I 2015 fik 'Adam og Noah' programmet 'Hva' sker der danskere', som blev vist på DR2.
Vild med dans

Alle kender ham som den uintelligente indvandrerdreng - men sandheden er en anden

Joel Hyrland har ingen uddannelser, men flere virksomheder.

Du har sikkert set ham før.

Det er ham med kasketten. Den ikke alt for kløgtige splejs.

Ham der lunter efter makkeren Noah – førerhunden med strikhuen – og siger “Jaaerh”. Altså bare “Jaaerh”.

Det er ham de fleste ser, når de møder skuespiller og iværksætter Joel Hyrland.

Gennem de seneste syv år er han nærmest blevet synonym med den fåmælte indvandrerdreng i ‘Adam og Noah’.

Han oplever det, når han møder nye mennesker gennem arbejdet, fester og på dates.

Folk tror han er ét, men i virkeligheden er han noget andet.

Det er også en del af grunden til, at han i øjeblikket er med i ‘Vild med dans’. Han ser det som et turning point, fordi det er første gang, han laver noget som sig selv, efter han i juni – sammen med makkeren Hadi Ka-Koush – sagde endegyldigt farvel til ‘Adam og Noah’.

Langt fra Adam

Joel Hyrland oplever, at folk især bliver overraskede, når de finder ud af, at han har har et succesfuldt marketingfirma. Eller når han afslører, at han arbejder med softwareudvikling og producerer film. Og at han er langt kløgtigere end sidekicket Adam.

Derfor ville den værste overskrift på denne her artikel også være: “Joel Hyrland har ikke andet at byde på en Adam”, fortæller han.

- Åh gud, tænk hvis jeg bare er den karakter resten af mit liv, siger han.

For Joel Hyrland er meget mere.

Hvordan topper man timelønnen?

Allerede som barn blev det tydeligt, at han havde et “stræber-gen” eller “konkurrence-gen”, som han kalder det.

Som 11-årig begyndte han at gå med aviser. Man skulle egentlig være 13 år, så han lånte sin brors sygesikringskort. Det fungerede. Han fik tilsendt en avisrute, der var markeret på et kort på et A4-papir.

Men da Joel Hyrland havde gået ruten et par gange, kunne han se, at den ikke var optimal.

Ved at kigge på A4-kortet regnede han ud, hvordan han kunne lave ruten om, så han fik flere højhuse og kunne nå flere postkasser ad gangen.

- På den måde kunne jeg få en højere timeløn, siger Joel Hyrland.

Advokat eller autodidakt

I folkeskolen fik han både 9-, 10-, 11- og 13-taller.

Derfor håbede hans dansklærer, at han ville begynde i gymnasiet. Så hun hev ham til side og sagde, at han kunne blive “alt muligt.”

- Du kan blive advokat, opfordrede hun.

Men det ville Joel Hyrland ikke. Slet ikke.

- I dag forstår jeg godt, at der er meget kærlighed i at ville en anden det bedste, men dengang tænkte jeg bare, at det skulle hun ikke blande sig i, fortæller Joel Hyrland.

I stedet fandt han sin egen vej – som også skulle vise sig at føre til ‘Adam og Noah's gennembrud.

Fra entertainer til ghettodreng

Joel Hyrland havde sin debut på de skrå brædder som 10-årig. Han optrådte med Michael Jacksons moves foran hele Dyrholmskolen i Herlev. Det føltes næsten, som om hans indvolde byttede plads af nervøsitet. Men han elskede også spotlightet.

Derfor har han siden været med i bands, film og tv-serier.

Og i 2012 blev han kontaktet af en teaterinstruktør, der ville have ham med i teaterforestillingen ‘En kliché’.

To af karaktererne i stykket var de stereotype indvandrerdrenge Adam og Noah, der undrede sig over danskeres forhold til alt fra festivaler til fulde studenter. Joel Hyrland fik rollen som Adam, mens Hadi Ka-Koush spillede Noah.

Makkerparret opdagede ret hurtigt, at folk syntes godt om de to charmerende ghettodrenge. Så for at promovere forestillingen lavede de et par videoer som ‘Adam og Noah’ og fik god respons.

Da turneen var færdig, ville de gerne bruge karaktererne til mere. De “kunne noget”, tænkte de.

Og fordi Joel Hyrland sideløbende med skuespillet og musikken havde nørklet med marketing, mente han også, at det kunne lade sig gøre.

Siden han var 15 år, har han lært sig selv at kode og markedsføre. Han har lavet en hjemmeside a la degulesider.dk og en hjemmeside til sin storebrors band. Alle mulige forskellige websites.

Mens andre gik i gymnasiet eller blev håndværkere, var det dét, der optog ham – at lave en hjemmeside og få den ud over rampen. Det var der ikke nogen uddannelser – og han har prøvet et par stykker – der kunne måle sig med.

Blå bog: Joel Hyrland

  • Født 16. januar 1985.
  • Opvokset i Herlev med sin mor og to storebrødre.
  • Søn af en dansk mor og en marokkansk far.
  • Har bl.a. medvirket i filmene ‘Bagland’ (2003) og julekalenderen 'Den Anden Verden' (2016)
  • Har sit eget marketingfirma og udvikler software.
  • Har tidligere været gift og har en søn på ni år.

Det var også Joel Hyrlands indre marketingspecialist, der så, at ‘Adam og Noah’-videoerne have potentiale til at blive store.

Han fik overtalt Hadi Ka-Koush til at filme flere af de små håndholdte videoer, som Joel Hyrland lagde ud på duoens Facebook-side.

Og pludselig eksploderede en af videoerne med knap 200.000 likes som en viral komet. Præcis som Joel Hyrland havde håbet.

Derfra gik det stærkt, og ‘Adam og Noah’ har siden fået flere millioner visninger på deres videoer, ligesom deres show ‘Farvel og tjak’ solgte 120.000 billetter. Det sendte dem helt til tops som nogen af de bedste sælgende danske komikere nogensinde.

Men det var også omkring gennembruddet, at den knap så kløgtige Adam-karakter begyndte at klistre til ham.

Det hænger måske også sammen med, at Joel Hyrland og Hadi Ka-Koush i de første par år aldrig gik ud af karakter. De var Adam og Noah, da de var medværter i 'Natholdet', og da de blev interviewet af Jyllands-Posten. Man skulle i gang med et online detektivarbejde for overhovedet at finde ud af, hvad de i virkeligheden hed.

Måske derfor har det været svært for folk at navigere i, hvem “ham den kejtede med kasketten fra ‘Adam og ‘Noah’” er.

Et "velfungerende" menneske

For et par år siden var Joel Hyrland inviteret til en messe som “forretningspartner”, fordi en af hans venner havde udgivet en bog om influencere i marketing.

Joel Hyrland gik rundt på messen og minglede. Måske er det entertainergenet, der gør, at han er en smilende smalltalker, der kan snakke med enhver og få folk til at grine på de rigtige tidspunkter.

Så det gjorde han, mens han gik rundt mellem boderne.

Et sted faldt han i snak med to kvinder, der havde et loppemarked.

- Bruger i influencere til at promovere jeres forretning?, spurgte han.

Kvinderne kiggede skeptisk.

- De var sådan … man kunne godt mærke, de var overraskede over, at ham fra ‘Adam og Noah’ taler om influencermarketing og strategi, fortæller Joel Hyrland.

Og sådan er det 80 procent af gangene, han møder nogle, han ikke kender. De tror, han er ghettodrengen Adam.

Han har oplevet det på en date for et par år siden, og mange gange, når han er blevet stoppet på gaden af folkeskoleelever, der ville have en selfie eller optage en video.

- Jeg kan godt føle, at jeg skal sige noget, før folk finder ud af, at jeg er et velfungerende menneske, forklarer han.

Kasketten i 'Vild med dans'

Det håber han at kunne lave om med 'Vild med dans'.

På det allerførste klip af Joel Hyrland fra programmet har han en kasket på, ligesom han har haft, når han har været Adam.

Det var et kort klip, hvor han fortalte om hans “musik, skuespil og comedy”.

Da præsentationsvideoen var ovre og kameraet klippede til dansegulvet, stod han iført smoking – og uden kasket.

Siden har han ikke haft kasketten på i programmerne. Og det er helt bevidst.

"Sikke nogle hofter"

I de første tre afsnit af 'Vild med dans' har Joel Hyrland også allerede fået lov til at vise en anden side af sig selv, der er langt fra den ordknappe Adam.

Han er en spirrevip på dansegulvet, og under dansetræningen kan han næsten ikke lade være med at sige ting, der får dansepartner Jenna Bagge til at grine.

For selv om Adam er pakket væk, er Joel Hyrland stadig en entertainer. Det er der mange ‘Vild med dans'-seere, der har opdaget.

Han har fået sindssygt mange beskeder fra folk, der er overraskede over ham.

- Sikke nogle hofter.

- Du kan jo danse.

- Waauuuw, bare waauuuw.

Og det er bare fedt at kunne vise, hvem man er, siger Joel Hyrland.

Det er showtime.

Se 'Vild med dans' fredag aften klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.