Coronaen forandrede landmand - nu tør han vise det frem

Der er ikke langt fra tanke til tåre for Leif Olsen fra 'Landmand søger kærlighed'. Den bløde mand vinder i øjeblikket frem på dating-markedet.

I løbet af de første otte minutter af den nye sæson af ’Landmand søger kærlighed’ når Leif Olsen at knibe en tåre fire gange.

Da han ser, hvor mange breve, han har fået. Da han fortæller om sin familie. Efter en vellykket speeddate. Og da han fortæller om, hvorfor kærligheden fylder så meget for ham.

- Ej, nu tuder jeg kraftedeme igen, siger han i programmet, mens han tørrer en tåre bort med hånden.

Og der er ingen tvivl om, at kvinderne er vilde med det. Ifølge flere eksperter er den mandetype, Leif Olsen viser på skærmen, på vej frem på datingmarkedet.

Men for Leif Olsen har det været en lang rejse at nå dertil. Den tog sin begyndelse under coronanedlukningerne.

- En rigtig mand tør vise sine følelser

At den 58-årige fynbo har let til tårer kom ikke som en overraskelse for de kvinder, der fik lov til at komme på speeddate med ham.

I den introduktionsvideo, der skulle give landets kvinder lyst til at date hobbylandmanden for rullende kameraer, får han nemlig også våde øjne, når snakken falder på det at finde kærligheden.

En maskulin mand, der kun er maskulin, er ikke tiltrækkende i dag

Joan Ørting, sexolog

- Jeg kan godt lide, at du tør vise følelser. Det, synes jeg, klæder en rigtig mand, siger Inge Lise på 62 år på sin speeddate med den følsomme fynbo.

Og i sit brev til ham skriver 53-årige Tina, at hans tårer gik ”lige i hjertet på hende”:

- Det viser bare, at du ikke altid er den her ”seje mand”. For en rigtig mand tør vise sine følelser, stod der.

Leif Olsen fortæller da også selv, at stort set alle de kvinder, der havde sendt ham et brev, havde fremhævet hans følsomhed som et plus.

- Jeg har aldrig tænkt på, at det kunne være et trækplaster. Jeg troede, at kvinderne ville tænke ”vi skal ikke have sådan en tudeprinsesse”. Men de skriver næsten alle sammen at det er fedt, at jeg kunne vise mine følelser, fortæller han.

Afstemning

Er det tiltrækkende, når en mand tør vise følelser?

Sårbarhed er maskulint

Der er ingen tvivl om, at følsomhed og sårbarhed er noget, kvinder sætter pris på hos en mand, hvis man spørger par- og psykoterapeut Thomas Raun.

Det er der flere gode grunde til.

- En mand, der tør være sårbar, giver noget tryghed for, at man også selv tør åbne op for sin egen sårbarhed, forklarer han.

Som regel tror jeg vi mænd lige drejer hovedet væk og går en lille tur, når det presser sig på

Leif Olsen, landmand

Sexolog Joan Ørting giver ham ret.

- En mand, der sætter ord på sine følelser, og at han kan græde, gør, at der er plads til vores følelser. Og det viser, at tingene har betydning for ham, siger hun.

Samtidig kan det være udtryk for, at man i høj grad hviler i sin egen maskulinitet, siger Joan Ørting. Det er noget, der tiltrækker mange kvinder.

Tiden er da også ifølge Joan Ørting ved at rinde ud for Leif Olsens modstykke, den knudrede stenaldermand, der ikke kan snakke om, hvordan han har det. I hvert fald på dating-markedet.

- En maskulin mand, der kun er maskulin, er ikke tiltrækkende i dag. Han kan ikke sætte ord på sine følelser og behov. Han handler bare. Og det er jo ikke interessant.

En samtale blev vendepunktet

Sin følsomme side har Leif Olsen først opdaget i en relativt sen alder, fortæller han.

I hans barndomshjem var der ikke plads til at vise de store følelser frem, og at græde foran andre kom ikke på tale.

- Empati og følelser og at sætte sig i andres sted har altid fyldt. Men det med tårerne er noget, der er kommet efter de 50.

Hans personlige udvikling tog sin begyndelse under de mange nedlukninger i coronapandemien. Her mærkede han ligesom mange andre danskere en ensomhed, der kom til at fylde mere og mere.

De har svært ved at finde ud af, hvordan de skal gøre det, fordi de ikke har haft nogle ordentlige forbilleder

Thomas Raun, par- og psykoterapeut

Efter sin skilsmisse og efter hans børn var blevet store, var der efterhånden kun ham selv at forholde sig til i de mange og lange dage, hvor hele landet skulle lære at være ”sammen hver for sig”.

Af samme årsag er Leif Olsen meget glad for sin deltagelse i ’Landmand søger kærlighed’, der også blev et vendepunkt for ham – og som ifølge ham selv gav ham mulighed for at få øjnene op for sig selv, sine ønsker og drømme.

- Pludselig har jeg skullet sætte ord på tingene. Der er nogen, der spørger mig: Hvad gør dig glad? Hvordan ser din drømmekvinde ud? Normalt sørger vi jo bare for, at dyrene har noget mad. I det her program har jeg måttet stoppe op og finde ud af, hvem Leif Olsen er, siger han.

Spørgsmålene fra vært Lene Beier fik det hele til at "bruse over" i Leif Olsen, fortæller han - og siden er tårerne begyndt at falde med jævne mellemrum.

I den forbindelse er det gået op for ham, hvad der for ham er det vigtigste i livet – og det er ikke ”at have en stor traktor”, som han siger.

- Det er lige meget, hvor mange penge, du har, hvis bare du har nogen at dele livet med. Og det kan mærkes, når man lige pludselig sidder der alene med sin hund, fortæller Leif Olsen.

Han har også en klar opfordring til andre mænd, der måske endnu ikke har lært at stoppe op og mærke efter, når livet gør ondt:

- Husk at tænke over tingene, mens du er yngre. Jeg har nok været lidt for ensporet, indrømmer han.

Maskuline tårer på mode

Maskuline tårer har vi lært at gemme væk / Lige siden skolegården / De kalder bare på endnu flere tæsk

Sådan synger Tobias Rahim på pophittet Når mænd græder, der gør op med idealet om den stærke, stille mand, der lukker af for de svære følelser, fordi han har lært hjemmefra, at mænd ikke må græde.

Par- og psykoterapeut Thomas Raun genkender fænomenet. Mange af de mænd, han møder, ved godt, at det er sundt at være sårbar og dele sine følelser med omverdenen.

- Men de har svært ved at finde ud af, hvordan de skal gøre det, fordi de ikke har haft nogle ordentlige forbilleder eller manderoller, siger han.

Men nu begynder en række af følsomme forbilleder at vinde frem. Mænd som Jonas Vingegaard, Viktor Axelsen, kronprins Frederik og førnævnte Tobias Rahim viser os, at det at blive rørt ikke er noget, der skal gemmes væk.

Det er en rigtig god ting, fortæller Thomas Raun.

For det første er det godt for mennesker at kunne være i vores sårbarhed, fordi det fører til, at vi lærer os selv at kende.

Når vi kommer i kontakt med os selv, kommer vi også i kontakt med omverdenen og kan dermed bedre forholde os til vores nære relationer.

- Det er ligesom med iltmasken i flyet. Du skal tage den på selv, før du hjælper andre. Det er vigtigt, at vi starter med os selv, siger han.

Leif Olsen kan alligevel en gang imellem blive en smule flov, når tårekanalerne begynder at flyde over.

- Men det er sådan, jeg er. Som regel tror jeg vi mænd lige drejer hovedet væk og går en lille tur, når det presser sig på. Når jeg bliver rørt, kommer det bare frem, siger han og afslutter:

- Og der har jeg lært, at der er ting i mit liv, jeg har brug for at snakke om.

Se 'Landmand søger kærlighed' tirsdag kl 20.00 på TV2 eller her på TV 2 PLAY.