På tv var han et stort smil. Men for få dage siden frygtede dansepartner det værste
Mandag frygtede Asta Björk, at hun og Daniel Wagner måtte trække sig fra 'Vild med dans'.
Fredag aften kulminerede en nervepirrende uge for paratlet Daniel Wagner og hans dansepartner Asta Björk.
Her dansede parret sig direkte videre i 'Vild med dans' til trods for, at dommernes karakterer placerede dem næstnederst i feltet.
Men det var langt fra den eneste grund til parrets nerver.
Hvad seerne ikke hørte på skærmen var nemlig, at Daniel Wagner og Asta Björk mandag tvivlede på, om de overhovedet ville blive klar til at danse fredag aften.
Her havde paraatleten så stærke smerter i ryggen, at han blev nødt til at aflyse dansetræningen.
- I min 'Vild med dans'-karriere har jeg aldrig prøvet, at man skipper en træning. Så det skal være virkelig, virkelig slemt, før man når dertil, siger Asta Björk.
Men det var det også.
- Jeg kunne ikke engang gå i bad. Så ondt havde jeg. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, lyder det fra Daniel Wagner.
Hele følelsesregisteret igennem
Paraatletens smerter i ryggen begyndte allerede i sidste uge.
Her lavede han et dansetrin under sambatræningen, hvor han skulle svaje hurtigt fra side til side. Og det gik helt galt.
Dog troede han, at der var bedring efter sidste fredags program. Men søndag viste det sig at gå den forkerte vej igen, hvilket altså førte til den aflyste træning.
- Det gik selvfølgelig ud over mig og Asta, men også over holdet, fordi vi skulle danse en holddans. Det havde jeg det rigtig dårligt med, men jeg kunne ingenting, fordi min ryg simpelthen havde låst sig, siger han.
Asta Björk lægger ikke skjul på, at det gjorde hende meget nervøs.
- Jeg var hele følelsesregisteret igennem, fordi jeg tænkte: "Åh nej, bliver vi nødt til at melde os ud af programmet? Hvad skal der ske?", genfortæller hun.
Så galt gik det dog ikke.
En uge med usikkerhed
Takket være en masse behandling hos Team Danmark, lykkedes det Daniel Wagner at blive klar til at træne roligt videre tirsdag.
Onsdag var der bedring nok til, at parret kunne klø på igen. Men de har haft travlt.
For der var en hel del at indhente med en forsømt træning og to danse, der skulle læres til fredagens program.
Derfor har parret da også haft nogle meget lange træningsdage de sidste dage op til fredagens 'Vild med dans'.
- Og der har været en masse usikkerhed, siger Daniel Wagner.
- Men heldigvis var vores showdans en dans, der passede godt til mig. Og jeg var bare lykkelig over at kunne stå og danse ikke bare en dans, men to danse her til aften, fortsætter han.
Dog måtte der ændres på koreografien, især i fredagens holddans, for at Daniel Wagner kunne være med.
Undlod at lave løft
Blandt andet måtte parret undlade at lave løft som de øvrige par, mens han heller ikke faldt ned på gulvet som dem eller bar sin partner på ryggen.
- Det var sådan nogle ting, vi blev nødt til at gøre for at få det til at virke, siger han.
- Jeg ved ikke, om man så det, fordi vi endte med at rode lidt rundt i den holddans, siger Daniel Wagner med henvisning til, at holdets koreografi gik en smule galt.
Nu ser han og Asta Björk dog frem imod en ny uge, hvor den står på quickstep - og forhåbentlig en ryg, der ikke giver nye problemer.
- Jeg er bare virkelig lykkelig for, at vi kom videre, lyder det fra Daniel Wagner.
Gense fredagens 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.