Hvem holder masken?

Overraskende afsløringer da to kendte danskere lod masken falde samme aften

VÆR OPMÆRKSOM: I denne artikel står der, hvem der blev afsløret i 'Hvem holder masken?'.

To kendte danskere lod maskerne falde fredag aften i 'Hvem holder masken?'.

Den tidligere professionelle håndboldspiller Jesper Nøddesbo gemte sig i kostumet Rødkælk, og bag kostumet Paddehat dukkede musikeren Jimilian frem.

Det var publikum, der afgjorde Rødkælk og Paddehats videre skæbner i underholdningsshowet, efter at de to havde været i direkte sangduel mod maskerne Alien og Frø.

Jimilian har som Paddehat flere gange modtaget ros for sine sangevner af detektiverne, men på grund af kostumets udformning har de haft svært ved at vurdere hans højde, hvilket gjorde det svært, når de skulle give kvalificerede bud på hans identitet.

Dog gættede Mille Dinesen faktisk på, at Jimilian var Paddehat efter hans første optræden.

I alt nåede Jesper Nøddesbo og Jimilian at være med i tre programmer, og Jesper Nøddesbo har undervejs fået en del positive kommentarer fra detektivpanelet vedrørende sin fremtoning.

Her var højden også et emne, da Jesper Nøddesbo rager næsten to meter i vejret.

Men det var især Jesper Nøddesbos numse i Rødkælk-kostumet, der løb med opmærksomheden allerede efter første optræden.

Det skete, da Frederik Cilius kom til at kalde Rødkælk for "Røvkælk", hvilket fik Jesper Nøddesbo til at vrikke kækt med rumpetten.

En seance, som han i øvrigt gentog efter sin anden optræden, da talen igen faldt på bagen i detektivpanelet.

- Det er jo Rødkælk, der får de her kommentarer. Det er sjov og ballade, men det er selvfølgelig ikke en dårlig ting at få at vide, at man har en pæn numse, siger Jesper Nøddesbo og tilføjer:

- Når man er i rollen, så spiller man med på den.

Den glade og humoristiske tone, der er i 'Hvem holder masken?', var også en af grundene til, at Jimilian valgte at være med, fortæller han.

Han syntes, at det var sjovt at prøve noget, der var anderledes, for man skal leve sit liv, være glad og ikke alt for seriøs, som han udtrykker det.

- Jeg elsker at stå på en scene og optræde som Jimilian, men jeg ville rigtig gerne prøve at se, hvordan det var at stå på en scene som en anden karakter.

- Jeg så også programmet sidste år, og jeg syntes, det var et ret spændende, meget sjovt og energisk program. Da det så havde med musik og kostumer at gøre, var jeg solgt, siger Jimilian.

Svært ved at tage imod ros

Jimilian lagde især vægt på kropssproget, når han var iklædt sit kostume, da han ikke kunne udtrykke sig, som han plejer, når han optræder, forklarer han.

Selve sangdelen havde han godt styr på, hvilket han også fik ros for af detektiverne flere gange, og det gjorde indtryk, fortæller Jimilian.

- Det er, hvad jeg lever af. Så uden at kende mig kunne de se en artist i Paddehat, og det er fedt.

Jesper Nøddesbo har ikke den store erfaring med at synge. Alligevel var det ikke kun den gode bagdel, som detektiverne fremhævede. Han fik også stor ros for sine sangkvaliteter samt sin statur og "internationale" måde at gå på, som Mille Dinesen udtrykte det.

Lovprisningen er imidlertid næsten for meget for Jesper Nøddesbo. For han har virkelig svært ved at tage imod ros, forklarer han.

Jesper Nøddesbo har i forberedelserne til programmet forsøgt at lægge den resultatorienterede sportsmand væk, men han har alligevel trænet seriøst op til sine optrædener.

Især sangundervisningen er noget, som han har prioriteret højt.

- Det har været udfordrende, for jeg har aldrig rigtigt sunget før. Jeg synger for mine to piger, når de skal puttes, men det er også det, siger Jesper Nøddesbo.

I forhold til den måde, han spankulerede rundt på scenen som Rødkælk, var det ikke indstuderet, fortæller han. Det er blot den måde, han går på, og dansetrinnene er en del af hans faste repertoire.

Er blevet prikket til mange gange

Netop måden at bevæge sig på har været en sten i danseskoene for Jesper Nøddesbo i hans forsøg på at holde sin identitet skjult for især sin familie.

For hans bevægelser i kombination med ledetrådene fra programmerne gjorde familien ret overbeviste om, at han var inde i Rødkælk.

Under en middag med hans søster og svoger blev Jesper Nøddesbo prikket en del til.

De har flere gange set ham på et dansegulv, når der er røget en fadbamse indenbords, og derfor ved de nøjagtigt, hvordan han plejer at vrikke med hofterne.

- Så det var svært at løbe fra. Men jeg synes, det er gået godt med at holde pokerfjæset, og jeg har bare sagt, at jeg da skulle se programmet, og at Rødkælk lød som en spændende person, fortæller Jesper Nøddesbo.

Svært at holde mund

Noget af det mærkeligste for Jimilian ved at holde sin identitet skjult har været, at han ikke kunne være den imødekommende person, som han plejer at være.

Så når han for eksempel skulle øve med danserne op til showsene, var det lidt af en prøvelse for ham ikke at tale til dem, fortæller han.

- Det var så svært at holde min mund. Det var lidt underligt, fordi det ligger naturligt til mig at snakke med folk og eksempelvis sige "tak", når danserne sagde: "Godt danset, Paddehat", siger Jimilian.

Jesper Nøddesbo har også haft sin sag for med at skjule sin identitet.

På alt fra WhatsApp, sms og Snapchat har han oplevet at blive konfronteret med, at folk mente, at han var Rødkælk. Blandt andet hans tidligere håndboldkollega Bo Spellerberg, der har kastet flere svære presbolde efter Jesper Nøddesbo, fortæller han.

Han har godt kunnet holde på hemmeligheden, men den har alligevel voldt ham en del kvaler over for hans to døtre, forklarer han.

Døtrene har debatteret flittigt med deres kammerater på Snapchat om, hvorvidt deres farmand giver den som en gigantisk spurvefugl i bedste tv-sendetid, og det har givet Jesper Nøddesbo en del overvejelser om, hvordan han skulle lyve over for dem, så de blev skånet mest muligt.

- Jeg vil ikke have, at de stod på den anden side og så dumme ud over for deres kammerater. Men det er bare min bekymrede hjerne, der forsøger at skærme dem, siger Jesper Nøddesbo, der glæder sig til at se deres ansigtsudtryk, når det hele afsløres.

Selvom Jimilian allerede savner Paddehat og ville ønske, at han kunne have fået kostumet med hjem, så er han alligevel lettet over at slippe for det pres, det har været ved at skulle lyve over for folk, hvis de spurgte ind til, hvor han skulle hen.

- Det er dejligt at kunne slappe af og sige den dag i dag til mine nære venner, at det var derfor, jeg smuttede hver gang, for de har jo heller ikke måttet vide, at jeg var med, siger Jimilian.

Du kan se ’Hvem holder masken?’ fredag klokken 20.00 på TV 2 og på TV 2 PLAY.