Landmand leder efter hustru til at holde hus: - Folk må godt blive sure over det

Jonas Aagren Larsen ved godt, at hans syn på kønsroller kan vække stærke følelser, men han er faktisk optaget af en helt anden type kvinde.

Han spærrede øjnene op, da brevet fra en af de kvindelige bejlere blev læst højt.

- Det lyder vældigt flot, konstaterede Jonas Aagren Larsen, da brevet var læst til ende.

- Står der også, om hun kan holde hus, spurgte han med et smørret grin.

29-årige Jonas Aagren Larsen er med i ’Landmand søger kærlighed’, hvor han håber på at finde kærligheden.

I de første programmer har han skilt sig ud med sine kommentarer om en potentiel kommende kærestes kvalifikationer inden for husgerning. Udtalelser, der leder tankerne hen på en for længst svunden tid.

Som eksempelvis hans spørgsmål om, hvorvidt en kvinde kan holde hus eller ej, hvilket vil sige, om hun kan lave mad, gøre rent og så videre.

Jonas Aagren Larsen er en lunerig type, og han ved godt, at han til tider får lukket nogle uartige ting ud på tv-skærmen.

Folk er ikke så nærtagende i Nordjylland. Det kan få ham til at sige nogle skøre ting, forklarer han.

Men der gemmer sig alligevel noget alvor bag ordene.

Lidt gammeldags af natur

- Jeg er nok lidt gammeldags af natur, konstaterer Jonas Aagren Larsen, hvilket man også fornemmer, når man spørger ind til hans hverdag.

Eksempelvis har han en Nokia 3310 – dog en af de nyere med en farveskærm. I modsætning til de ni ud af ti familier i Danmark, der ifølge Danmarks Statistik ejer mindst én smartphone, så gider han dem ikke.

Han har en profil på Facebook, som han kan finde på at tjekke, hvis han sidder ved en computer. Men ellers gider han ikke sociale medier.

Han vil hellere tale med folk om deres liv og oplevelser end at læse om det på nettet. Sms’er gør han sig heller ikke i. Det tager for lang tid, og han bliver utålmodig, hvis et ord driller ham på grund af hans ordblindhed.

Han holder sig helst til den lokale radiostation og streamer hverken tv eller musik. Dog har han fået et abonnement til TV 2 PLAY udelukkende for at følge med i ’Landmand søger kærlighed’.

Han vil hellere bruge sin tid på at arbejde end at se tv, og han har nok at se til med en arbejdsdag, der kan strække sig fra klokken 03.30 til 23.00.

Først efter en lang arbejdsdag har han behov for at smide sig på sofaen, hvor han sætter sin lid til en af parabolkanalerne, ellers piller han en dvd ned fra hylden og sætter den i afspilleren.

Ikke moderne her

Når Jonas Aagren Larsen taler om kvinder, der holder hus eller laver mad til ham i campingvognen på dyrskuet, så kamuflerer den nordjyske humor, hvad han egentlig mener.

Men han lader os forstå, at det på den ene side vil være praktisk, hvis hans kommende kæreste har en interesse i at holde hus. På det plan halter han nemlig selv gevaldigt bagefter.

Det vil for nogle virke kontroversielt, at du taler så direkte om en kvinde til at holde hus. Mange vil mene, at det i 2022 er en fælles opgave i et parforhold. Hvad tænker du om det?

- Jeg mener jo, at det ingen skade er til, at de der mangelfulde punkter bliver udfyldt, siger han og henviser til oprydning, rengøring og generelt at gøre hjemmet hyggeligt.

Afstemning

Er det i orden, hvis en mand søger en kæreste, der kan holde hus?

Hvis folk bliver sure over de ting, Jonas Aagren Larsen kan finde på at sige, så er det deres eget problem, mener han.

Sexisme og mandschauvinisme har man slet ikke i Vendsyssel, mener han, det er ikke moderne. Her ryster man på hovedet og griner ad tingene, forklarer han.

- Vi er ikke så nærtagende. Det er mere en ting i storbyerne, det er ikke noget, jeg møder her. Jeg kender ikke nogen, der går og bliver krænket. Tingene er lige så hurtigt glemt, som de er blevet sagt, siger Jonas Aagren Larsen.

På den anden side er det ikke en showstopper, hvis han ikke kan finde sig en husmor anno 1950. Tværtimod lader han til at være mere optaget af en helt anden type kvinde.

- Det er et større krav for mig, at hun har noget indhold i sin hverdag og ikke er en sofarytter, siger han.

I bund og grund kunne Jonas Aagren Larsen sådan set bare godt tænke sig at have en at dele livet med.

Hans hjem er kun et sted, han sover. Han spiser sine måltider hos sine forældre eller på arbejdet. Han prioriterer at arbejde hele tiden, fordi der ikke er noget at komme hjem til.

Det ville ændre sig, hvis han fandt kærligheden, det er han sikker på. En at deles om tingene med. Både det sure og det søde.

Alt andet er sagt lige så meget i morskab. For vi skal jo ikke gå og kede os, som Jonas Aagren Larsen udtrykker det.

Skal kunne tåle lidt gas

Én ting er dog stensikkert, når det kommer til den unge, nordjyske landmands kommende kæreste – hun skal kunne tåle noget gas, og så skal hun kunne svare ham igen, når han bliver kæk.

Hun skal også være indstillet på at tage med ham på dyrskue tre gange om året. For Jonas Aagren Larsen er et godt dyrskue bedre end juleaften.

Her fremviser han pragteksemplarer fra sin elskede flok af kødkvæg, som han året rundt nusser og kerer sig rigtigt meget om.

Køerne har han gående ved sine forældres gård. Selv bor han på en gård, hvor han tidligere havde minkfarm.

Han regner derfor heller ikke med at skulle blive boende der. Han har store drømme om at være selvstændig inden for landbruget på den ene eller anden måde.

Så en kommende, vellykket romance ville være jøwt, et udtryk, der kan oversættes med fantastisk, hvis det bliver langt væk fra storbylivet og med nordjysk jargon.

Se 'Landmand søger kærlighed' tirsdag klokken 20.00 på TV 2 eller her på TV 2 PLAY.