Underholdning

Ikonisk Netflix-serie bliver til realityshow med milliongevinst - og møder kritik

Netflix misser pointen, når de fører 'Squid Game' ud i virkeligheden, mener kritikere.

I den sydkoreanske hitserie 'Squid Game' konkurrerer 456 gældsplagede mennesker i en række barnlige lege, hvor præmien er en stor sum penge, men straffen for at tabe er døden.

Og nu kan man snart se ægte mennesker konkurrere i et virkeligt Squid game - dog uden at risikere at måtte lade livet.

Netflix har netop annonceret realityshowet 'Squid Game: The Challenge', hvor 456 virkelige mennesker skal konkurrere om en rekordstor præmiesum på 4,56 millioner dollar - over 32 millioner kroner.

Ifølge Netflix er det værste, man som deltager i 'Squid Game: The Challenge' risikerer at gå tomhændet hjem fra konkurrencen.

Ifølge streamingtjenesten bliver der tale om det største realityshow nogensinde med den største præmiesum.

Et storstilet socialt eksperiment

Netflix begrunder den store realitysatsning med et ønske om at videreføre 'Squid Game'-skaberen Hwang Dong-Hyuks "fængende historie og ikoniske billedside".

Og Hwang Dong-Hyuk har altså givet tilladelse til, at Netflix nu fører seriens tema ud i virkeligheden.

- Vi er glade for hans (instruktørens, red.) støtte, når vi gør denne fiktive verden til virkelighed med denne storstilede konkurrence og sociale eksperiment, siger Netflix' globale indholdschef Bela Bajaria til The Hollywood Reporter.

'Squid Game' er den mest sete Netflix-serie nogensinde, med storserien 'Stranger Things' på en andenplads.

Netflix har åbnet for casting til 'Squid Game: The Challenge', og alle over 21, der kan tale engelsk, kan melde sig. Programmet bliver optaget i Storbritannien.

'Squid Game' er en historie om ulighed til skræk og advarsel

Elyse Wanshel, Huffpost

Misser selv pointen

Det er dog ikke faldet i god jord alle steder, at Netflix nu byder indenfor til en virkelig omgang blæksprutteleg.

Fiktionsserien 'Squid Game' bliver af mange fortolket som en dystopisk kapitalismekritisk serie, der med sin absurde leg med menneskeliv retter et kritisk blik på det moderne klassesamfund, udnyttelse og ulighed.

Ved at fremføre konkurrencen i virkeligheden misser Netflix altså moralen i egen serie, mener kritikere fra blandt andre Huffpost, Mashable og The Daily Beast.

- A lave fiktionsserien om til et realityshow misser pointen i den oprindelige serie. 'Squid Game' er en historie om ulighed til skræk og advarsel, skriver Huffpost.

Mashable kalder 'Squid Game: The Challenge' for en "rædselsfuld" idé, mens Daily Beast skriver, at "åbenbart har ingen hos Netflix rent faktisk set 'Squid Game'".