Dronning i 50 år

Hjalmer hylder dronningen med særlig overraskelse

Hjalmer har tidligere afstået fra at synge sin fars - Kim Larsens - sange. Men i aftenens særlige anledning gjorde han en undtagelse.

Med et fast greb om sin guitar stod Hjalmer klar til at optræde for dronning Margrethe med en helt særlig sang.

- Nu vil jeg gøre noget, som jeg aldrig har gjort før, sagde han fra scenen til gallataffel i anledning af dronningens 50-årsregeringsjubilæum.

- Så nu - for Dem - for første gang.

Herefter lød tonerne til Kim Larsens ‘Kvinde min’. Et af Hjalmers fars helt store hits.

Den unge musiker har ellers tidligere afstået fra at synge sin fars - Kim Larsens - sange.

Afstand til sin fars sange

I det hele taget har den unge musiker gjort meget for ikke at stå i skyggen af Kim Larsen.

Men i aftenens særlige anledning gjorde han en undtagelse og spillede sig hele vejen gennem storhittet, mens blandt andre dronningen, kongefamilien og regeringen så med fra rækkerne i salen.

Der blev da også tid til en lille hilsen til Kim Larsen selv, da Hjalmer ved sangens afslutning sendte et luftkys mod himlen, da hans optræden var forbi.

Kim Larsen og dronningen

Med sin optræden trådte Hjalmer i sin fars fodspor i mere end en forstand.

For 12 år siden - i 2010 - optrådte Kim Larsen nemlig selv for dronning Margrethe i anledning af majestætens 70-årsfødselsdag. Til trods for at det stred mod imod den danske nationalskjalds principper.

Kim Larsen havde dengang af flere omgange takket nej til at optræde for dronningen og afviste endda at modtage et ridderkors tilbage i 2006. For Larsen mente ikke, at "en gammel gadedreng skulle føre sig frem med kors og bånd og stjerner", som han udtrykte det.

Tilbage i 2010 spillede Kim Larsen nummeret ' Kom igen' for dronningen. Video: Silas Ferré Steiner

Men i anledning af dronningens fødselsdag brød Kim Larsen med sin overbevisning og sang dengang sin nye ‘Kom igen’.

Men ikke uden en frisk anekdote om dronningen.

Video: Silas Ferré Steiner

Du kan se eller gense gallashowet på TV 2 PLAY.