Korpset

Mareridtet fra barndommen sad i hende, da Mille Gori blev bedt om at sætte i løb

Børnevært Mille Gori gav sig selv et løfte inden 'Korpset'. I en dyb og mørk sø kæmpede hun mod sig selv for at indfri det.

Søen er det første, Mille Gori registrerer.

Hendes sanser er allerede skærpede, og hun scanner omgivelserne for tegn. Hvad skal der ske?

Under øvelserne i 'Korpset', som den kendte børnevært lige nu medvirker i, er uvisheden et vilkår. Men for hende er vandet en varsel.

Synet får hendes hjerte til at hamre og krop til at stivne, for det prikker til hendes største frygt.

Søen på Bornholm sætter frygten på spidsen - og så kommer den til at ændre hendes liv.

Fra bredden ser hun to livreddere i en gummibåd, som bekræfter hendes bange anelse: Hun skal derud.

At det bliver endnu værre, forstår hun først, da en summen pludselig afbryder...

1. Opgaven

På den modsatte bred letter en helikopter.

Mille Goris blik følger dens bane over søen, og hun genkender instruktør Morten Kvist Carl deroppe.

Han tager et skridt ud af helikopterens kabine, og så sker det: Han slipper og i en strømlinet bevægelse lader sig falde - hovedet først - direkte ned i vandet.

Selv ikke Mille Goris værste forestilling måler sig med virkeligheden.

Og hendes krop responderer med det samme.

2. Frygten

Hun tørrer tårerne væk fra ansigtet, men det stopper ikke.

- Jeg bliver bare bange, siger hun højt.

For det er sandheden. Det nytter ikke noget at lyve for sig selv.

Et fald direkte på hovedet og dykket ned i søens mørke er essensen af hendes frygt.

Igennem hele hendes opvækst er den blevet indprentet. Først af hendes far, som helt holdt sig fra vand, fordi han som barn var tæt på at drukne. Siden af de lokale historier om drukneulykker og hestehuller fra hjemstavnen ved Vesterhavet.

I vandet mister hun orienteringen og visheden om, hvad der omgiver hende. Selvom hun dybest set ved, at der hverken er hvidhajer eller søuhyrer, så er hendes system i alarmberedskab.

- Det kommer til at ske, gentager hun for at overbevise sig selv.

Tre ting står på Mille Goris liste over ting, der kunne få hende til at forlade 'Korpset': Hvis instruktørerne beordrer det, en alvorlig skade, eller hun bliver bedt om noget, der strider fuldstændig imod hendes værdier.

Vand er ingen af delene.

Derfor repræsenterer øvelsen det løfte, hun gav til sig selv på forhånd. Hun skal være villig til at rykke sine grænser - og nu er frygten det eneste, der står i vejen.

3. Ventetiden

Det er altså ikke en overvejelse om at bakke ud, der fremprovokerer gråden. Gråden er Mille Goris måde at forberede sig.

- Nu er det jeres tur, siger Morten Kvist Carl, som er trådt op på bredden efter svømmeturen.

- Afsted, råber han, og de første to aspiranter løber mod helikopteren.

De næste 45 minutter forlader aspiranterne én efter én deres pladser. Én efter én ser Mille Gori, at de kommer tilbage til bredden, forpustede og gennemblødte.

Selv står hun rank på sin plads og lukker omgivelserne ude. Indeni kører monologen: “Det skal nok gå. Du må gerne græde. Så længe, at du æder den.”

Hun trækker vejret dybt ned i lungerne. Hendes vilje trumfer, for hun har taget beslutningen: - Hvis de råber mit navn nu, så løber jeg.

4. Støtten

Tiden er oprandt, da Mille Gori og tv-vært Kristian Bech som de eneste står tilbage med tørre uniformer.

Idet hun sætter i løb, råber Morten Kvist Carl efter hende:

- Fokus, nummer 11.

Mille Gori ved godt, hvad stikordet betyder.

Igennem kursets fire dage har den tidligere frømand været en uundværlig støtte i øvelserne, der har involveret vand. Han forstår, at hun aldrig svømmer ud, hvor hun ikke kan se bunden eller tager hovedet under vand. Begge dele er ekstreme kontroltab for hende.

Det, hun tolker i hans ord, er: - Jeg tror på dig, og jeg ved, du godt kan.

5. Udsynet

Støjen i helikopteren gør det umuligt at tale sammen, så de kommunikerer via tegn, forklarer instruktør Max Grundsøe.

Han viser to fingre, når der er to minutter til, at hun skal kravle ud på siden af helikopteren. Et klap på hendes skulder betyder: "Fald".

Man kan tro, at Mille Goris puls fortsætter sin himmelflugt, men over trætoppene sker det modsatte. Ingen taler til hende, og rotorens summen er et trygt bagtæppe.

Her har hun det fulde overblik, og hun kender suset fra sine mange optrædener som luftakrobat i Cirkus Summarum.

Hun føler sig endelig klar. Med en kontrolleret og rolig vejrtrækning nyder hun det sidste øjeblik.

6. Nedtællingen

Mille Gori kravler ud, tager fat om sin næse for at holde vandet ude, og gør som hun blev rådet: Fokuserer.

Fra instruktøren giver tegn, har hun ti sekunder.

I det tidsrum passerer helikopteren søens dybeste punkt, så hvis hun ikke lader sig falde, er chancen er forspildt. Så hives hun tilbage.

Hun ved, at det går galt, hvis hun tøver, så hun har en strategi.

Instruktøren løfter hånden, klar til at give tegnet.

Og dér er det. Nedtællingen starter.

I samme sekund læner Mille Gori sin fulde vægt bagud.

7. Faldet

I en fuldstændig lige linje flyver Mille Gori gennem luften, indtil hun bryder vandoverfladen.

Vandet omslutter hende hendes ansigt og krop. Det hele går meget stærkt. Hun får hovedet oven vande og hiver efter luft, men det fysiske chok har sat ind. Kulden får hende til at hyperventilere.

Hun rækker sin hånd i vejret - en sikkerhedsforanstaltning, så livredderne ved, at hun er ved bevidsthed og i stand til at fuldføre den sidste del af øvelsen.

8. Kampen

Samtidig gør Mille Gori alt for at undertrykke sin følelsesmæssige reaktion.

På den ene side er hun lettet over, at faldet er overstået, men med det mørke dyb omkring sig, føler hun sig helt alene og sårbar.

Hun ved, at hvis først panikken sætter ind, så synker hun til bunds. Så hun samler tankerne om det allermest basale: "Vejrtrækning, svøm!"

Mille Goris indre stemme remser svømmebevægelserne op. Hun skal frem med armene, tilbage med armene, trække vejret.

Vinden pisker vandet ind i hendes ansigt, og hendes søgen efter fodfæste slår fejl. Der er stadig for dybt.

Frem med armene, tilbage med armene, trække vejret...

To gange mærker hun en klump i halsen, som skal hun til at hulke. Det kan ikke ske nu, insisterer hun.

Frem med armene, tilbage med armene, trække vejret...

Sådan fortsætter hun i over ti minutter, før hun mærker den bløde søbund under sig.

9. Forløsningen

Endelig kan Mille Gori stå fast, rejse sig og kigge rundt. Og så giver kroppen slip.

Forløsningen, som hun har holdt tilbage under svømmeturen, kommer væltende som en tsunami, og klumpen i halsen kommer op til overfladen.

Hendes tårer blander sig med søvandet, der løber ned ad hendes ansigt.

10. Stoltheden

Morten Kvist Carl hopper ned i vandet for at tage imod. Det er tydeligt, at hun er påvirket, og et øjeblik træder han ud af sin rolle som instruktør, da han tager fat i hende som støtte.

Mille Gori gisper stadig efter vejret på grund af anstrengelsen, men instruktøren guider hende til at finde rytmen. "Helt ned i maven," siger han.

Først nu går det op for hende, hvad hun egentlig har gjort. Hun er overvældet. Men mest af alt er hun pissestolt.

Efter nogle vejrtrækninger kommer hendes smil tilbage.

11. Bifaldet

"Sådan Mille!", "Yes Mille!", "Det var ti ud af ti!", lyder det fra aspiranterne på bredden.

Et bifald breder sig, og ekstremløber Kristina Schou Madsen løber Mille Gori i møde med en stor omfavnelse.

- Du er så fucking sej, siger hun.

Derfor er det så vigtigt for Mille Gori at overvinde sin frygt

Mille Goris motivation for at skubbe sine grænser i 'Korpset' kommer i høj grad fra en oplevelse, hun havde i sine teenageår.

Dengang var hun selv nysgerrig omkring Forsvaret, men et åbent hus-arrangement blev en mavepuster.

En del af arrangementet var en forhindringsbane, man kunne løbe for at teste sit potentiale. Nogle forhindringer kunne være for svære og høje, sagde den baretklædte mand, der stod for banen. Derfor var der placeret trækasser til hjælp undervejs.

Som ene pige gennemførte Mille Gori. Men hendes stolthed blev punkteret, da det blev påpeget, at hun havde brugt kasserne tre gange.

- Kunne du forestille dig at have kasser med i krig?, sagde manden, som konkluderede, at Forsvaret nok ikke var for hende.

Oplevelsen har sat sig i hende. For hun synes, den udstiller et problem.

I stedet for at kigge på et menneske med unikke kvalifikationer, bliver der kigget på køn, højde og drøjde.

- Der er ting, jeg er dårlig til, fordi jeg har den højde, jeg har. Men der er eddermame mange ting, jeg er god til, siger hun.

Hun har et behov for at stille “et stort fedt spørgsmålstegn” ved Forsvarets menneskesyn - og vise, at vilje også er en kompetence.

Det er også det, Mille Gori sagde til sig selv, da dagen sluttede, og hun fangede sit ansigt i det lille spejl på badeværelset ved deres sovesal.

Fordi hun pressede sig selv under trygge rammer, gjorde hun noget, hun ikke troede, hun kunne.

Hun kommer nok aldrig til at elske dybe, mørke søer eller hovedspring, men hun tror lidt mere på sig selv. Og kender sin egen kapacitet.

Næste gang, der er noget, hun - eller andre - ikke tror, hun kan, så vil hun ikke bare tage det for pålydende.

Det håber hun heller ikke, at andre gør.

To aspiranter må forlade 'Korpset' i fjerde afsnit, som sendes mandag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.