Eurovision

De sendte et klart politisk budskab fra scenen – og så vandt Ukraine Eurovision

Det ukrainske band sluttede sin optræden med et budskab om at stoppe krigshandlingerne i den belejrede by Mariupol.

Det ukrainske band Kalush Orchestra levede op til favoritværdigheden, da Ukraine sent lørdag aften blev kronet som vindere af Eurovision Song Contest 2022 med sangen 'Stefania'.

Den nuværende krigssituation i Ukraine havde på forhånd gjort bandet til storfavoritter hos bookmakere verden over, og det var da også seerstemmerne, som sikrede Ukraine sejren.

Efter optællingen af alle jurystemmer var det nemlig Storbritannien, Sverige og Spanien, der havde lagt sig i spidsen. Men den topstilling rykkede seerstemmerne efterfølgende godt og grundigt rundt på.

Ukraine vinder årets Eurovision-sangkonkurrence med 631 totale point. På andenpladsen kom Storbritannien med 466 point, mens Spanien endte på tredjepladsen med 459 point. Sverige blev nummer fire.

Stop krigshandlingerne

Det ukrainske bands sang er lavet med inspiration fra den traditionelle ukrainske folkemusik og handler om forsangeren Oleh Psiuks mor.

Den farverige optræden blev leveret med energiske sekvenser og hård rap samt masser af fløjte.

Det ukrainske band sluttede sin optræden af med et klart politisk budskab om at stoppe krigshandlingerne i den ukrainske havneby Mariupol, som har været belejret stort set siden starten af Ruslands invasion af Ukraine 24. februar.

Kalush Orchestra består af unge mænd, og da det under krigen er forbudt for alle mænd mellem 18 og 60 år at forlade landet, krævede det tilladelse fra de ukrainske myndigheder for, at Kalush Orchestra overhovedet kunne stå på scenen.

Invasionen er årsag til, at Rusland i år har været udelukket fra konkurrencen, der foregik i Torino i Italien.

Som vinder af Eurovision 2022 er det dermed Ukraine, der i realiteten skal afholde showet næste år. Men på grund af landets usikre situation kan det blive en umulig opgave, og det vil da heller ikke være første gang, at et land må takke nej til at afholde showet.

Der er dog aldrig sket før, at et krigsramt land har vundet Eurovision, og der er derfor heller ingen manual for, hvordan det skal håndteres.

Danmark var ikke med

Det er tredje gang, siden Ukraine var med første gang i 2003, at landet vinder konkurrencen.

Senest var i 2016, da Ukraine stillede op med kunstneren Jamala og sangen '1944'.

Danmark var til gengæld slet ikke at finde i årets finale. Rockkvartetten Reddi, som danskerne sendte afsted til konkurrencen med sangen 'The Show', røg nemlig ud i semifinalen og bejlede således ikke til sejren.

Det er fjerde gang i nyere tid, at Danmark ikke har klaret skærene til finalen.

Dog var der hele tre danske islæt i den aserbajdsjanske optræden, hvor Luc Boris André var på scenen som solodanser. Sangen 'Fade to Black' står blandt andre Thomas Stengaard bag, mens Mads Enggaard har haft rollen som sceneinstruktør.