Snublede på den røde løber trods utallige advarsler: - I kampens hede glemte jeg det fuldstændig

'Bachelor' er tilbage, og her får du historien bag tre af kvindernes entré.

Kvinderne i årets 'Bachelor' har virkelig lagt sig i selen for at vinde Philip Geisler Berg og Kasper Skaks hjerter lige fra allerførste møde.

Mange af dem havde gjort noget helt særligt ud af deres entré på den røde løber.

Der var både gaver, dans, rap og også dét, der bare ikke måtte ske. Nemlig en snublen.

Her får du historierne bag tre af entréerne.

Helena Witt

Der var uden tvivl nerver på, da de 17 kvinder skulle gå ned ad den røde løber og hilse på de to bachelors – også i Helena Witts tilfælde.

- Jeg var ekstremt nervøs. Jeg tror, det hang sammen med, at man bare ville have, at de få sekunder, man havde sammen med fyrene, bare skulle sidde lige i skabet, forklarer Helena Witt.

Det var nok også på grund af de mange nerver, at hun glemte det lille trin, der var på den røde løber. Også selvom produktionen havde advaret kvinderne om trinnet mange gange.

- I kampens hede glemte jeg det fuldstændig, siger Helena Witt og fortæller:

- Jeg vred anklen helt om, og jeg kunne bare i sekundet mærke, at det gjorde virkelig ondt. Men jeg prøvede at spille cool.

Derfor valgte hun heller ikke at tage sin entré om, og bed i stedet smerten i sig og overrakte de to små røde hjerteæsker, som hun havde taget med hjemmefra Danmark.

I æskerne lå to hjemmestrikkede slips.

- Jeg synes selv, at slipsene afspejlede min kreative side. Den her lidt bedstemor-agtige stil med at strikke, kan man jo ikke umiddelbart lige se på mig, fortæller Helena Witt.

Hun havde inden afrejse tænkt meget over, hvad hun skulle strikke. Og både sweatre og huer var i spil.

- Men det var jo i Caribien, så et slips passede nok bedre.

Eva Lund Rasmussen

Da 29-årige Eva Lund Rasmussen nåede ned for enden af den røde løber, åbnede hun sine hænder og rakte to rosakvarts-krystaller frem mod Philip og Kasper.

- Jeg var så nervøs – både for at møde de to mænd, som potentielt kunne ændre mit liv, men også fordi det hele blev filmet, fortæller Eva Lund Rasmussen.

Hun havde ret hurtigt besluttet sig for, at hun ville give de to bachelorer krystaller.

Eva Lund Rasmussen har nemlig de seneste fire-fem år været fascineret af det spirituelle univers og har også brugt eksempelvis healing og clairvoyance til at komme gennem svære perioder i sit liv.

- Jeg syntes, de her rosakvarts-krystaller var en fin tanke. Det er jo kærlighedskrystaller, som både hjælper på at modtage og give kærlighed, fortæller Eva Lund Rasmussen.

Hendes drengevenner hjemmefra havde sagt, at hun skulle finde noget mindre spirituelt at give fyrene:

- De sagde, at de så ville tro, at jeg var helt kuk kuk. Men jeg tror, Philip og Kasper forstod mit budskab.

Anna Saabye

24-årige Anna Saabye valgte ligesom Helena også at vise sin kreative side. Derfor havde hun hæklet tre røde hjertehalskæder. De skulle symbolisere, at de alle var taget til Caribien for at finde kærligheden.

Men inden hun overrakte de to halskæder til Kasper og Philip, gjorde hun i den grad indtryk med sin entré på den røde løber.

Anna Saabye kommer fra landet og har også arbejdet som landmand i Australien. Hun kalder sig selv "en mega bonderøv, der elsker maskiner og at køre i traktor".

Derfor følte hun også, at det sagde en del om hendes person, at hun manøvrerede en gravko ned ad den røde løber.

- Jeg valgte at ankomme i en gravko, fordi jeg gerne ville skille mig ud fra de andre piger, siger Anna Saabye og tilføjer:

- Jeg tænkte, man hurtigt ville gå i glemmebogen, når man ankom 17 piger i streg.

Bachelor har premiere i dag på TV 2 PLAY og TV 2 ZULU. Du kan se et nyt afsnit hver tirsdag, onsdag og torsdag.