Mens indslaget rullede på tv, var hendes aften ved at tage uheldig drejning

Katerina Pitzner formåede at overraske sig selv på dansegulvet.

Da dommeren Nikolaj Hübbe så Katerina Pitzners debut i 'Vild med dans', bed han mærke i én ting.

Han var imponeret over, hvor god en performer den 52-årige diamanthandler var.

- Hatten af for det. Det var virkelig, virkelig flot, lød det fra dommeren efter hendes dans.

Præstationen resulterede da også i 19 point – aftenens højeste karakterer samt en delt førsteplads.

Men faktisk var det hele ved at tage en uheldig drejning for Katerina Pitzner, inden hun overhovedet kom i gang.

- Jeg var simpelthen lige ved at falde, da vi skulle ind på gulvet, afslørede hun efter programmet.

Fik afværget i en fart

Mens hendes præsentationsvideo rullede over tv-skærmen, overså hun nemlig et trappetrin på vejen ind på dansegulvet.

Hendes dansepartner Morten Kjeldgaard nåede lige at tænke: "Det her bliver rigtig, rigtig godt", fortalte han efter showet med et grin.

Dog havde parret godt fat i hinanden og fik afværget styrtet. Og det lille stunt gav da heller ikke diamanthandleren flere nerver på under parrets cha-cha-cha.

Omvendt var hun faktisk selv overrasket over det performance-gen, som Nikolaj Hübbe bemærkede.

- Det vidste jeg ikke, at jeg havde. Og jeg synes, det er rasende morsomt. Jeg føler det jo nærmest, som om jeg er en cirkushest, der kommer ind i arenaen og dufter savsmuld – og så skal jeg bare i gang, sagde hun.

Og Katerina Pitzner har ikke kun overrasket sig selv. Hun har også overrasket Morten Kjeldgaard i træningslokalet.

Sammenlignet med topatleter

Danseren har tidligere danset med benhårde sportskvinder som OL-svømmeren Pernille Blume og Sarah Mahfoud, der er verdensmester i boksning.

Og han tøver ikke med at sammenligne Katerina Pitzner med dem.

- Flittigheden er fuldstændig det samme her. Det er helt vildt!, siger han.

- Hun er så mega flittig, at man tror, det er løgn. Det er jo mig, der nogle gange spørger, om vi skal tage fem minutter, og så tager vi ikke rigtigt fem minutter alligevel, fordi så træner vi lidt videre. Det er bare en kæmpe fornøjelse. Og det har imponeret mig ret meget, sagde danseren.

Dog var fliden netop noget, Katerina Pitzner slog fast helt fra begyndelsen. For hun føler med egne ord ikke, at hun "får noget forærende".

Handlede bare om at overleve

- Jeg har ikke lige moves’ne, føler jeg selv. Men det, jeg ikke har i talent, har jeg i flid, siger hun.

Og det sagde hun også til Morten Kjeldgaard under deres første træning.

Under programmet fangede Katerina Pitzner dog slet ikke, at det hårde arbejde faktisk resulterede i en førsteplads.

- Jeg tror også bare, at det for mig handlede om, at jeg overlevede og ikke faldt over mine egne ben, griner hun.

Næste fredag ved hun tilmed også, at der er et lille trappetrin at være opmærksom på.

Har du en god idé til os?

En ny sæson af ’Vild med dans’ er gået i gang.

Vi er to journalister, der dækker programmet. Men måske er der historier, vi ikke har tænkt på. Derfor vil vi meget gerne have din hjælp.

Undrer du dig over noget, der foregår i 'Vild med dans'? Har du nogle spørgsmål til programmet?

Så er du meget velkommen til at skrive til fmad@tv2.dk eller najn@tv2.dk.

Måske kan din undren blive til en artikel på TV2.DK.

Bedste hilsner

Freja Sofie Madsen og Nanna Jakobsgaard Nielsen

Se eller gense premieren på dette års 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.