Underholdning

Danmark ude af Eurovision

Ukraine kom videre til finalen og spås store vinderchancer.

Danmark er ude af det internationale Melodi Grand Prix Eurovision 2022 i Italien.

Pigegruppen Reddi med sangen 'The Show' kommer dermed ikke videre.

Det står klart, efter at den første semifinale i konkurrencen blev afholdt tirsdag med deltagelse af 17 lande. Danmark var altså ikke blandt de 10, der gik videre.

Bookmakerne havde på forhånd været lunkne i vurderingen af Danmarks chancer for at avancere til finalen og havde i stedet et godt øje til Norge, Grækenland og ikke mindst Ukraine, der også kæmpede om at gå videre.

De lykkedes alle med missionen.

Ukraine spås store chancer

Ukraine, der i februar blev invaderet af Rusland, har spillet en hovedrolle i Eurovision allerede.

Flere eksperter og bookmakere forudser, at landet kan ende med trofæet - og ikke nødvendigvis på grund af bandet Kalush Orchestra eller kvaliteten af sangen 'Stefania', som de stiller op med - men simpelthen fordi det forventes, at landet vil hive mange sympatistemmer hjem.

Tirsdagens semifinale er den første af to, der har til opgave at skære 35 deltagerlande ned til 20. Torsdag skal blandt andre vores svenske naboer forsøge at synge sig videre.

De stiller op med sangerinden Cornelia Jakobs og sangen 'Hold Me Closer'.

Hvert år er flere lande direkte kvalificeret til finalen. Det gælder Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien, der er dem, som betaler den største del af Eurovision-gildet.

Og så er værtslandet - som i år altså også er Italien, da landet vandt sidste år med bandet Måneskin - sikret en plads.

Anden semifinale afvikles torsdag aften. Der er finale i Torino på lørdag.