Underholdning

Populær true crime-dokumentar blevet til ny tv-serie: - Det er ikke alt, øjnene ser, der er sandt

Den virkelige historie om morddømte Michael Peterson får ros for at lange ud efter true crime-genren.

En sammenbragt familie fuld af hemmeligheder, et spektakulært fald på trappen og - måske - en ugle.

Det er blot nogle af de ting, der indgår i den populære true crime-dokumentar 'The Staircase' - på dansk 'Døden på trappen' - fra 2004.

Dokumentarserien fortæller den virkelige historie om Kathleen Petersons død i sit hjem i North Carolina i 2001, den efterfølgende retssag mod hendes mand, forfatter Michael Peterson, og hans hold af forsvarsadvokaters til tider kreative måder at stykke et forsvar sammen på.

Den spektakulære true crime-dokumentar, der af flere internationale anmeldere betegnes som en af de bedste true crime-dokumentarer, er nu blevet genfortalt i en fiktionsserie med samme navn, der netop har fået premiere på HBO Max. Og anmelderne er begejstrede for fiktionsseriens unikke greb på den spektakulære sag.

For serien fortæller ikke blot om mystikken omkring Kathleen Petersons død, men stiller sig kritisk overfor, hvor stor en betydning vinkling og rammesætning har for vores opfattelse af skyld og uskyld, sandt og falskt i true crime.

Objektiv sandhed findes ikke

De internationale anmeldere kalder fiktionsserien 'The Staircase' for en "metaundersøgelse" af, hvordan dokumentarserien vinklede begivenhederne - og hvordan den populære true crime-genre generelt påvirker publikums syn på, hvad der er sket i virkeligheden.

The Hollywood Reporter mener, serien lykkes med at spidde måden, hvorpå true crime "konstruerer, indfanger og forvrænger sandheden".

Den stiller spørgsmålet, om der overhovedet er noget, der hedder objektivitet

Katrine Sommer Boysen

The Guardians anmelder kalder serien "et portræt af, hvordan vi skaber sandheden, og det umulige i at finde frem til en eneste objektiv sandhed, når der er mennesker involveret - i al deres rodede kompleksitet."

Det samme mener også film- og serieanmelder på Jyllands-Posten, Katrine Sommer Boysen, der har anmeldt serien. Hun mener, at seriens ærinde er at rette et kritisk blik på måden, true crime-genren skaber vores opfattelse af virkeligheden.

- 'The Staircase' stiller spørgsmålet, om der overhovedet er noget, der hedder objektivitet. Det handler egentlig ikke om, hvad der skete den aften, men om, hvad der er den mest troværdige udlægning af, hvad der skete, siger hun.

Det gør serien blandt andet ved at vise seeren, hvordan dokumentarfilmholdet klipper filmen sammen, men også gennem seriens fremstilling af hovedpersonen Michael Peterson. Ifølge Katrine Sommer Boysen leger filmskaberne hele tiden med iscenesættelsen af ham som enten helt eller skurk.

- Med Colin Firths skuespil og måden, han bliver iscenesat og filmet på, skifter han hele tiden mellem varm faderrolle og en dæmonisk skikkelse. Og det, tror jeg, er en pointe fra filmholdet om, hvor meget magt deres fremstilling har i forhold til vores opfattelse.

Kigger kritisk tilbage på seeren

Detaljerne i den oprindelige 'The Staircase' er mange og af og til utrolige.

I dokumentaren kommer det blandt andet frem, at Michael Peterson var biseksuel og havde sex med mænd udenfor ægteskabet. At en kvindelig familieven i Tyskland også blev fundet død for foden af en trappe efter et møde med Micheal Peterson. Parrets seks sammenbragte børn skiftevis forsvarede og anklagede deres far, og væk fra kameraerne indledte Michael Peterson også et forhold til en af tilrettelæggerne på dokumentaren.

Det er ikke alt, øjnene ser, der er sandt

Katrine Sommer Boysen

Og sidst men ikke mindst havde forsvarerne også en teori om, at det var en ugle, der kostede Kathleen Peterson livet.

Seriens instruktør Antonio Campos har udtalt, at man tager ugle-teorien ligeså alvorligt som alle andre teorier om sagen. I serien er der både scener, der viser, at Michael Peterson myrder Kathleen, og som viser, at Kathleen Peterson falder og mister livet ved et uheld. Serien behandler ifølge Antonio Campos også andre teorier om dødsfaldet, som ikke har været fremme endnu.

Det store fokus på intime oplysninger om hovedpersonerne og tendensen til at svælge i detaljer og at teoretisere om virkelige menneskers tragedier er også en skarp kritik, serien ifølge Katrine Sommer Boysen retter mod true crime-gernen.

- Den retter et kritisk blik tilbage på seeren, og beder os om at forholde os kritisk til det, vi ser. Instruktøren prøver at vise os med forskellige greb, at det er ikke alt, øjnene ser, der er sandt, siger hun.

Virkelighedens Micheal Peterson blev kendt skyldig og idømt livstid for drabet på Kathleen Peterson, men blev senere løsladt efter at have indgivet en såkaldt Alford-tilståelse, hvor man fastholder uskyld, men erkender, at man ikke kan modbevise anklagemyndighedens beviser.