'Klovn' vender tilbage – og det bliver med en række kendte danskere på rollelisten
En lang række kendte danskere er på rollelisten i sæson 9.
Det bliver endnu en sommer, hvor de krumme tæer skal rettes ud.
'Klovn' vender tilbage med en niende sæson, der får premiere 17. juli på TV 2 PLAY. Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
Casper Christensen og Frank Hvam føjer dermed otte nye afsnit til det univers, der siden 2005 har grebet danskerne med foreløbig 78 serieafsnit og 3 film.
I ottende sæson mødte vi karaktererne Frank og Casper i en ny fase af deres liv. Børnene var blevet store, og dåbsattesten var over 50 år gammel.
Den ny sæson har fået titlen 'Senfølger'. Det skulle ikke hentyde til corona i nogen form, men derimod at Franks liv er ”en lang række af senfølger – altså konsekvenserne af hans handlinger”.
Komikerparret havde ellers meldt ud, at det var slut med 'Klovn' efter syv sæsoner og tre spillefilm.
Men så kom sæson 8 i sommeren 2021, og nu endnu en sæson denne sommer.
- Det er en god sæson. Det har været en næsten barnlig glæde at lave de to seneste sæsoner. Måske er det de to bedste sæsoner nogensinde. Det siger vi hver gang, men denne gang mener vi det, siger Casper Christensen og Frank Hvam i pressemeddelelsen.
Corydon og Sofie Linde på rollelisten
En lang række kendte danskere har som vanligt fået plads på rollelisten i 'Klovn'.
Eksempelvis skuespiller Magnus Millang, der i det første klip fra niende sæson, som er offentliggjort, indtager en særlig rolle på tennisbanen, hvor Frank Hvam og Casper Christensen spiller double (se video øverst i artiklen).
I 'Senfølger' er der også blevet plads til andre kendte som forsker og eventyrer Eske Willerslev, tidligere finansminister Bjarne Corydon, tv-producent Anders Breinholt, musiker Simon Kvamm, tv-vært Sofie Linde og mange flere.
Se eller gense alle sæsoner af 'Klovn' her på TV 2 PLAY