senere ringede for at tilbyde ham rollen, anede Caspar Phillipson stadig ingenting om det projekt, han havde castet på.
Han troede, det var til en fransk kortfilm.
- Ved du ikke, hvad det er for et projekt?, sagde hun så.
Da hun forklarede det, måtte Caspar Phillipson sætte sig ned.
- Sådan en chance findes jo ikke. Det findes jo simpelthen ikke, siger han i dag om det øjeblik. Som om det stadig ikke er gået op for ham, at det faktisk skete.
Men to måneder senere stod den danske skuespiller i en enorm hangar i Paris.
Han blev ført gennem et virvar af ledninger og lamper frem mod det, der lignede bagsiden af en teaterkulisse. Til sidst kom han gennem et par fløjdøre. Og bang.
Så stod han i Det Hvide Hus. Alt lignede ned til mindste detalje. Og det samme gjorde han.
This way, Mr. President
Caspar Phillipson havde i alt otte optagedage på filmen ’Jackie’. Og hver dag var han i sminkestolen i tre timer. For selvom han måske lignede John F. Kennedy, skulle han ligne ham helt kompromisløst.
Håret blev ordnet, han fik en næseprotese og lidt mere fylde i kinderne. Og når Caspar Phillipson rejste sig fra sminkestolen og fik jakkesættet på, skete der noget.
Alle omkring han behandlede ham, som om han virkelig var John F. Kennedy.
En ældre amerikansk skuespillerkollega følte simpelthen, at hun var i selskab med præsidenten.
- Neeej! Får du nogensinde lov til at lave andet?!, udbrød hun.
Og det fortsatte.
Når Caspar Phillipson blev fulgt over til settet, åbnede folk døren og sagde: “This way, Mr. President”.
Caspar Phillipson så det, som om han fik en maske på. Og det var faktisk en gave - og en hjælp for nerverne.
- For alle bekræftede, at masken var der. Jeg skulle jo selvfølgelig stadig sørge for at gå og tale rigtigt. Men WAUW! Det var en kæmpe frihed, siger han.
En ting er dog at spille præsidenten i levende live. Noget andet er at skulle gennemspille et af de mest traumatiske attentater i verdenshistorien.
Den største scene i karrieren
John F. Kennedy blev skudt 22. november 1963 i Dallas, Texas, da hans bilkortege var på vej gennem byens gader.
Mordet på præsidenten efterlod verden i chok.
For en hel efterkrigsgeneration repræsenterede John F. Kennedy håbet om forandring og drømmen om en bedre verden. Og alt det døde den dag.
Tilmed var mordet så dokumenteret, at alle blev øjenvidner, da skuddene ramte.
Første gang gennem halsen, anden gang i hovedet, inden han faldt sammen på skødet af sin hustru, og den åbne limousine hastede mod hospitalet, hvor han senere blev erklæret død.
Det er den største scene Caspar Phillipson nogensinde i sin karriere har lavet – også selvom han siden har stået over for Tom Cruise.
Han beskriver det som “ekstremt emotionelt udfordrende”. For det var verdenshistorisk kulturarv. Det skulle gøres med respekt. Natalie Portman skulle levere en kæmpe præstation, og han sad lige ved siden af hende og prøvede at bakke op.
Samtidig skulle han lave præsidentens bevægelser efter skuddene minutiøst korrekt.
Og oven i det kom ekstasen.
- Indeni var der bare en lille dreng, som skreg af fryd over, at jeg var med i det her. Jeg laver det her lige nu! Fuck mand!, fortæller Caspar Phillipson med en tydelig begejstring i øjnene.
Scenen blev filmet over to dage i Baltimore i USA. Og med sig hjem havde han det Omega-ur fra 1964, som han havde på under optagelserne som en del af sit kostume.
Han købte det af produktionen som et minde.
- For det var jo et kæmpe eventyr, som jeg ikke vidste, om jeg nogensinde ville stå i igen, siger Caspar Phillipson.
På det tidspunkt anede han ikke, hvor meget han ville være med i den endelige film. Han vidste ikke engang, om han skulle med til premieren, når den tid kom.
Men det skulle han i den grad.
På hans første tur til Hollywood mærkede Caspar Phillipson forandringen. Det var et helt nyt game.
Filmstjerne for en aften
Det var en novemberaften i 2016. Caspar Phillipson blev hentet med privatchauffør og kørt til gallapremieren i den legendariske Hollywood-biograf Chinese Theater.
Han gik op ad den røde løber og mødtes med Natalie Portman.
Instruktøren Pablo Larrain præsenterede alle skuespillere, og Caspar Phillipson blev hevet op på scenen før filmen og modtog “alt for pæne ord”, som han siger.
Da ‘Jackie’ begyndte, indså Caspar Phillipson tilmed, at han var meget mere med, end han troede. Selv en improviseret dansescene, havde de valgt at inkludere.
Og så var der slutningen med credits. Aldrig nogensinde havde han set sit navn stå på så stort et biograflærred. Helt alene.
Han klaskede sine hænder forbløffet til kinderne. Det var så vildt.
Bagefter stod der et hav af mennesker, som ville have et billede med ham.
- Og de anede jo ikke, hvem jeg var. Men de kendte jo Kennedy. Og der var jeg som ham. Det var så bizart, skægt og berusende, siger Caspar Phillipson.
Med al den kærlighed synes den danske skuespiller faktisk, at han har mærket lidt af, hvad det ville sige at være Kennedy.
Den aften mærkede han også, hvad det vil sige at være en filmstjerne.
Og det viste sig kun at være begyndelsen.
Panoramaudsigt over Hollywood
‘Jackie’ blev nomineret til tre Oscars. Caspar Phillipson rendte til Oscar-fest, filmfestivaler og alt muligt andet.
Og da han nogle måneder senere rejste til USA for at pleje kontakterne, endte han med at bo hos filminstruktøren Randal Kleiser, manden bag ‘Grease’.
Ham havde danskeren simpelthen fælles venner med nu.
Kleisers hus lå i Hollywood Hills med panoramaudsigt over hele byen. Hver aften kunne Caspar Phillipson derfor stå og se Los Angeles blive til et sort velourtæppe med diamanter, der knitrede under ham.
Og Caspar Phillipson ved godt, at det det i det store hele skyldtes “Kennedy-effekten”.
For ‘Jackie’ blev den film, der gjorde, at folk i branchen vidste, hvem han var. Og den er en stor medvirkende faktor til, at han i dag kan kalde sig en international filmskuespiller.
Ud over en række gode jobs på dansk teater, film og tv, har han spillet med i en ‘Mission Impossible’-film. Han har spillet Jugoslaviens præsident Tito. Og så har han spillet John F. Kennedy i fire internationale produktioner.
- Så den umulige drøm – altså den helt umulige drøm – er jo helt mirakuløst gået fuldstændig i opfyldelse. Takket været en tilfældig lighed, siger han selv.
Caspar Phillipson mærker da også, at han er rykket op i en ny liga, der kan byde på større stormvejr, end han er vant til.
Lige nu spiller han eksempelvis ‘præsidenten’ i den kontroversielle Netflix-film ‘Blonde’ om Marilyn Monroe.
Selvom præsidenten ikke er navngivet, er der ingen tvivl om, hvem Caspar Phillipson skal ligne. Men denne gang deler filmen vandene.
Og da Caspar Phillipson læste manuskript første gang, tænkte han da også selv:
“Kan man gøre det her? Og kommer jeg nogensinde til at arbejde i USA igen, hvis jeg siger ja?”.
Ville udfordre frygten
Kritikerne mener, at ‘Blonde’ gør Marilyn Monroe til et offer og reproducerer fortidens sexistiske skildring af hende.
Caspar Phillipson ser dog omvendt filmen som et opgør mod den mandsdominans, der var og måske stadig er i underholdningsindustrien.
Præsidenten er bare en af filmens mange magtfulde arketyper. Og Marilyn Monroe bliver fragtet til hans værelse, hvor han udsætter hende for et seksuelt overgreb og sender hende væk igen.
Scenen er blevet kaldt “ulækker” og “styg”. Derfor forventede Caspar Phillipson også at få vrede beskeder fra folk, der mener, at han trækker Kennedy gennem sølet. Hvilket er sket.
Men faktisk har han ikke fået så mange negative beskeder, som han havde frygtet.
Caspar Phillipson sagde netop ja til filmen for at udfordre sin egen umiddelbare frygt. Og fordi det var “pissedygtige folk”, der stod bag. Brad Pitt har eksempelvis været med til at producere den.
Og skuespilleren tror da heller ikke nødvendigvis, at han er færdig med at lave film i USA. Snarere tværtimod.
For han har også fået mange beskeder kolleger i branchen, der mener, filmen er “veludført”.
En af dem, der har skrevet, er den franske caster, som spottede ham til rollen i ‘Jackie’.
Hun synes, det er fedt, at han fortsætter. At han faktisk er blevet the guy.
Caspar Phillipson har da heller ikke tænkt sig at stoppe med at spille Kennedy, hvis han kan få lov til at blive ved.
Det på trods af, at han har kolleger, der spørger, om det ikke snart er ved at være på tide. Og om det ikke er kedeligt at blive ved med at spille den samme mand?
- Men det er slet ikke på tide. Og det er overhovedet ikke kedeligt. Jeg har stadig masser af appetit på ham, fordi han er sådan et enigma, som slet ikke er blevet belyst endnu, siger Caspar Phillipson.
- Og vi mangler jo stadig filmen om ham, indskyder han med et grin.
Prikken over i’et
Lige siden ‘Jackie’ er Caspar Phillipsons interesse for den amerikanske præsident kun vokset. I dag har han læst så mange bøger om ham, at han nærmest er blevet et omvandrende Kennedy-leksikon.
Men er der slet ingen ambivalens forbundet med at få en rolle, fordi man ligner nogen?
- Måske havde jeg haft et problem med det, hvis jeg var yngre, og hvis det var det eneste, jeg lavede, siger Caspar Phillipson.
- For så ville jeg måske være i tvivl om, hvorvidt det var mig og mine kvaliteter, det handlede om. Eller om det bare er, fordi jeg tilfældigvis ligner ham, siger han.
Men sådan er det ikke. Derudover føler Caspar Phillipson efterhånden også lidt af et ansvar.
Både for Kennedy i forhold til at lave lødige produktioner. Men også for på en eller anden måde at gøre det muligt at lære af historien.
Eksempelvis synes Caspar Phillipson, det er mærkeligt, at vi på den ene side stadig idoliserer en mand for hans politiske visioner, men ignorerer hans hensynsløse forhold til et hobetal af unge kvinder.
- Man kan ikke dømme fortiden med nutidens briller, men man kan jo godt glæde sig over, at vi er blevet klogere, siger han.
I en tid med krig i Europa, synes Caspar Phillipson også, det er yderst aktuelt at se tilbage på Kennedys taler.
Mange gange siden ‘Jackie’ har han selv vakt dem til live.
Den dag i maj 2017, hvor præsidenten ville have haft 100-års fødselsdag, holdt Caspar Phillipson eksempelvis hans berømte tale i Berlin. På selvsamme plads foran Rådhuset.
Og Caspar Phillipson glemmer aldrig den ældre mand, der bagefter næsten ikke kunne fremstamme ordene af bare bevægelse.
Han havde overværet Kennedys rigtige tale som 13-årig. I et Vestberlin, der var omkranset af Østtyskland og frygten for at blive opslugt af Sovjet.
For ham var det nærmest politisk terapi at stå i et forenet Tyskland og høre talen igen.
Da Caspar Phillipson kom hjem den dag og hans børn spurgte, hvordan det var gået, havde han næsten ikke selv ord, der kunne beskrive, hvor stort det havde været.
At være medie for en af de største politiske taler i det 20. århundrede.
Under sit jakkesæt bar Caspar Phillipson det ur, han købte med hjem fra ‘Jackie’-produktionen.
Han har det på hver gang han spiller Kennedy.
Ikke fordi han tror, nogen ser det. Men fordi det er prikken over i’et indeni.
For Caspar Phillipson symboliserer uret forbindelsen til det filmset, hvor folk engang tiltalte ham “Mr. President”.
Det minder ham om følelsen, han havde, da han gik gennem fløjdørene og ind i Det Hvide Hus.
Følelsen af, at lige nu er han Kennedy. Og alt det håb, Kennedy repræsenterede.
Kilder brugt til artiklen: 'JFK100' af Anders Agner Pedersen og The Washington Post.
Se 'Vild med dans' på TV 2 og TV 2 PLAY.