Lægerne skulle bare sætte benet på plads. Da han vågnede, var det væk
Da ulykken skete, kunne det gå to veje for paraatleten Daniel Wagner. Han valgte den positive vej.
Den 14-årige Daniel Wagner satte i løb hen ad springmåtten.
Han var den sidste i rækken af springere, så det her spring skulle være ekstra godt.
En kraftfuld finale til ære for de mange hundrede publikummer i hallen.
Opvisningen med Vejle Springteam var blot en ud af mange for Daniel Wagner.
For enden af banen var han nået godt op i fart, og han satte af på den lille trampolin.
I luften gav han den gas. Planen var to rotationer og så en perfekt landing på madrassen bagved.
Det var det sværeste spring, han kunne lige på dette tidspunkt.
Men landingen blev ikke perfekt.
Det sidste, han kan huske, er, at han ser madrassen komme nærmere.
Han landede.
Og så slukkede lyset.
Ingen perfektion
Når den i dag 29-årige Daniel Wagner indtager dansegulvet, er det på ét ben.
Der hvor det andet engang var, er der nu en protese. Men det ser ikke ud til at genere ham.
Da TV 2 møder ham til en snak om det at miste et ben, rejser han sig ivrigt op flere gange for at vise, hoppe, lave øvelser og endda ligge på gulvet flere gange.
Daniel Wagner er da heller ikke med i 'Vild med dans' for at få medlidenhed.
Han er der for at vise, at man kan mere, end man tror. Og måske mere, end hvad andre forventer af én.
Også selvom dansen måske ikke bliver perfekt. Det ved han udmærket godt.
Men det betyder ikke noget.
- Benet lignede et lyn
Det var et kortvarigt blackout i hallen den dag i april 2008.
Hans hjerne havde højst sandsynligt forskånet ham for de værste smerter ved at slå fra.
Daniel Wagners knæskal sad oppe midt på hans lår, og uden yderligere anatomiske forklaringer er det ikke der, en knæskal skal være.
Men da den unge springgymnast kom til sig selv, var knæet ikke hans største bekymring.
- Det første, du lærer i springgymnastik, er, at hvis du falder, skal du hurtigt flytte dig. Bliver du liggende, får du bare den næste i nakken, fortæller han.
Han forsøgte derfor at trille ud til siden, men blev stoppet af en træner. Han var jo den sidste i springrækken, så der kom ikke flere.
Daniel Wagner blev liggende, og så fik han øje på sit ben. Det lignede et lyn, husker han.
- Det var helt zigzagget. Jeg husker, at det havde sådan nogle vinkler, det ikke burde have, fortæller han.
Han husker ikke, at han skreg. Han var nærmest rolig. Men derudover er minutterne efter springet lige så uklare for ham som en tåget dag.
Da alvoren gik op for trænerne, blev opvisningen stoppet.
Og så kom ambulancen, som omgående kørte Daniel Wagner til Vejle Sygehus.
Uret begyndte at tikke
En scanning viste det næsten forventelige. Daniel Wagners knæ var gået af led.
Det findes der en helt almindelig procedure for, så den 14-årige knægt blev lagt i fuld narkose, og så ville lægerne blot trække knæet og underbenet på plads igen.
Men noget gik galt.
Da lægerne trak benet på plads, blev den sidste skrøbelige vene til underbenet revet over.
Og lige her begyndte et ur at tælle ned.
Fik underbenet ikke snart blod, ville det dø. Og når det skete, ville uret stoppe.
Underbenet ville udskille affaldsstoffer, som ville gå i hans nyrer.
Hvilket i sidste ende kunne slå ham ihjel.
- Lægerne gjorde, hvad de kunne. De opererede på mig i 14 timer, hvor de fjernede en vene fra mit raske ben for at forsøge at få blodet til at løbe ned i mit underben, fortæller Daniel Wagner.
Men til sidst var tiden ved at løbe ud. De ville ikke nå det.
Hans forældre blev tilkaldt. Hvis ikke de amputerede underbenet, ville Daniel Wagner dø.
Selv var han i fuld narkose, så forældrene måtte træffe afgørelsen.
Benet. Eller Daniel.
Benet, der var væk
I en film ville patienten pludselig vågne, hive dynen af og så bare ukontrolleret begynde at skrige.
Men sådan var det ikke for Daniel Wagner. På en eller anden måde vidste han det bare, da han langsomt kom til sig selv efter narkosen.
- Den første person, jeg ser, er min far. Han spørger, om jeg ved, hvad der er sket, og jeg siger: "Ja, benet er væk".
Han har sidenhen fået at vide, at når man går ud af fuld narkose, er hørelsen noget af det første, man får tilbage. Man kan registrere nogle ting.
Den 14-årige dreng vidste intet om at miste et ben. Intet om proteser, kørestole og krykker.
Han havde aldrig gjort sig tanker om, hvordan det ville være at miste et ben.
Daniel Wagners far spurgte ham forsigtigt, hvordan han havde det med det.
Det så mærkeligt og anderledes ud. Men Daniel Wagner var ikke skræmt af det.
Han svarede: "Det er der ikke så meget at gøre ved".
Selvom han trods alt vidste så meget som 14-årig, at benet ikke ville komme tilbage.
Benstumpen Kurt
Tanken om kørestole og krykker kørte alligevel rundt i hovedet på ham.
Han spurgte derfor sin læge, om han ville komme til gå igen.
Lidt overraskende var svaret: "Ja".
Det forandrede en masse for Daniel Wagner, der nu bedre kunne acceptere sin skæbne.
På dette tidspunkt vidste han det ikke, men netop den reaktion blev kendetegnende for resten af fortællingen om Daniel Wagner. At tage problemerne som de kommer.
Og så komme videre.
Som 14-årig var han stadig udstyret med et forholdsvist barnligt sind, og lægens besked havde løftet hans humør.
Så noget af det første, han gjorde i hospitalssengen, var at tegne to øjne på hans nye benstump. For han syntes, at arret lignede en mund.
Og så kaldte han den for Kurt.
- Måske var jeg naiv, men da jeg hørte lægens svar, tænkte jeg bare: "Okay, så kan jeg i det mindste gå". Og så startede jeg med at tage imod alt med åbne arme, siger Daniel Wagner.
- Det var ikke, fordi jeg ikke hang med hovedet lige der, men jeg har aldrig grædt over min ulykke. Jeg har aldrig været bitter over det.
Baglæns salto
Kun tre uger efter ulykken stod Daniel Wagner på en trampolin igen. Denne gang var det den, der var i hans families have.
Han ville lave en baglæns salto. Uden krykker. På ét ben.
I den korte tid efter havde han ikke mødt andet end positivitet, og det havde givet ham mod på sit nye liv.
Hans bandagist have endda lovet, at han nok skulle komme til både at løbe, cykle og lave gymnastik igen.
- Mine forældre var måske bange for, at jeg fik stillet nogle forventninger i sigte, som ikke kunne blive indfriet. At jeg ville blive skuffet. Men den tanke tænkte jeg ikke, fortæller han.
Han tænkte kun på at komme videre i et liv, der havde forandret sig for altid.
Derfor satte han af på trampolinen.
- Jeg skulle se, om der var et lille lys af håb, i forhold til om der var en eller anden form gymnastik, på et eller andet niveau, der kunne lade sig gøre med ét ben, fortæller han.
Sprang for livet
I den salto, han var på vej ind i, lå hele hans fremtid.
Havde han i de seneste tre uger været naivt positiv? Eller skulle det hele nok gå?
Efter sommerferien skulle han starte på den gymnastikefterskole, han havde glædet sig til i flere år.
Tanken om det snurrede lige så hurtigt rundt som Daniel Wagner selv.
Kunne han starte? Eller var det bedre at holde sig væk?
Landingen var ikke som tre uger tidligere. Denne gang var den perfekt.
Da hans ene fod blev stående på trampolinen, kunne han kende sig selv igen.
Han husker også, at stemningen i hjemmet blev bedre efter springet. Som om at noget var løsnet op i hans forældre.
- Det var generelt bare følelsen af, at "bum, så var det ordnet". Pludselig så livet ikke helt umuligt ud, fortæller han.
Det sorte hul
Daniel Wagner mistede sit ben i slutningen af april 2008.
Allerede i august – godt tre måneder senere – mødte den nu 15-årige Daniel Wagner sine kommende efterskolekammerater for første gang.
- Man plejer faktisk at sige, at som benamputeret ryger de fleste ned i et hul efter tre måneders tid. De bliver deprimerede, fordi de pludselig får tid til at tænke over tingene, fortæller Daniel Wagner.
For ham blev efterskolen til en ny trampolin, der gav ham muligheden for at springe hen over netop det sorte hul.
I stedet landede han på en madras af flere positive mennesker, der både inkluderede ham og støttede op omkring hans kamp.
Benet, der flækkede
Det er ikke så ofte, at nogen i gymnastikverden får amputeret et ben efter et spring.
Så historien havde allerede spredt sig vidt og bredt.
Og da de fleste elever på efterskolen var gymnaster, kendte de allerede til Daniel Wagners situation på forhånd.
- Ret hurtigt var jeg bare ham med det ene ben, fortæller Daniel Wagner, der derfor ret nemt styrede uden om et tabu, han ellers havde været en lille smule nervøs for.
Det viste sig klart, da hans første benprotese med et computerstyret knæ kom allerede tre dage efter skolestart.
Hurtigt røg han sammen med sine nye kammerater afsted til gymnastiksalen for at se, hvad den kunne.
Han sprang lystigt og havde det sjovt. Benet skulle testes. Men hylsteret endte med at flække, da springene tog til i styrke.
- Så vi tog bare noget gaffertape og reparerede det, og så kunne jeg springe videre. Det gik fint. Jeg fik efterhånden mere selvtillid, og så den fik ikke for lidt, fortæller Daniel Wagner.
Fremtiden
Livet tog en drejning for Daniel Wagner dengang i hallen i Vejle.
Og i virkeligheden handler hans historie om at miste. Og om at komme videre.
For verdensmesteren i både 100 meter og længdespring har opskriften været en ukuelig vilje til at se muligheder i stedet for at sætte sig ned og give op.
Han har aldrig kigget i sine sygejournaler fra dengang. Han har ikke brug for at kigge tilbage. Han vil kun kigge frem.
Som gaffertapen på benprotesen har der altid været en løsning på alt for Daniel Wagner.
For tapen blev efterfølgende byttet til et bedre ben. Det viste sig dog, at det ofte røg af, når han lavede saltoer, men så fik han bare lavet et endnu bedre ben.
- Til sidst fik jeg et løbeben, og på den måde blev jeg introduceret for den paraatletiske del af sporten, siger Daniel Wagner.
Som 14-årig blev han tvunget til at stoppe op og reflektere over livet. Noget, han tror, at mange mennesker ville have godt af.
- For selvfølgelig vil jeg gerne have funktionen i mit gamle ben tilbage, så jeg kunne gå normalt op ad trapper og løbe og alle de ting, siger han.
Men hans kamp for at komme videre i sit liv har givet ham en masse oplevelser på både godt og ondt.
- Så jeg vil ikke bytte mit gamle ben for den person, jeg er blevet til, siger han.
Se, hvordan Daniel Wagner og hans danseben klarer sig i dette års 'Vild med dans', fredag klokken 20.00 på TV 2 eller lige her på TV 2 PLAY.