Hun er vokset op i besatte huse med mange mødre og alt for lidt kærlighed

Sanger og sangskriver Iris Gold ankommer småløbende. Og storsmilende. Direkte fra øvelokalet og et kvarter for sent. På hovedet bærer hun en blå paryk, der dækker hendes sorte krøllede hår.

- Hvem ved, måske er det lyserødt i morgen, siger hun.

Hun smiler imødekommende og giver et fast håndtryk.

Det er et vildt år for sangeren, der for nyligt er udkommet med sit andet album, netop har spillet for dronningen og lige nu er aktuel i 'Toppen af poppen'.

- Der sker meget lige nu, siger hun.

Det står hurtigt klart, at hun er en bestemt kvinde. Hun køber ikke de journalistiske vinkler og vil hverken tale om at være politisk i sin musik eller gå i dybden med svigt under opvæksten i hippiekollektiv.

Ligesom hun ikke vil sige, hvor i København, hun er vokset op. Eller hvad hendes folkeskole hedder.

- Det synes jeg, ikke er relevant, siger hun.

Faktisk er det undervejs i samtalen uklart, hvad hun egentlig gerne vil tale om. Men hun gør det alligevel. Og mens anekdoterne springer i mange retninger, tegner sig et klart billede undervejs. Og det skildrer hverken en krukket eller lukket person.

Hun vil formentlig protestere mod kassetænkningen, men her kommer historien om en kvinde, der står fast på, hvem hun er, men som samtidig har kæmpet mere end de fleste for at få lov til at være det.

Barndommen

Vi begynder ved hendes mødre. For dem har Iris Gold haft mange af.

Der er den mor, der har født hende, og så er der alle dem, der var med til at præge hende gennem opvæksten i forskellige hippiekollektiver i København i en tid, hvor mavebluser og velstand ellers for længst havde udkonkurreret lilla stofbleer og fredspiber.

- Her var jeg en slags magnet på kvinderne, der altid endte med at passe mig, siger hun.

Det kan lyde idyllisk, men for Iris Gold opstod behovet for at være tæt på mange voksne, fordi hun kompenserede for fraværet af struktur og nærvær i hverdagen.

Fra hun var tre, boede hun og moren både i kollektiver og besatte huse, hvor fællesspisninger og fester erstattede faste sengetider og godnatsang.

Faktisk husker hun ikke nogensinde at være blevet puttet om aftenen af en voksen, ligesom hun i perioder selv har stået for at smøre madpakker helt tilbage fra børnehavealderen.

- Det var meget ustruktureret med mange fester og alkohol. Ikke noget trygt miljø for en lille pige, siger Iris Gold.

Hvad det mere indebar, vil hun ikke uddybe, men til gengæld vil hun gerne fortælle om dét, de kaotiske omstændigheder også gav hende: Kvinderne, der tog sig af hende, når hun følte, at hendes mor havde svært ved at være der.

Der var hende med de flotte kjoler, som Iris Gold i dag stadig skeler til, når hun går på scenen i vildt tøj og farvede solbriller.

Der var hende, som var kærester med dj'en, som lærte Iris Gold, at hiphop godt kunne være fedt, og som inspirerede hende til at lave det musik, hun i dag kalder 'hippie-hop'.

Der var danseren, der turde bruge sin krop, og altid tryllebandt alle omkring sig.

Iværksætteren, der startede en restaurant op fra bunden, selv om hun ikke havde nogen penge.

Og mange flere.

- Alle de kvinder, der var i sfæren af min opvækst, har præget mig, og det er på en måde sammensmeltningen af dem, der er blevet til Iris Gold, siger hun.

Inspirationen har formet hende

Hun fortæller, hvordan hun brugte inspirationen, kvinderne gav hende, til at skabe en fantasiverden, hun kunne gemme sig i, når festerne i hjemmet blev for mange eller mobningen i skolen for hård.

- Så forsvandt jeg ind i det her univers, der hyldede kærlighed og mangfoldighed, og hvor racisme og fulde voksne ikke fandtes, siger hun.

Hendes fantasi-univers hed ligesom hendes første plade 'Planet Cool', og det var også her, karakteren Iris Gold opstod. Hendes borgerlige navn er Mercedes Seecoomar, men på 'Planet Cool' hed hun Iris Gold og var præsident.

Hun træder stadig ind i både karakter og univers, når hun går på scenen.

- Så har jeg alle kvinderne fra min barndom med, forklarer hun.

Den vigtigste af dem alle sammen, er hende, som Iris Gold kalder sin farmor.

Hun hedder Lise og er i dag 86 år. Lise er mor til en mand, Iris Gold kalder sin danske far, og som var grunden til, at hendes indiske mor flyttede fra London til København i begyndelsen af 90'erne.

Selv om moren og ham kun var kærester, da hun var lille, har han altid været i Iris Golds liv. Specielt efter hun blev smidt ud hjemmefra af sin mor som 12-årig.

Her trådte hendes selvvalgte familie til, og farmoren blev en af de vigtigste roller i hendes liv.

- Hun gav mig det, der er allervigtigst for alle børn: Ubetinget kærlighed, fortæller Iris Gold.

Hun fortæller, at farmoren har været den mest stabile forælder-rolle i hendes liv, og at det blandt andet er hendes støtte, der har gjort, at Iris Gold fik tro nok på sig selv til at samle inspirationen fra alle de andre mødre og bruge det på scenen.

- Kvinder er så mange ting. Det har jeg set hele mit liv, og det er det, jeg prøver at vise gennem min musik, mit visuelle udtryk og mit sceneshow, siger hun.

I dag

Farmorens stabilitet er også noget af det eneste, Iris har taget med videre i sit eget liv som mor.

Hun har en dreng på næsten to år, og hun er ikke i tvivl om, at hans opvækst skal være helt anderledes end hendes egen.

Hun putter ham på samme tidspunkt hver aften. Synger den samme sang, når han skal sove, og har ham aldrig med til fester.

Derudover vil hun gøre sit for, at han ikke skal møde den racisme og mobning, som hun selv måtte kæmpe med, fra hun var helt lille.

- Jeg håber, at han ikke skal blive holdt ude på grund af sin hudfarve eller skal opleve at blive råbt af på gaden af fremmede, fordi han ikke ligner dem, siger hun.

Men skulle det alligevel ske, vil hun forsøge at give ham selvværd og tryghed, der gør, at han inderst inde ved, at han er mere værd.

Og her finder hun først og fremmest inspirationen i de værdier, hendes farmor har givet hende.

- Hun gav mig helt ren kærlighed og støttede mig i at være 100 procent mig selv. Hos hende behøvede jeg ikke at passe ned i en kasse, og det er dét, jeg vil give mit barn, siger hun.

Inden hun forlader interviewet, spørger hun, om pædagogerne i sønnens vuggestue mon vil undre sig over, at hun tropper op med blåt hår. Men hun venter ikke på svar, før hun griner og trækker på skuldrene, inden hun siger farvel og forsvinder.

Se 'Toppen af poppen' nu på TV 2 PLAY - eller søndag klokken 20.00 på TV 2.