Hvem holder masken?

Se sønnens reaktion, da tv-vært viste stor afsløring

Tv-værten Sarah Grünewald kunne endelig afsløre, at hun var med i ’Hvem holder masken?’.

Seksårige Luis er kæmpe fan af tv-programmet ’Hvem holder masken?’.

Både første og anden sæson har han fulgt sammen med sin mor – den kendte tv-vært Sarah Grünewald.

Hvad, Luis ikke har vidst, når han har siddet og set den nye sæson, er dog, at hans mor har optrådt i programmet forklædt som figuren Citron.

Fredag blev Sarah Grünewald imidlertid stemt ud af ’Hvem holder masken?’, hvilket betød, at hun var nødt til at smide masken og endelig kunne afsløre sin store hemmelighed.

I ly for regnen havde mor og søn puttet sig i et telt for at se ’Hvem holder masken?’ sammen, da de besøgte Lilleø i weekenden.

Øjeblikket blev foreviget på videoen, som du kan se her i artiklen, og Sarah Grünewald kunne næsten ikke være i sig selv lige inden den store afsløring.

- Lige da jeg skulle til at smide masken, der kunne jeg godt mærke, at jeg glædede mig vildt meget til at se hans reaktion. Det var godt, at han ikke kunne se mig, for jeg kunne ikke lade være med at grine, fortæller Sarah Grünewald.

Heppede på, at Citron blev stemt ud

Ligesom sin mor har Luis holdninger til musik, og derfor har han sagt sin ærlige mening om præstationerne i ’Hvem holder masken?’.

Selvom Sarah Grünewald har forsøgt at tale Citrons præstationer op, har det ikke hjulpet det helt store på Luis’ holdning, der har heppet på, at Citron blev stemt ud.

Men da han så, hvem der gemte sig i Citron, vendte han på en tallerken, fortæller Sarah Grünewald.

- Han er så sød. Han sagde: ”Du synger vildt godt mor”. Så han har rost mig rigtig meget efterfølgende, siger hun.

Luis måtte nive sig i kinderne, fordi han havde ondt af at smile så meget, og efterfølgende har han stillet sin mor rigtig mange spørgsmål om at være med i ’Hvem holder masken?’.

Noget af det første, han ville vide, var, om han kunne få Citron-kostumet på til fastelavn.

Men da Sarah Grünewald vurderede, at han nok ikke kunne passe det, kom hun i stedet til at foreslå, at hun selv kunne lavet et til ham.

- Så det har jeg ti måneder til, men jeg aner ikke, hvordan jeg får det lavet. Jeg har lavet de fleste af hans fastelavnskostumer selv, men jeg tror, at det her bliver ret udfordrende, siger Sarah Grünewald.

Du kan se ’Hvem holder masken?’ fredag klokken 20.00 på TV 2 og på TV 2 PLAY.