'Korpset'-scene fik hundredvis til tasterne
Radiovært Kasper Kirkegaard delte sin usikkerhed i 'Korpset', og fandt ud af, at han langt fra er alene med den.
Snigpremieren på denne uges 'Korpset' var kun lige blevet tilgængelig, da den første besked tikkede ind i Kasper Kirkegaards private indbakke.
I timerne og dagene efter fortsatte det.
Der kom flere og flere til, og til sidst lå der det, den 34-årige radiovært vurderer som over 300 beskeder fra fremmede, der havde set ham i TV 2-programmet.
Årsagen til beskederne er at finde i afsnittet, som blev vist mandag.
Her brød Kasper Kirkegaard sammen foran sine medaspiranter efter en de mange dage med fysiske og psykiske prøvelser.
- Jeg ved godt, det lyder sindssygt dumt, sagde han med tårer i øjnene, inden han for første gang i sit liv satte ord på sin store usikkerhed.
Han havde kæmpet for at fremstå stærk, urokkelig og uberørt under kurset, fordi han ikke ville være “ham homoen, der ikke kunne holde til det."
Netop den ærlighed har vækket seernes beundring - og mange genkender selv følelsen.
Et diffust ideal
Selv har episoden gjort, at Kasper Kirkegaard forstår, hvor mange bånd, han har lagt på sig selv i jagten på at være en "rigtig mand".
Netop udtrykket "rigtig mand" er kodeordet til at forstå, hvad der var på spil for ham.
Så længe, radioværten kan huske, har den stereotype maskuline mand været et ideal for ham. Manden, der hverken græder eller viser svaghed - og som i hvert fald ikke bliver forelsket i andre mænd.
- Jeg har været overbevist om, at jeg ville være en "rigtig mand" - men hvad betyder det overhovedet?, spørger Kasper Kirkegaard retorisk.
Han ved godt, at der ikke findes én rigtig måde at være mand på og at tankerne er irrationelle, men han kan ikke se sig fri for dem, fortæller han.
I sine teenageår var han "en af drengene", men skammede sig nærmest over, at han ikke interesserede sig for fodbold. Han fik større anerkendelse for at score piger end indsatsen i skolen, og med idealet som pejlemærke valgte han den prestigefyldte - og mandsdominerede - uddannelse til pilot.
Derfor gik der også årevis, før han stillede spørgsmålstegn ved sin egen seksualitet.
Smidt direkte ud i en identitetskrise
At Kasper Kirkegaard skulle være homoseksuel var slet ikke noget, han overvejede, for det var "ikke en mulighed", beskriver han.
Han var 27 år, da han opdagede, at han måske ikke passede ind den boks, han havde skabt for sig selv.
Hans uddannelse var det første, der stod for skud, for egentlig ville han slet ikke være pilot. Hele hans identitet blev sat over styr, da han først droppede ud, og kort efter blev enig med sin kæreste om at gå hver til sit.
- Udadtil havde hun og jeg været det perfekte par, men vi havde begge to levet efter, hvad andre forventede af os, forklarer han om det fem år lange forhold.
I sin nye singletilværelse tillod han sig selv at mærke efter.
Også da han en sen aften på en københavnsk bar oplevede, at hans nysgerrighed rettede sig mod en anden mand.
Gik med en hemmelighed
Hans familie og venner anede intet om, at Kasper Kirkegaard i perioden efter bruddet fik sin første mandlige kæreste. Af frygt for deres reaktion holdt han det hele hemmeligt.
- Det var så sindssygt pludseligt at blive i tvivl om, hvem jeg selv var i den alder, siger han.
For var han så stadig en "rigtig mand"? Var hans nye identitet foreneligt med idealet?
Faktisk fik Kasper Kirkegaard ekstra travlt med at vise omverdenen, at svaret var "ja" til begge dele.
Han besteg Mont Blanc i Frankrig, Kilimanjaro i Tanzania og Mount Kinabalu i Malaysia. Han sprang i faldskærm, løb syv maratoner efter hinanden og testede sig selv gennem over 30 såkaldte OCR-løb.
- Det var noget med styrke, action og mudder. Jeg havde alle OCR-medtaljerne hængende fremme derhjemme, hvor de skreg: "Se, hvor fucking macho, jeg er", siger Kasper Kirkegaard.
Alle usikkerheder gjort til skamme
Der skulle gå tre år, før han som 30-årig sprang ud overfor sine nærmeste.
De fleste troede, at han tog pis på dem, da han sagde det. De havde slet ikke set det komme.
Men ikke én eneste levede op til hans frygt, da han forsikrede dem om, at den var god nok. De reagerede med mere åbenhed og accept, end han havde turdet drømme om.
- Mine venner blev mere skuffede, for de forstod ikke, hvorfor jeg ikke havde følt, at jeg kunne sige det, siger han og tilføjer:
- Jeg var min egen største fjende med alt det, jeg havde bygget op i hovedet.
Han kunne stadig være "en af drengene", og han behøvede ikke at bevise sin maskulinitet overfor dem. Men hans eget behov var der stadig, medgiver han.
Da han takkede ja til at medvirke i 'Korpset' havde han derfor en klar plan om, hvordan det skulle forløbe:
Han ville stryge igennem det fysisk og psykisk hårde kursus uden kny, og når han på ottendedagen gennemførte den sidste øvelse, så ville han højt og stolt fortælle seerne: ”Og så er jeg for resten homoseksuel”.
Ville accepteres af mændene bag skærmen
Kasper Kirkegaard så det som en sejr, hvis han kunne vise de mange mænd, der sad ude bag skærmen, at homoseksualitet og maskulinitet ikke udelukker hinanden. Og han ville selv blive bekræftet i, at han også var én af dem.
- Det er lagret så dybt i mig. Jeg ville skabe en relation til de her mænd via programmet, vinde dem og til sidst overbevise dem om, at "ham Kasper, han er sgu da cool", siger han.
Men som episoden i 'Korpset' viser, så holdt hans plan ikke.
I hvert fald ikke på den måde, han forestillede sig.
På kursets fjerdedag var han så udmattet, at facaden krakelerede. Han nev sig selv i låret for at holde tårerne tilbage. For de passede ikke ind i det macho-billede, han prøvede at tegne af sig selv.
Beskederne i hans indbakke viser dog, at gråden ikke er blevet opfattet som svaghed. Tværtimod. Og mange andre mænd kæmper også med at acceptere sig selv.
- Du er så sej! Godt, at du deler det med os. Jeg er selv i nøjagtig samme situation som dig, hvilket ikke er et godt sted at være, skriver en ung mand.
- Det kræver megameget mod at stå ved sig selv og ryste gamle forestillinger af sig. Flere forbilleder som dig, lyder det fra en anden.
En universel følelse
- Jeg tror ikke, man behøver være homoseksuel for at kende følelsen af at skulle leve op til noget. Det handler om en masse forventninger, man putter med over hovedet på sig selv, siger Kasper Kirkegaard, som er overvældet over responsen.
Programmet har motiveret ham til at se bort fra det mandeideal, som han har banket sig selv i hovedet med i årevis.
- Den dag, du sætter dig selv fri, er det sådan en lettelse, sagde tv-vært og medaspirant Abdel Aziz Mahmoud, som selv er gift med en mand, under episoden i 'Korpset'.
Fri af sin idé om den "rigtige mand" og idé om, at maskulinitet er en målestok for hans værd.
- Jeg vil gerne stå ved, hvem jeg er. Om det så er maskulint eller ej. Der har programmet rykket mig tættere på målet, siger Kasper Kirkegaard, der dog stadig tror, at der er et stykke vej igen.
Det er en lang proces at ændre, når man det meste af sit liv har lyttet til "man(d) bør" i stedet for "jeg vil".
Men Kasper Kirkegaard hviler efterhånden også i, at han kan både elske hurtige biler og musicals, bestige bjerge og frygte edderkopper.
Abdel Aziz Mahmoud rådede Kasper Kirkegaard til, at han skulle finde motivationen til 'Korpset' i sig selv i stedet for at føre det for at bevise noget for alle mulige andre. Ellers ville det blive umuligt at gennemføre, lød advarslen.
Den forudsigelse blev virkelighed bare få timer senere: Kasper Kirkegaard blev taget ud af kurset af instruktørerne.
Han er skuffet over, at det sluttede.
Men han er også stolt.
Se 'Korpset' mandag klokken 20.00 på TV 2 - eller allerede næste uges afsnit på TV 2 PLAY.