X Factor

Ny ændring i ‘X Factor’

Det bliver nu muligt som solist at komme med i en gruppe allerede inden audition.

For første gang i ’X Factor’ afvikles nu en workshop for solister, der drømmer om at være med i en gruppe i programmet. Det sker før den traditionelle audition.

Grupperne har nemlig ifølge TV 2- redaktør på ’X Factor’, Dorte Borregaard, ”tit” været ”den svære” kategori. Derfor åbner man nu muligheden for nye konstellationer, hvor folk, der ikke på forhånd kender hinanden, bliver matchet som gruppe til ’X Factor’.

- Her kan nye talenter, der drømmer om at være med i en gruppe, få mulighed for at blive sammensat af fagfolk blandt andet fra pladeselskabet Universal, som vil have fokus på såvel talent som på ’X Factor’, siger Dorte Borregaard.

Det betyder, at det er muligt at melde sig til årets ’X Factor’ allerede inden audition. Det foregår sådan, at man uploader en video af sig selv, hvor man synger, og så vil repræsentanter fra ’X Factor’ og Universal Music se alle videoer og efterfølgende invitere udvalgte sangere til workshop 26. juni i København.

Her vil deltagerne blive sat til at synge med hinanden i forskellige konstellationer, ligesom de vil få prøvet forskellige genrer af. Dermed har solister med en drøm om at indgå i en vokalgruppe muligheden for det, selvom de ikke selv har formet den på forhånd.

Nyt format

I sidste sæson af ’X Factor’ blev formatet ændret, så hver dommer ikke længere fik tildelt en kategori, men i stedet gik til liveshow med én deltager fra hver kategori. Så hver dommer havde en solist over 23, en solist under 23 og en gruppe.

Formatændringen skulle gøre kampen mellem dommerne mere lige, men det betød også, at dommerne ikke længere måtte danne deres egne grupper af de solister, der blev valgt fra undervejs.

Og nu laver de altså også workshoppen for at få et endnu stærkere felt.

- Auditionprocessen er, som den altid har været. Men vi giver en hjælpende hånd tidligere i processen og håber, at vi får nogle dygtige grupper ud af workshoppen, siger Dorte Borregaard.

- Grupperne skal herefter til audition på lige fod med alle andre. Man er altså ikke sikret at nå langt, men vi håber, at vi på den her måde kan bane vejen for endnu mere talent, tilføjer hun.

Hvis man ønsker at deltage i workshoppen, er der mere info at finde her - og det er også nu, man kan melde sig til audition, hvis man vil stille op som solist eller eksisterende gruppe.

Næste sæson af 'X Factor' kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY i 2023.