Hvem holder masken?

Her er vinderen af Danmarks hemmeligste underholdningsshow

VÆR OPMÆRKSOM: I denne artikel bliver identiteterne afsløret på de sidste tre hemmelige kendte danskere.

Vinderen af ’Hvem holder masken?’ er fundet.

Finalen blev afgjort efter en direkte duel maske mod maske, og efter en tæt afstemning blev det Ræv, der i sidste ende kunne bade sig i guldkonfetti.

Inde i Ræv gemte sig skuespiller og tv-vært Pelle Emil Hebsgaard.

- Det var fantastisk at vinde, det var virkelig sjovt og ekstremt uventet.

- Jeg var så bagt og kogt inde i dragten, at det føltes som en feberdrøm. Så jeg tror ikke, jeg helt forstod, at jeg havde vundet i øjeblikket. Men da det så gik op for mig, havde jeg bare lyst til at spurte rundt, fortæller han.

Andenpladsen gik til Kost, og den hemmelige kendte dansker, der gemte sig i kostumet, var noget af et tvist i ’Hvem holder masken?’.

Narrede (næsten) alle

For inde i Kost gemte sig skuespiller Lise Baastrup, der medvirkede i program nummer to som gæstedetektiv i stedet for Frederik Cilius.

Den rolle havde hun spillet så godt, at ingen af de andre detektiver fattede mistanke – end ikke Mille Dinesen, som har arbejdet sammen med Lise Baastrup i ti år.

Det var først i semifinalen, at Peter Frodin fik lagt ledetrådene sammen på en måde, så han blev sikker på, at Kost var Lise Baastrup. Et gæt, som Mille Dinesen var sikker på, var forkert.

- Jeg ringede til Mille om aftenen, efter at jeg havde været detektiv. Vi talte om, at det var dejligt at se hinanden, at vi savnede hinanden og sådan noget. Hun spurgte, hvornår vi skulle ses igen, og jeg tænkte bare, vi ses igen lige om lidt, siger Lise Baastrup med hentydning til, at hun fortsat skulle optræde som Kost.

Men det var ikke de eneste røgslør, Lise Baastrup lagde ud. Under optagelserne til program nummer to spillede hun uvidende om reglerne over for sin sidemakker Sofie Jo Kaufmanas i detektivpanelet.

Hun skrev også til Frederik Cilius samme aften for at fortælle ham, hvordan det var gået med at skrive noter for ham, og hun spurgte ind til, hvordan optagelserne var gået til det første program.

Antiklimaks at være med

Tredjepladsen gik til Frø, og inde bag denne maske gemte sig sangerinde Barbara Moleko, der har været en anelse udfordret af alt hemmelighedskræmmeriet, fortæller hun.

- Det var en syret oplevelse at være med, fordi man var alene i en lille boble uden særlig meget information. Men det var megasjovt, fordi man skulle gå og være hemmelig, og jeg er jo ikke lige just sådan en, der ellers er god til at være stille og ikke afsløre mig selv.

- Men jeg lod bare være med at sige noget, for jeg er også utrolig dårlig til at lyve, siger hun.

Det med at være lukket inde i en boble kan sæsonens vinder godt genkende. Pelle Emil Hebsgaard har i en årrække optrådt på Danmarks største teaterscener.

Her er han vant til, at man efter showet falder ned igen sammen med alle de andre medvirkende. Men sådan er det langt fra i ’Hvem holder masken?’, forklarer han.

- Det er et helt vildt antiklimaks. Man fyrede den af, alt hvad man kunne, og bagefter var det bare ud i en bil og hjem, og så var jeg bare Pelle Emil igen.

- Adrenalinet kører efter et show, hvor man drikker en kold øl eller sodavand og taler om, hvor fedt det var. Men det var omvendt også befriende at kunne fyre den af og så bare tage hjem bagefter, fortæller han.

Krydsforhørt hele tiden

Jo tættere man kommer på finalen, jo længere tid skal man holde på hemmeligheden om, at man er med i ’Hvem holder masken?’.

Og for de tre finalister har det givet dem forskellige udfordringer fra især de personer, der er tætte på dem.

- Jeg var ved at blive afsløret af min tour-manager, som skulle kigge efter min baby, mens jeg prøvede dragten. Men hun påstår, at hun absolut ikke bemærkede noget som helst, så måske det bare var en følelse, fortæller Barbara Moleko.

Lise Baastrup fortæller, hvordan hendes brødre, tætte veninder og sågar nabo har spurgt, om hun var Kost.

- Hvis det har været nogen, jeg ikke er meget tæt med, har jeg ikke svaret, fordi jeg ”ikke lige har set beskeden”. Dem jeg er tætte med, har jeg bare svaret ved at spørge, hvad det er for et program, de taler om.

Til sin mand har hun kunnet sige, at hun skulle til optagelser på nogle quizprogrammer, og så har hun også ofte brugt træning som et dække.

Hjemme hos Pelle Emil Hebsgaard gik det ikke lige så nemt. Derfor var han nødt til meget tidligt i forløbet at kapitulere over for sin hustru.

- Vi kender hinanden alt for godt, og jeg kan ikke finde ud af at lyve, selvom jeg hårdnakket prøvede at benægte, kunne jeg ikke holde masken, siger han.

Til gengæld har han kunnet holde på hemmeligheden over for sin familie, selvom han har været sat under pres af både sin bror, søster, far, mor, nevøer og niecer.

De kender Pelle Emil Hebsgaard bedre end nogen andre, og derfor har de ikke været i tvivl om Rævs identitet på noget tidspunkt, forklarer han.

- Det har været et konstant krydsforhør. De har hele tiden prøvet at narre mig ved at stille indirekte spørgsmål som, ”hvordan er det at være i sådan en dragt?”.

- For hvis nu jeg kom til at svare, at det var varmt, så havde jeg afsløret mig selv, siger Pelle Emil Hebsgaard, der dog klarede alle de snedige forhør, han blev sat under.

Som vinder af programmet kunne Pelle Emil Hebsgaard smide masken som den sidste ud af i alt 12 hemmelige kendte danskere.

Herunder kan du se alle dem, der har været med i anden sæson af ’Hvem holder masken?’.

Se 'Hvem holder masken?' på TV 2 PLAY her.