Underholdning

Pludselig dukkede Johnny Depp op til prisuddeling – er han tilbage i det gode selskab?

Johnny Depp sendte en prøveballon op til nattens prisuddeling, lyder det fra ekspert.

Ved nattens MTV Video Music Awards, kaldet The VMA's, blev der traditionen tro uddelt priser til verdens største popkunstnere, der indtog scenen og den røde løber i deres stiveste puds.

Men det er ikke de mange spektakulære skrud og mere eller mindre gennemførte liveoptrædener, der er løbet med opmærksomheden dagen derpå.

For midt i det hele gjorde den skandaleombruste skuespiller Johnny Depp en overraskende entré.

Efter en reklamepause blev en stor VMA-maskot, en rummand, firet ned fra loftet, og i glaskuplen på maskottens hoved kom Johnny Depps ansigt til syne.

Derefter blev en video afspillet, hvor Depp blandt andet jokede med, at han mangler arbejde for tiden.

- Jeg havde brug for noget at lave, lød det blandt andet fra en grinende Depp i et klip.

Senere i programmet lavede Depp igen sjov med, at han kan hyres til bryllupper, bat mitzvaer og lignende.

Det er ifølge flere internationale medier den første optræden af den slags fra Johnny Depps side siden den spektakulære sag mellem Depp og ekskonen Amber Heard. En sag, som Johnny Depp vandt.

Og flere steder har det vakt kritik, at MTV havde inviteret Johnny Depp tilbage på skærmen.

En anmelder på mediet The Daily Beast kalder Depps optræden for et "desperat forsøg" på at skabe opmærksomhed på et awardshow, der har mistet relevans de seneste år. Andre igen kalder det "kvalmende".

Anmelder Alex Suskind fra mediet Variety kalder det "ret fucking klamt", at Depp optrådte til showet.

På Johnny Depps eget opslag er reaktionen fra hans egne fans dog positiv. "Godt at se dig, Johnny" og "YAY", lyder blot et par af kommentarerne.

Too soon?

Ifølge journalist på Soundvenue Julie Horup, der dækker internetkultur og har fulgt Depp/Heard-sagen tæt, er det ikke et overraskende træk fra Johnny Depps side, at han dukker op i en mikroskopisk rolle ved søndagens prisuddeling.

Hun ser det som et klart tegn på, at Johnny Depp lige nu tester vandene.

- Det her skal ses som et lille skridt på vejen mod at komme tilbage i det gode selskab. VMA er ikke nødvendigvis lige så relevant længere, i hvert fald ikke for hans karriere som skuespiller, og derfor er det jo et fint sted for ham lige at dyppe tåen og fornemme, om tiden er til, at han kan begynde at intensivere sin indsats, eller om han lige skal vente lidt endnu, lyder analysen fra Julie Horup over for TV 2.

Når han gør grin med Heard-sagen, rejser det naturligt spørgsmålet om, om det er too soon

Julie Horup, Soundvenue

Ifølge hende er sagen om Johnny Depp og Amber Heard stadig så omdiskuteret og betændt, at det helt automatisk vil skabe stor debat, når Johnny Depp viser sig offentligt.

Depp/Heard-sagen kort

Johnny Depp sagsøgte sin ekskone, Amber Heard, for ærekrænkelse, efter at hun i 2018 skrev om sine oplevelser med partnervold i The Washington Post.

Beskyldningerne kom første gang frem under parrets skilsmisse i 2016.

Johnny Depp sagsøgte Amber Heard for 50 millioner dollars og skrev i søgsmålet, at anklagerne om vold har kostet ham roller i de kommende 'Pirates of the Caribbean'-film samt i 'Fantastiske skabninger'.

Amber Heard sagsøgte i et modsøgsmål Johnny Depp for 100 millioner dollars og hævdede, at Depp har udsat hende for vold.

For Johnny Depp handlede sagen om at overbevise juryen om, at der ikke var troværdige beviser for, at han havde begået overgreb, og at det i virkeligheden var Amber Heard, der udøvede vold i forholdet, og at hun desuden er en utroværdig person.

Amber Heards side af sagen var fokuseret på at bevise, at Johnny Depp skulle have begået beviseligt overgreb én enkelt gang. Derudover fastholdt Heards advokater, at retssagen handlede om, hvad der stod skrevet i indlægget i Washington Post – ikke andet. 

Johnny Depp fik medhold i sagen, og juryen vurderede, at han skulle modtage 15 millioner dollars i erstatning fra Amber Heard.

Amber Heard fik medhold i et enkelt punkt og modtog to millioner dollars.

I 2020 sagsøgte Johnny Depp det britiske medie The Sun, efter at de havde kaldt ham ”wife beater” i avisen (en, der slår sin hustru, red.). Depp fik ikke medhold i sagen.

- Nu stiller han sig så frem og joker med, at sagen fik hans karriere til at gå i dvale. Men vi skal huske på, at der har været en anden sag også, og at Depp længe har været én, Hollywood ikke ville røre ved, siger Julie Horup og tilføjer:

- Når han gør grin med Heard-sagen, rejser det naturligt spørgsmålet om, hvorvidt det er too soon, og om der egentlig er noget at gøre grin med, siger Julie Horup.

I 2020 sagsøgte Johnny Depp det britiske medie The Sun for injurier, efter at de havde kaldt ham ”wife-beater” (en, der slår sin hustru, red.). Den sag tabte Johnny Depp.

Det er helt klart en indikation på, at han ikke har tænkt sig at gemme sig

Julie Horup, Soundvenue

På vej tilbage

Om hans optræden ved VMA's vil gavne Johnny Depps offentlige image, sætter Julie Horup dog spørgsmålstegn ved.

Blandt andet fordi modtagelsen i de amerikanske medier bærer præg af, at det stadig er udtryk for "ringe situationsfornemmelse" at have Depp på scenen.

- Jeg tror mest af alt, det var en prøveballon. Jeg ser stadig en klar afventen omkring hans person, også fra ham selv. Selvom nogle vil mene, at retssagen har vasket tavlen ren, siger hun.

Hun mener dog, at hans optræden sender et klart signal til omverdenen:

- Det er helt klart en indikation på, at han ikke har tænkt sig at gemme sig. Og jeg tror helt bestemt, at de kommende måneder vil byde på flere optrædener fra ham.

I juli kom det frem, at Johnny Depp havde fået sin første filmrolle i tre år. Nemlig i den franske film 'Jeanne du Barry', hvor han skal spille rollen som kong Ludvig 15. af Frankrig.