Tog en vild chance – mindre end et døgn senere fik hun ”verdens bedste” sms fra Casper Christensen
Neel Feldstedt sad fast i dagpengesystemet efter sin uddannelse, men en modig beslutning slyngede hende ud af atmosfæren og mod stjernerne.
Vi skal tilbage til marts 2019.
Efter et fire måneders ophold på Bali, hvor den dengang 29-årige Neel Feldstedt mediterede og dyrkede yoga intensivt i et indisk ashram, var hun tilbage i Danmark igen.
Inden sin afrejse havde hun afsluttet en kandidatuddannelse i moderne kulturformidling. Hun havde også en bachelor i historie samt film og medievidenskab, men ville en anden vej i sit liv.
For ikke at blive nedtrykt over sin situation så hun rigtig meget ’Klovn’ i den periode.
Hun har været kæmpe fan af serien i årevis.
Da hun så den første filmatisering af 'Klovn' i biografen, tænkte hun, at hun ville dø, hvis ikke hun kom til at lave det, som Casper Christensen og Frank Hvam lavede.
Det er sjovt at tænke på den dag i dag. Nu er hun en af deres tætteste samarbejdspartnere, når der skal skrives nye afsnit til den populære komedieserie.
For da hun i marts 2019 ikke vidste, hvad hun skulle gøre for at få gang i karrieren, spurgte hendes mor, ”hvis du kunne vælge et hvilket som helst job, du ville have, hvad skulle det så være?”.
Neel Feldstedt svarede instinktivt, at hun ville skrive afsnit til ’Klovn’, hvortil hendes mor blot sagde: ”Så gør det! Hvorfor skulle du ikke kunne det?”.
Neel satte sig til tasterne, hun kom i flow, og fire dage senere havde hun et færdigskrevet afsnit af ’Klovn’ klar.
Hun printede to eksemplarer og lagde dem i kuverter. Udenpå skrev hun ”Klovn sæson 8 afsnit 1”, fandt frem til Casper Christensen og Frank Hvams privatadresser og smed sit manus i deres postkasser.
Under et døgn senere fik hun med sine egne ord ”verdens bedste sms” fra Casper Christensen, hvor han roste hendes afsnit til skyerne.
Her skrev han blandt andet, hvordan han og Frank Hvam ofte havde modtaget hele og halve 'Klovn'-ideer i løbet af de sidste ti år, der ikke passede ind i deres univers.
Derfor var han overrasket over Neel Feldstedts bud, der var langt det bedste, han havde set.
Og så sluttede han af med: - "Hvad nu? Hvad kunne du tænke dig?", fortæller Neel Feldstedt.
Det var sådan, hun endte med at få en plads ved sine idolers skrivebord. To afsnit i sæson otte var skrevet af Neel Feldstedt, og i den nye sæson, der har premiere 17. juli, har hun igen to afsnit med.
Døren endelig sparket ind
Neel Feldstedt har altid vidst, at hun ville arbejde med film og tv. Som lille pige sad hun limet til skærmen efter skole og så ’Matador’ og ’Olsen banden’.
Allerede dengang kastede hun sig ud i livet som manuskriptforfatter, da hun skrev sin egen ’Olsen banden’-film og lod sine bamser spille rollerne.
I 3. g overvejede hun at søge ind på Filmskolen, men hun gjorde det aldrig. Dengang var hun angst for at blive afvist. Selvværdet var slet ikke godt nok, forklarer hun.
Det skulle senere hen vise sig, at hendes uddannelsesvej blev en hæmsko for at sparke døren ind til hendes store drøm om at arbejde med film og tv.
For Neel Feldstedt gik som bekendt universitetsvejen, og i den tid skrev hun mange manuskripter, som hun sendte rundt til produktionsselskaber.
Højest en ud af ti gange fik hun svar tilbage, men aldrig en decideret håndsrækning.
Det er en rigtig svær branche at komme ind i, fortæller Neel Feldstedt. Man er nødt til at bevise sit værd, og det faktum at Neel ikke havde Filmskolen på sit cv gjorde ikke tingene lettere for hende.
Hun følte, at der var en usynlig dør, der med stor kraft skulle sparkes ind. Men ligegyldigt hvor hårdt hun sparkede til den, var det ikke hende, der afgjorde, om hun sparkede hårdt nok.
- Casper og Frank er de første, der har givet mig muligheden for at bevise, hvad jeg kan. De lod mit materiale tale for sig selv. Det er sjældent, jeg bliver mødt på den måde, siger Neel Feldstedt og tilføjer:
- Selv efter at jeg er kommet ind i branchen, bliver jeg mødt med en attitude om, at jeg lige skal lære at kravle, før jeg kan gå. Men de ved jo faktisk ikke, om jeg kan gå, det kan jo være, at jeg kan flyve? Casper og Frank havde tillid til, at jeg muligvis kunne flyve. Der burde være flere som dem.
Pillede dem ned fra piedestalen
Glædestårerne kan stadigvæk presse sig på, når hun tænker over, hvor hun er landet. Hun sidder for bordenden, Casper Christensen og Frank Hvam sidder på hver deres side.
Tilsammen danner de en trekant og kaster ideer ind imellem hinanden.
Til at begynde med var hun nok det, man engang ville kalde for benovet over at være i deres selskab. Altså slet og ret starstruck.
Selvom hun forsøgte at skjule det, var hun inderst inde en superfan af Frank Hvam og Casper Christensen. Men det kunne ikke blive ved sådan, når de skulle skrive sammen.
Efter et par måneder var hun nødt til at pille dem ned fra den piedestal, hun havde sat dem op på inde i sit hoved, så de blev ligeværdige i det rum, hun var blevet inviteret ind i.
Det gør hun helt simpelt ved at være sig selv, være ærlig og have modet til at være kreativ. Og til sidst blev hendes idoler ”bare” til Casper og Frank.
Hun bidrager med en anden energi til den fasttømrede duo igennem de ting, der drager hende.
Det kan være ved at inkorporere spirituelle vinkler i ’Klovn’, som hun i sit private liv tager seriøst – i hvert fald seriøst nok til at lave sjov med det.
Eksempelvis når der i første afsnit af sæson 8 skal afholdes en tilgivelsesceremoni, så er det Neel Feldstedts påfund. Hun har deltaget i mange tilgivelsesceremonier på Bali, og hun tror på, at det virker.
Men hun ved godt, at det i Danmark er ret langt ude, derfor er det sjovt, og den måde at vende bøtten rundt på har hun en vigtig pointe med.
- Det er vigtigt at kunne tage pis på sig selv, særligt det man tager seriøst og alvorligt, siger hun.
God til mandehørm
Der ligger en forventning til Neel Feldstedt om, at hun skal fremhæve de kvindelige karakterer mere i 'Klovn'. Det føler hun i hvert fald.
Men det er ikke sådan, kreativitet fungerer, forklarer hun. Der er ikke en bestemt indgroet indstilling i Neel Feldstedt om at fremhæve kvindekampen i det, hun laver.
Hun er god til mandehørm og dyrker det med sine drengevenner. Hun tænder på karaktererne Casper og Franks til tider indbyrdes konkurrerende venskab, og hun elsker at udstille deres egoer i historierne.
Men hun har den fordel, at hun kan sætte sig i de kvindelige karakterers sted. Hun kan identificere sig med Mia og udstille Franks fejl og mangler i parforholdet fra et kvindeperspektiv.
Som når Frank beder Mia om at booke en tid med ham, før de kan have en samtale.
Det er en situation fra hendes eget liv, hvor en daværende kæreste, hun ikke havde set i rigtig lang tid, fordi de var i et langdistanceforhold, bad hende aftale et tidspunkt med ham, hvor de kunne tale sammen.
- Det var første morgen, vi var sammen i rigtig lang tid. Jeg higede efter at tale med ham, men han var mere interesseret i at glo i sin telefon. Det var selvfølgelig ikke særlig sjovt i situationen, men udefra var det en virkelig komisk situation. Der ligger meget humor gemt i sårbarhed, og jeg bruger tit humor til at omfavne det, der er sårbart, siger hun.
Måden, som hun observerer og analyserer egne oplevelser, og hvad der rører sig i samfundet på, er guld værd, når hun skal skrive til ’Klovn’.
For ifølge Neel Feldstedt er ’Klovn’ samfundsrelevant, fordi det tager pis på de tendenser og diskurser, der rører sig i samfundet.
- 'Klovn' kommenterer det på sidelinjen uden at forholde sig til det. Sådan er satiren bedst, siger hun.
Tag RIN-testen
’Klovn’ har igennem årene introduceret mange både sjove og irriterende udtryk.
Ja-hat. Tys-tys-tur. Fedt, fedt, fedt. Grande. Fissetrumf. Og listen kan fortsætte nærmest i det uendelige.
For nylig lå Neel Feldstedt og solede sig på Islands Brygge i København. Hun lå og passede sig selv, da hun pludselig overhørte en samtale mellem nogle studenterdrenge ved siden af hende.
I det øjeblik blev hun rigtig stolt.
En af drengene gik i gang med at fortælle en historie, men han blev pludselig afbrudt af en af de andre i gruppen, der sagde: ”Hey mate, tag lige RIN-testen på din historie. Er den relevant? Interessant? Eller nødvendig?”.
De begyndte alle sammen at grine, intetanende om at personen, der fandt på konceptet, lå lige ved siden af dem.
For det er Neel Feldstedt, der har opfundet RIN-testen og brugt den i 'Klovn'.
- Jeg blev så stolt. I min egen lille selvoptagede boble, der synes jeg jo, at det, jeg laver, er noget af det vigtigste i hele verden.
- Når jeg så bliver bekræftet i, at jeg rent faktisk har bidraget med noget til samfundet, så bliver jeg rigtig glad. Det var der min uddannelse i kulturformidling blev betalt tilbage. Det er min ja-hat, det var surrealistisk at opleve, siger hun.
Testen opfandt Neel Feldstedt i sin tid til sin veninde, der kunne fortælle historier, så ørerne blødte på Neel. Så for at undgå en for tidlig bortgang inden historien var færdig, blev RIN-testen til.
Indtil videre har Neel Feldstedt skrevet syv afsnit til 'Klovn', hvoraf fire af dem er med i sæson otte og ni.
Hun håber på, at hun fremover bliver ved med at bestå testen og forsætter med at være både relevant, interessant og nødvendig for Casper Christensen og Frank Hvam.
Hun har altid følt sig udenfor og aldrig særlig cool. Det har taget hende lang tid at acceptere sig selv, og omfavne den hun er.
Det er sådan, hun tror, man bliver lykkelig. Ved at være nysgerrig og opsøgende på, hvem man er.
- For hvis du ikke ved, hvem du er, er det meget svært at indgå i relationer og tiltrække dem, der er rigtige for dig, siger Neel Feldstedt.
Men da hun trådte ind i 'Klovn'-rummet, føltes det som om, hun var kommet hjem. Det er nu halvandet år siden, de blev færdige med at skrive den nye sæson, så Neel Feldstedt har efterhånden ret meget hjemve.