Underholdning

'Paradise' vender tilbage med en ny type cast

Ifølge ekspert er det en del af den udvikling, som programmet har været igennem for at følge med tiden.

Billeder af unge mennesker iført bikini eller badeshorts, der slænger sig i hængekøjer eller ved poolkanten i eksotiske omgivelser.

Det forbinder mange nok med realityprogrammet 'Paradise Hotel' – eller 'Paradise', som programmet har skiftet navn til.

Men det kan snart se anderledes ud. Mandag blev de nye deltagere offentliggjort, og ud over en række ændringer i tv-programmets koncept byder deltagerlisten også på mere diversitet end tidligere.

En anden type

Allerede tilbage i februar meldte produktionsselskabet NENT Group ud, at de ville lave en række ændringer ved realityprogrammet, der har været sendt i Danmark siden 2005.

Her bebudede selskabet, at der fremover skulle være en "bredere sammensætning af deltagere" og "absolut kønsneutralitet", og at deltagerne skal kunne danne par på tværs af køn og kønsidentiteter.

Det er heller ikke længere et krav, at deltagerne skal være singler, ligesom dobbeltsengene på værelserne er byttet ud med enkeltsenge.

De skal fange publikum fra dag ét, for ellers gider folk ikke se det

Marlene Weybøll, caster på realityprogrammer og vært på podcasten 'Reality Tjek'.

På den måde bevæger 'Paradise' sig langt væk fra det koncept, der ellers har været dets dna. Det mener Marlene Weybøll, der har været caster på en række realityprogrammer og er vært på podcasten 'Reality Tjek'.

- Det er en helt bestemt type, der plejer at være med på 'Paradise'. Det er silikonebryster, tatoveringer og buff mænd, der træner hver dag, og håret sidder på den måde, som det skal i den målgruppe af mennesker, siger hun.

Tidligere handlede det "ekstremt meget" om udseendende og at være single, siger hun. Hun hæfter sig ved, at der denne gang er flere mandlige deltagere, og at det ikke er de helt unge deltagere ned til 18 år. Det skyldes, at aldersgrænsen for deltagere også er ændret til at være 20 år.

En række dårlige sager

Ændringerne kommer i kølvandet på en række sager både herhjemme og i udlandet med anklager om blandt andet mobning og seksuelle overgreb på hotellet, der har givet 'Paradise' et plettet ry.

Morten Lollike, der er programredaktør på 'Paradise Hotel', fortæller dog, at den nye sammensætning i programmet kommer, fordi man gerne vil "brede realitygenren ud" og øge repræsentationen. Han afviser, at ændringerne skyldes den negative opmærksomhed.

- Det er et arbejde, som vi har været i gang med, flere år før alt det skete, så på den måde har vi bare skubbet lidt yderligere til den udvikling, der allerede var i gang, siger han.

Han fortæller, at de udvælger deltagerne gennem traditionelle castingopslag og ved at kontakte folk, der ser interessante ud på sociale medier. Her har antal af følgere været et parameter, men også et godt ydre har været en fordel.

- Selvfølgelig har et fokus på udsendende været større tidligere, og den typiske 'Paradise'-deltager har set anderledes ud. Men den casting, vi har til 'Paradise', har virkelig ændret sig de seneste år, og vi forsøger at skubbe til den typiske 'Paradise'-deltager, så man i højere grad kigger på personligheden, siger Morten Lollike.

Men programredaktøren siger også, at de aktivt arbejder med at øge repræsentationen ved at prikke folk ud fra andre parametre:

- Vi kigger på køn, alder, navn og etnicitet. I første omgang er det selvfølgelig udseende, men efter en samtale vurderer vi, om de har det, vi gerne vil have, de har.

Følger med tiden

Ifølge Lene Bull Christiansen, der er lektor ved Roskilde Universitet og forsker i blandt andet kendiskultur og køn, er ændringerne helt nødvendige for at følge med tiden.

Hun mener, at imaget med "slanke pumpede mænd" og "perfektionerede kvinder" er passé for den unge generation i dag, og fremhæver, at diversitet fylder i al populærkultur til unge. Derfor er der brug for at ryste posen lidt, hvis man skal fastholde seeren, mener hun.

- Når man ser det øvrige udbud af populærkultur til unge, så er diversitet simpelthen bare i højsædet. I tv-serier er der mere fokus på forskellige former for kønsidentitet, race og kropsstørrelser, siger hun.

- De fejler

Som noget nyt kan deltagerne blive honoreret og overleve i spillet, hvis de udviser kærlige handlinger over for de andre gæster ved for eksempel at hjælpe en ven under den ugentlige parceremoni, så det ikke kun er dem, der er taktiske eller lyver, der har held i programmet.

Det nye koncept har dog mødt blandet modtagelse på sociale medier.

I forbindelse med offentliggørelsen af den nye sæson på Instagram har en række fans af det "gamle 'Paradise Hotel'" stemt i med kritik og kommentarer som "Paradise bliver aldrig det samme igen" og "Paradise er ødelagt".

Caster Marlene Weybøll deler holdningen om, at tv-konceptet trængte til fornyelse. Men hun mener, at produktionen "fejler", når de caster efter mere diversitet.

- Det virker ædelt at lave 'Paradise' om, men jeg tror, det kommer til at fejle, for de, der ser 'Paradise', ved, hvad de vil have, og går efter det gamle, siger hun.

Hun mener dog, at det kan gå to veje, i forhold til om programmet bliver en succes. Lykkes det med at lave et interessant plot, der ikke er forudsigeligt, tror hun, at det er lige meget, at det bryder med konceptet.

- Jeg tror, folk er nysgerrige på, hvad det er for noget. Men de skal fange publikum fra dag ét, for ellers gider folk ikke se det. Så vil de hellere se 'Ex on the Beach', hvor der er de typer, som de kender fra 'Paradise', mener casteren.

Det er de dog ikke så bekymrede for hos produktionen på programmet, fortæller Morten Lollike.

- Vi mener, det er nødvendigt for, at 'Paradise' har sin plads i reality-tv. Hvis folk så hopper af vognen på grund af det, er det fair, men vi satser på, at nogle nye kommer ind i butikken og har lyst til at følge med, fordi de kan spejle sig i dilemmaerne og personernes udvikling, siger Morten Lollike.

Også Lene Bull Christiansen peger på, at det ikke vil have den store betydning, at konceptet ændres, så længe det stadig er dramaet, der fylder.

- Programmet har altid levet af de intriger, der har været mellem folk, og det er ikke, fordi det holder op, bare fordi man har en anden kønsidentitet eller lignende.