Bachelor

De forlod Caribien som 'Bachelor'-par – sådan går det i dag

I næsten et halvt år har 'Bachelor'-parret måttet holde hemmeligt, hvad status var mellem dem. Nu kan de endelig dele det.

Da seerne forlod dem på skærmen, stod de på en caribisk sandstrand og kiggede hinanden dybt i øjnene.

Årets 'Bachelor' var slut - og nu ventede et nyt eventyr for 35-årige Kasper Skak og 25-årige Helena Witt, som fik hans sidste rose.

- Jeg glæder mig til, hvordan det kan fungere hjemme i Danmark, sagde hun, og Kasper Skak erklærede håbefuldt:

- Helena kunne være kvinden i mit liv.

Og hvordan er det så gået i de seks måneder, siden optagelserne fandt sted?

Det fortæller parret i ekstraprogrammet 'Efter den sidste rose', som kommer på TV 2 PLAY tirsdag 26. juli.

Men allerede nu kan TV 2 dele nyheden om, at parret i dag er kærester.

- Vi opførte os næsten som kærester, fra vi landede i Kastrup Lufthavn. Det er faktisk gået overraskende nemt, siger Helena Witt.

Skulle forholde sig til afstanden

Da de igen satte fødderne på dansk grund tilbage i februar, havde de begge sommerfugle i maven. Deres mange vellykkede dates i 'Bachelor' bekræftede dem i, at der både var kemi og spirende følelser.

Men at Helena Witt bruger ordet "overraskende" skyldes, at de begge var bevidste om, at datingformen i programmet også kunne skabe udfordringer.

- Det er jo nogle vanvittige rammer i 'Bachelor', hvor alt handler om dating og følelser. Vi havde begge brug for at se, hvad vores forhold kunne under mere naturlige rammer, uddyber hun, og Kasper Skak stemmer i:

- Der skal det også fungere herhjemme, hvor man involverer hinanden i et hverdagsliv med venner, familie, arbejde og studie, siger han.

De var ikke et sekund i tvivl om, at de skulle fortsætte med at ses, men de var nødt til at forventningsafstemme. Især fordi Helena Witt bor i Aarhus, og Kasper Skak i København.

Sådan blev deres to ugers-regel til.

Bekendte deres følelser

For at give forholdet en reel chance skulle de mindst hver anden uge tilbringe tid sammen. Uden undtagelser.

- Vi prioriterede hinanden fra starten, og det gav en vildt god mavefornemmelse, siger Helena Witt.

Hun fik første besøg af Kasper Skak i sin studielejlighed to uger efter, de vendte hjem fra Caribien.

I perioderne imellem holdt de tæt kontakt. Det blev lynhurtigt en rutine at ringe eller skrive sammen flere gange dagligt, og de vidste altid, hvordan hinandens dag havde været trods af afstanden.

Og faktisk gik der kun et par måneder med dating i Danmark, før de begge var klar til for alvor at bekende deres følelser.

- Jeg var ikke usikker i at sige ordene: "Jeg er forelsket i dig", siger Helena Witt.

Kasper Skak var det helt samme sted. Han så dem som mere end et 'Bachelor'-par. Han så dem som kærester.

- Jeg ser en fremtid med Helena, for vi slapper af i hinandens selskab og kan fuldstændig være os selv, siger han.

Næsten for godt til at være sandt

Helena Witt beskriver, at tiden efter 'Bachelor' og deres relation næsten har "føltes for godt til at være sandt".

- Jeg turde næsten ikke tro på, at vi kunne komme hjem, efter at Kasper havde datet 20 kvinder, og så fungerede det bare stadig, siger hun.

- At vi kunne gå fra helikopterdate til at spille Sequence (brætspil, red.) på mit værelse og stadig have det så godt. Vi behøver ikke et blåt hav og en sandstrand – Netflix og bland-selv-slik kan også noget, siger hun og griner.

De er begge blevet bekræftet i, at de er helt rigtige for hinanden.

Står frem offentligt som par

Nu glæder de sig til at stå offentligt frem som kærester. Mens 'Bachelor' er blevet vist på TV 2 PLAY har de nemlig måttet holde det hemmeligt for ikke at afsløre overfor seerne, hvad der sker i programmet.

- Det bliver befriende at kunne gå hånd i hånd uden at bekymre sig, siger Kasper Skak.

Kun en lille håndfuld af deres venner og nærmeste familie ved, at de er et par i dag.

- Jeg har bare haft lyst til at sige: "Vi er kærester, og han er SÅ dejlig, og vi har det godt", siger Helena Witt.

Det er hermed sagt.

I ekstraprogrammet 'Efter den sidste rose' fortæller Kasper og Helena samt Philip og Frederikke mere om tiden efter 'Bachelor'. Det er tirsdag på TV 2 PLAY.