Underholdning

Netflix fylder 25 - én stor ændring er på vej, forudser ekspert

Flere ting står til at ændre sig på fremtidens streamingmarked, lyder det fra analytiker. Men særligt én ting bliver afgørende.

Takket være Netflix har vi i dag muligheden for at springe lange serieintroer over. Og det var også dem, der fandt på at lægge hele sæsoner af nyproducerede serier ud på én gang, så man kan sluge en hel sæson i én køre.

Netflix har altså på mange måder opfundet måden, vi streamer film og serier i dag.

Selskabet, der startede i 1997 med at sende dvd'er ud til amerikanerne for at spare dem køreturen til den lokale Blockbuster, lancerede deres streamingplatform i 2007 og begyndte at producere eget indhold i 2013.

Men selvom Netflix længe har redet på en bølge af succes og oplevede et markant boom i antallet af abonnenter under coronapandemien, er Netflix også begyndt at møde modgang.

Et stort wakeup-call

I april skrev tjenesten til deres aktionærer, at de for første gang havde oplevet en nedgang i antal abonnenter med et fald på 200.000 – noget, der fik deres aktie til at falde med 37 procent på én dag. I andet kvartal havde de mistet knap en million abonnenter.

Platformen, der ellers har levet højt på at være en brugervenlig platform fri for de generende reklameblokke, man må leve med på traditionelt tv, er på vej med en reklamefinansieret version, der er billigere. De har derudover søsat initiativer, der skal gøre det dyrere at dele sin Netflix-konto med folk uden for ens husstand.

Ifølge medieanalytiker Claus Bülow Christensen, der har fulgt streamingmarkedet siden dets begyndelse, står Netflix over for store ændringer i den nærmeste fremtid. Og det skyldes et ændret fokus på hele streamingmarkedet.

Hvis Netflix skal udnytte deres forspring, er de nødt til at bruge alt det, de ved om folk

Claus Bülow Christensen, medieanalytiker

- Netflix gav hele streamingmarkedet et kæmpe wakeup-call i foråret. Det har længe kun handlet om vækst, vækst, vækst og at bruge en masse penge på indhold for at lokke flere til. Men nu skal de i stedet til at tjene penge på de kunder, de har, lyder vurderingen.

Claus Bülow Christensen forklarer, at Netflix længe er blevet belønnet på aktiemarkedet ved konsekvent at stige i abonnenter. Og aktiemarkedet gav dem altså "mægtige tæv", da de ikke længere kunne præstere en stigning.

Fakta: Netflix

Netflix blev stiftet i 1997 af Reed Hastings og Mark Randolph.

Netflix startede med at udleje dvd'er, men i 2007 lancerede de deres streamingtjeneste. 

Netflix kom til Danmark i 2012. 

I 2013 udkom Netflix med deres første egenproducerede originalserie 'House of cards'. 

Netflix har i dag 220.67 millioner abonnenter. Disney+ har til sammenligning 152.1 millioner.  

Netflix brugte knap 17 milliarder dollars på indhold i 2021. Det svarer til godt 126 milliarder kroner.

Den mest sete Netflix-serie nogensinde er den sydkoreanske serie 'Squid game' fra 2021. 

Reklamer bliver afgørende

Helt konkret er der én ting, der bliver afgørende for, at Netflix bliver bedre til at få mere ud af deres nuværende kundebase.

- Den mest markante ændring bliver en ny version af platformen, hvor der kommer til at være reklamer. Når jeg ser i min krystalkugle, kan det blive meget, meget indbringende, siger Claus Bülow Christensen.

Det skyldes, at Netflix har en stor fordel. De er nemlig rigtig gode til at samle data om deres kunder. Ifølge Claus Bülow Christensen er det Netflix' største forspring til deres største konkurrenter – de internationale streaminggiganter HBO Max og Disney+.

- Hvis Netflix skal udnytte deres forspring, er de nødt til at bruge alt det, de ved om folk, til at sælge dyr annonceplads.

Netflix har indgået et samarbejde med Microsoft om at sælge målrettede annoncer til deres brugere. Ifølge erhvervsmediet Bloomberg vil der i første omgang være tale om fire minutters annoncer i timen.

Jeg tror fortsat, at vi vil se dem gå forrest med innovation

Claus Bülow Christensen, medieanalytiker

Netflix har særligt én udfordring

Claus Bülow Christensen forudser, at Netflix også i fremtiden vil være en af de helt store spillere på streamingmarkedet, og at Netflix i fremtiden ligeledes vil være nogle af dem, der går forrest med innovation.

- Netflix har fra starten haft et forspring, som også har betydet, at de på mange måder har banet vejen for deres konkurrenter. Jeg tror fortsat, at vi vil se dem være forrest på innovation, blandt andet fordi Netflix adskiller sig ved kun at have ét produkt, siger Claus Bülow Christensen.

Men Netflix har dog også en udfordring. Deres konkurrenter har nemlig noget, de ikke har.

- Disney og Warner Brothers (der driver HBO Max, red.) ejer enormt meget populær og intellektuel ejendom, de kan bygge videre på – for eksempel hele Marvel-universet og en masse andet. Netflix skal finde på alting selv, siger Claus Bülow Christensen.

Netflix har primært fokuseret på at producere egne originaler frem for at købe rettigheder til eksisterende fortællinger. I 2021 købte platformen dog rettighederne til forfatteren Roald Dahls værker, hvoraf det mest kendte nok er 'Charlie og chokoladefabrikken'.

Netflix var med i opløbet til at købe rettighederne til J.R.R. Tolkiens univers i 2018. Rettighederne gik dog til techgiganten Amazon til en pris på knap 1,9 milliarder kroner. To år senere købte Amazon produktionsselskabet MGM – og dermed blandt andet rettighederne til 'James Bond' – til en pris på 59 milliarder kroner.