Han mærkede de små sus i kroppen, men slog det hen – tre timer før premieren gik Martin Brygmann helt ned
Kroppen forsøgte at advare Martin Brygmann, men han slog det hen og "kneb ballerne sammen". Men det skulle han aldrig have gjort.
Det var tre timer inden den store premiere. Blomsterbuketterne begyndte at fylde godt op i garderoben på Bellevue Teater nord for København.
Dagen inden havde Martin Brygmann haft en vellykket gennemspilning af sit onemanshow ‘De fleste ulykker sker med lemmet’. Publikum havde grinet, og han havde været tilfreds.
Men nu var alt i verden galt.
Den ellers rutinerede entertainer var totalt ude af den, og han ville under ingen omstændigheder på scenen. Alt i ham strittede imod.
Sammen med instruktøren Lars Kaalund vandrede han rundt i Dyrehaven. Han var bange og græd.
Instruktøren prøvede at opmuntre ham ved at tale om den gode gennemspilning. Men på dette tidspunkt havde Martin Brygmann det så dårligt, at han ikke længere kunne huske, hvad hans eget show handlede om.
Kroppen havde sagt stop, og en irrationel stemme blev ved med at fortælle ham, at han ville dø, hvis han gik op på den scene om tre timer.
Latter og humor har hjulpet ham
Den 59-årige multikunstner er første hovedperson i ‘Toppen af poppen’, der har premiere søndag aften klokken 20.00 på TV 2 – og allerede nu på TV 2 PLAY.
Han er kendt fra blandt andet satiregrupperne Lex & Klatten og Det Brune Punktum.
Han har spillet med i en lang række af primært komediefilm og skrevet et hav af sange for sig selv og andre.
Og så har han stået bag en række store danske hits som ‘En kort en lang’, ‘Vent på mig’ og ‘Jeg vil i seng med de fleste’.
En stor del af karrieren har Martin Brygmann fået danskere i alle aldre til at grine.
Og latteren og humoren betyder utrolig meget for ham, for den har som hans faste følgesvend hjulpet ham siden barnsben.
Da Martin Brygmann var en lille dreng, begyndte han på Bernadotteskolen, hvor mange kunstnere, musikere, forfattere, skuespillere og filminstruktører gennem årtier har sendt deres børn hen.
I de første år sagde Martin nærmest aldrig noget, og han snakkede heller ikke så meget med de andre. For han var utrolig genert.
Når han i dag fortæller det til folk, kigger de ofte vantro på ham. For hvordan kan han dog være genert med alt det, han har lavet?
Vil gerne være vellidt
Men det var han altså – og han er det faktisk stadig i dag. Han fandt bare tidligt en måde at tackle genertheden på.
Nemlig med humor.
- Det er blevet min indgang til at turde være social med folk, siger Martin Brygmann og uddyber, at han siden barnsben har brugt latteren til at bryde isen.
- Og så er det jo interessant at finde ud af, hvad det er, man skal sige for at få folk til at grine. For folk er så smukke, når de griner – også selvom at de er grimme, når de gør det.
Han kommer dog heller ikke udenom, at der også ligger en pæn portion selvtilfredsstillelse og egoisme i grinene.
For når folk griner, føler han, at de kan lide ham. Og det har altid været vigtigt for ham at være vellidt.
- Det er jo nok også derfor, at jeg stiller mig op på en scene, hvor folk klapper. Fordi så føler jeg mig set, siger han og uddyber:
- Jeg har nok altid været meget afhængig af anerkendelse, og jeg vil meget gerne have ros.
Men humoren er også blevet en selvopfyldende profeti for Martin Brygmann. For gennem de sidste mange år har det været svært for ham at komme udenom, at folk også forventer, at han er sjov.
- Jeg kan næsten ikke lade være med at grine, bare jeg kigger på ham, siger sangeren Nicklas Sahl eksempelvis i ‘Toppen af poppen’.
Og det er noget, som Martin Brygmann selv godt er klar over. Men han fortænker ikke folk i at have den opfattelse af ham.
- De andre sad på spring og ville gerne grine, siger han og fortsætter:
- Men helt bevidst gav jeg dem ikke så meget lejlighed til det. Jeg ville have fokus på min musik, og jeg kan jo også være alvorlig.
Og når han vil tages alvorligt, bliver han stædig. Også selvom folk griner af det, han siger.
- Så bliver jeg bare mere alvorlig i det, jeg siger. Og når de så er overbeviste og trygge, fyrer jeg en lille ‘skægert’ af, siger Martin Brygmann og griner drilsk.
Også her i interviewet i hans spisestue i Farum er det lidt svært at lure, om han er på vej til at sige noget sjovt, eller om han er bundalvorlig.
Martin Brygmann ved det godt:
- Jeg kan jo ikke tillade mig at blive irriteret over det. Det er jo min egen skyld.
Men det er vigtigt for ham at blive taget alvorligt. Derfor har Martin Brygmann også valgt at åbne op for en svær tid i sit liv.
Først var han egentlig i tvivl, men i dag føler han, at det er for vigtigt til at gemme væk.
Mærkede små sus i kroppen
Selvom Martin Brygmann havde brugt de seneste år på at spille skuespil og skrive musik til blandt andet to julekalendere, havde han i slutningen af 2009 behov for at differentiere sig fra succesgruppen Det Brune Punktum.
I håbet om at finde sine egne ben valgte han at lave et onemanshow.
En mand på en scene i to timer.
Det skulle foregå på Bellevue Teater, hvor han tidligere havde spillet med stor succes med Det Brune Punktum.
Nu skulle han altså vende tilbage – dog uden Peter Frödin og Hella Joof.
I arbejdsprocessen blev Martin Brygmann med egne ord “cocky” og takkede nej til orkester på scenen. Han ville stå alene på scenen i de to timer.
Og med de mange gode ideer gik det fra at være et show med sang og komik til en omfattende forestilling med flere forskellige udklædninger.
Enkelte gange mærkede Martin Brygmann et lille sus i kroppen. Det var ikke en rar følelse, og han havde ikke oplevet det før.
Han slog det hen med, at han måtte huske at få sin søvn og så ellers bare knibe ballerne sammen.
Men det var ikke nok.
De negative tanker overmandede ham
Da prøverne i 2011 på forestillingen skulle gå i gang, begyndte det hele at spidse til. Martin Brygmann kunne mærke nerverne og stressen.
- Der kom ligesom sådan et stik en gang imellem, forklarer Martin Brygmann om det, han senere skulle finde ud af var kroppens allermest insisterende måde at sige fra på.
Til en gennemspilning cirka en uge inden premieren kom en af scenebyggerne hen og spurgte Martin Brygmann, om det var okay, at hans datter og hendes veninde sad nede på publikumspladserne.
Selvfølgelig, sagde han. Men da han kort efter kørte med elevatoren ned til garderoben under scenen, kom der pludselig nogle hvide tåger ind foran hans øjne.
Nu var der jo publikum på, og hvad nu hvis de ikke syntes, at det var sjovt, slog det ham.
Han blev bange. Meget bange. Og de negative tanker overmandede ham.
- Du kan jo ikke det her. Hvad bilder du dig ind? Der er premiere om tre-fire dage, og det kan du ikke. Det går ikke. Tænk, hvis det ikke går, opremser Martin Brygmann.
Brød sammen
Angsten, som før havde vist sig som små advarselsstik, havde fået fat i ham.
Han klædte om og vendte tilbage til scenen, men måtte kort efter afbryde gennemspilningen.
- Jeg kan ikke, fik han sagt.
Og så brød han sammen.
Dagen efter gennemførte han en gennemspilning med publikum, som gik godt. Men så kom en dag, hvor den var helt gal igen.
Han kunne ikke. Han ville ikke.
Det er en tid, som Martin Brygmann ikke husker så tydeligt i dag, fordi han havde det så dårligt.
- Når jeg var herhjemme, gik jeg bare rundt og sagde lyde som et dyr.
Selvom han kom akut til krisepsykolog, måtte han alligevel aflyse.
Og så kom premieredagen.
- Jeg tør ikke
Det var 5. maj 2011. Alt var klar: sceneshowet, kostumerne og de mange ansatte på teatret.
Alle undtagen Martin Brygmann.
Han gik rundt i Dyrehaven med instruktøren og græd.
- Jeg tør ikke, blev han ved med at sige.
Men det skulle en halv beroligende pille lave om på.
Han knækkede den lille blå pille over og mærkede roen bølge ud i sin krop. Faktisk blev han så beroliget, at han faldt i søvn, mens han spiste inden showet.
Kort inden forestillingen skulle i gang, var Martin Brygmann stadig nervøs, men ikke på samme angste måde.
I en lang gang under scenen mødte han instruktøren, og en vildskab kom frem i ham:
- Okay, Lars. Så gør vi det. Nu er der premiere, og vi gør det, sagde han med bestemt og spændt stemme, og Lars Kaalund faldt ham om halsen.
Og så gennemførte de premieren.
- Det var ikke den bedste forestilling, men det var toppen af bjerget, og jeg kom over den, siger Martin Brygmann.
Da han stod i brusebadet bagefter, var han så glad og lettet.
Til de efterfølgende forestillinger mærkede han snerten af angst, men den overmandede ham aldrig.
Nu kan han tackle det
I dag er der ingen tvivl om, at 5. maj 2011 er en milepæl i hans liv.
Og selvom det var en voldsom oplevelse, er Martin Brygmann faktisk glad for at have prøvet at “ryge på røven” med panikangst.
- Tænk, at jeg har oplevet noget, der var så voldsomt og dramatisk – og så overleve det.
I dag ved Martin Brygmann, at de mange måneders alt for hårde arbejde og angsten for, at det ikke ville være godt nok – og sjovt nok – var årsagen til panikangsten.
Det er sket efterfølgende, at han har mærket de små stik. Men nu ved han, hvordan han skal tackle det.
Som regel kan han forberede sig ud af det. Han øver det hele igennem, så han ved præcis, hvad han skal gøre og sige, når han kommer ind på scenen.
- Sådan noget med bare at winge den og finde på ting undervejes, det kommer jeg aldrig til. For tænk, hvis jeg står derinde og går i stå.
Sidst han mærkede suset på en måde, som ikke bare var spændthed, var, da han i 2021 lavede underholdningsprogrammet ‘Danmark griner’.
Op til det første program skulle optages, havde Martin Brygmann det ikke særlig godt.
Men han forberedte sig ekstra meget og mærkede, hvor meget det hjalp at føle sig sikker. På den måde var han spændt og lidt nervøs i stedet for bange.
- Nerver er som regel gode for mig. Jeg går aldrig på scenen uden at være nervøs. Og det er godt, for det skærper mig og betyder jo, at det betyder noget for mig.
Bliver stående
Nogle forestillinger eller optrædener går bare ikke altid, som en performer ønsker det. Det har Martin Brygmann erfaret - og han er nået frem til, at han kan leve med, at ikke alle griner lige meget af ham.
Når det sker, siger han til sig selv:
- Okay, det her har jeg prøvet før. Jeg har før skubbet en lastbil op ad bakke med håndbremsen trukket.
Og så bliver han stående og laver sit show. Også selvom han allermest har lyst til at gå af scenen, sætte sig i sin bil og køre direkte hjem.
Men det er det værste, man kan gøre, mener Martin Brygmann.
Han bliver i stedet stående og spiller for sig selv.
Han tænker, at der må findes meget få, der ville gide løbe den risiko og tåle den smerte.
- Det er nok mest folk som mig, der så gerne vil have den der anerkendelse, og som har en vis portion stædighed og tro på, at det altså er sjovt, siger han.
For det ved han jo. For ugen inden grinte de jo.
Se ‘Toppen af poppen’ på TV 2 i aften klokken 20.00 eller allerede nu på TV 2 PLAY.