Underholdning

Anmeldere hylder ny 'Top Gun' og Tom Cruise

Den nye film skal være fyldt med bragende action for at leve op til 1'erens "legacy", siger fans.

Det er sjældent, at opfølgeren til en film bliver udråbt som bedre end originalen.

Men det er tilfældet med ’Top Gun 2: Maverick’, der er efterfølgeren til den ikoniske film ’Top Gun’, som i midten af 1980’erne fik folk til at trække i pilotjakke og aviatorsolbriller ligesom den kække hovedperson Pete 'Maverick' Mitchell.

Indtil videre er det kun filmanmeldere og journalister, der har fået lov at se opfølgeren, men dommen er enstemmig: ’Top Gun 2: Maverick’ bliver kaldt ”bedre end originalen” og ”den bedste blockbuster i årevis”.

Ekkos anmelder beskriver den som ”hæsblæsende og storslået topunderholdning”.

I The Telegraph bliver den kaldt "absurd spændende" og "uden tvivl den bedste actionfilm i årevis", mens BBC’s anmelder skriver:

- Historien er klogere og mere gribende, dialogen er skarpere og sjovere, relationerne er rigere, og de luftbårne stunt er endnu mere søsygeinducerende.

Anmelderen tilføjer, at han ikke bliver overrasket, hvis Tom Cruise modtager en Oscar-nominering for sin rolle.

Alfahanner og action

I ’Top Gun 2: Maverick’ spiller Tom Cruise igen piloten Pete 'Maverick' Mitchell, der denne gang skal træne rekrutter i en tid, hvor ubemandede droner bliver mere og mere almindelige.

Men Mitchell kæmper med støtten fra sine overordnede, og selvom hans frygtløse, grænsebrydende stil hører fortiden til, bliver der alligevel brug for 'Maverick' til en mission, der kræver usædvanligt meget af piloterne.

Der er altså ikke meget, der har forandret sig i ’Top Gun’-universet, der er præget af kække alfahanner og bragende action.

Og det er lige præcis sådan, det skal være, lyder det fra ’Top Gun’-fan Mads Bangsø, der også er medlem af Facebook-gruppen 'Top Gun Fans Group'.

- Der skal bare være smadder og montager af action-scener, siger Mads Bangsø, der var ti år, første gang han så ’Top Gun’.

- Jeg har senere haft rigtig meget med flyvere at gøre. Jeg har bemalet fly og skrevet bøger om flyvere, og jeg tror helt sikkert, det har noget med ’Top Gun’ at gøre, siger 43-årige Mads Bangsø, der til daglig arbejder som gymnasielærer på Rysensteen Gymnasium.

Tung arv at løfte

Den første 'Top Gun'-film ramte en hel generation af teenagere og fik tilmeldingerne til at blive soldat i den amerikanske flåde til at stige med 500 procent. Det er med andre ord en tung arv, ’Top Gun 2: Maverick’ skal løfte. Det mener både Mads Bangsø og 'Top Gun'-fan Philip Cooke.

- Jeg håber ikke, den nye film ødelægger the legacy. Jeg er lidt bange for, at det bliver for kærlighedsagtig, siger 46-årige Philip Cooke til TV 2.

Som barn var der en periode, hvor han så den originale film dagligt. Og det er "ikke engang en overdrivelse", siger han. Så han er meget spændt på 2'eren, men han skal ikke se den i biografen.

- Jeg er ikke den største biografgænger, og jeg frygter, at den skuffer. Det er jo set før, at der er lavet en superfed 1'er og en rigtig dårlig 2'er. Så jeg venter med at se den, til jeg kan se den derhjemme, siger Philip Cooke til TV 2.

Der er da også enkelte negative anmeldelser. Blandt en af de få kritikere er Carla Hay fra Culture Mix, et magasin med fokus på diversitet. Hun mener, at filmen er en uinspireret kopi af den første ’Top Gun’, hvor kvinder blot har fået tildelt klichéfyldte roller.

I Vanity Fairs anmeldelse er der også et enkelt aber dabei om den kommende film: Filmen gør meget ud af fremstille Maverick som en veteran, som altid formår at vise, hvad det vil sige at være en ægte helt.

- Filmen slutter med en ærbødighed, der grænser op til religiøs tilbedelse, skriver anmelderen.

’Top Gun 2: Maverick’ får dansk premiere 26. maj 2022.

2'ere, der er bedre end 1'eren

  1. 'The Dark Knight' (2008)

    IMDB-ratings: 

    'Batman Begins' (2005): 8,2

    'The Dark Knigt' (2008): 9,0

  2. 'Terminator: Judgement day'

    IMDB-ratings:

    'Terminator' (1984): 8,1

    'Terminator: Judgement day' (1991): 8,6

  3. 'Before Sunset' (2004)

    IMDB-ratings: 

    'Before Sunrise' (1995): 8,0

    'Before Sunset' (2004): 8,1

  4. 'Captain America: The Winter Soldier' (2014)

    IMDB-ratings: 

    'Captain America: The First Avenger' (2011): 7,5

    'Captain America: The Winter Soldier' (2014): 7,8

  5. 'Mad Max 2: The Road Warrior' (1981)

    IMDB-ratings: 

    'Mad Max' (1979): 6,8

    'Mad Max 2: The Road Warrior' (1981): 7,6