Kærlighed hvor kragerne vender

Deltager forlod tv-program, men hun fortrød efterfølgende

Falske rygter fik store konsekvenser for en deltager i ’Kærlighed hvor kragerne vender’.

Sabrina Nybo virkede sikker i sin sag.

Hun havde ellers haft et godt øje til sin date, Nicolai Groes, i ’Kærlighed hvor kragerne vender’, og hun var ved at undersøge, om der kunne opstå en potentiel kærlighedsrelation mellem de to.

Men nu måtte det slutte, inden det var begyndt.

Sabrina Nybo var en af de sidste tre piger, der datede den 30-årige singlefyr fra Lolland, og inden han selv skulle vælge en af pigerne fra, kom hun ham i forkøbet og forlod tv-programmet.

I dag forklarer hun mere om, hvad der skete i øjeblikket. Og hvorfor hun efterfølgende fortrød.

De andre havde sagt, at det var sandt

Hele balladen tog sin begyndelse med et rygte, der pludselig spredte sig på tv-produktionen. Det var et rygte, som Sabrina Nybo ikke kunne se bort fra.

Rygtet gik på, at Nicolai Groes havde forsøgt at komme på nattebesøg. Han skulle have banket på hos en af pigerne om natten, men det var på den forkerte dør. For han ville i virkeligheden banke på Kamilla Bechs dør. Alle pigerne boede i et område på hotellet, som de fire drenge ikke havde adgang til.

Rygterne om hændelsen betød altså, at Sabrina Nybo følte sig nødsaget til at trække sig fra programmet.

Og nu tyder det på, at rygtet, der fik Sabrina Nybo til at trække sig, var det rene opspind og en stor misforståelse.

Han lignede ikke en, der løj

Sabrina Nybo aner ikke, hvor rygtet var opstået. Det var noget, som alle ved aftensmaden vidste, og det var noget, som alle snakkede om.

- I starten fik jeg fortalt, at det var meget mere sikkert. Og så kan jeg forstå bagefter, at det kan være, at der har været noget usikkerhed omkring det, fortæller hun til TV 2.

Hvis han var ude på at besøge piger om natten efter et par øl, var han ikke på jagt efter kærligheden, som hun var, og i så fald ville deres værdier være for forskellige, vurderede Sabrina Nybo.

Men da hun konfronterede ham, benægtede han alt til hendes store overraskelse.

- Det var det mest forvirrende, jeg længe har været med til. Jeg havde fået at vide, at det var sandt af de andre damer. Han kiggede mig i øjnene, og han lignede heller ikke en, der løj. Han overbeviste mig klart i øjeblikket, men skaden var allerede sket, fortæller hun.

Hun havde på det tidspunkt allerede haft siden aftensmaden aftenen før til at blive overbevist om det modsatte.

Fortrød beslutning

Da hun kom hjem og var alene, blev kontrasten slående. Hun blev i tvivl om, hvor vidt hun havde truffet den rette beslutning. Måske var den forhastet, og hvad nu hvis han var hendes store kærlighed.

- Jeg var ude i, om jeg havde givet for hurtigt op. Og det blev jeg forvirret over. Det var så mærkeligt at have kamera på og sige farvel på tv, så der var noget uafsluttet der, fortæller Sabrina Nybo.

Hun tog derfor fat i produktionen. Hun havde fortrudt.

Det kan også være, at nogen har kedet sig og ville have et eller andet til at opstå

Nicolai Groes

Hun spurgte, om hun måtte vende tilbage til programmet igen.

Men det var for sent. Producenten ville ikke lade hende vende tilbage. Beslutningen var truffet.

- Jeg følte en form for lettelse, fordi så var beslutningen taget. Jeg havde været så usikker på alt, fortæller hun.

I det uvisse står fortsat, om Nicolai Groes faktisk havde forsøgt at komme på besøg om natten. Spørger man hende i dag, tror hun ikke længere, at han havde.

- Jeg tror, at det har været en storm i en kop te. Jeg tror ikke, at det var, som historien endte med at være.

Hun kan ikke afvise, at der er nogen, der har startet rygtet bevidst, men hun hælder til, at det er en misforståelse.

- Jeg tør næsten ikke spekulere i, hvad der er op og ned. Stemningen var intens, for alle følelser sidder ude på tøjet, fortæller hun.

Og der er flere forskellige teorier om, hvad der er foregået den nat.

Anklagerne gjorde ham sur

TV 2 har spurgt Nicolai Groes, og han gør det klart, at der intet er at berette om natterend, for det er aldrig sket.

- Jeg vidste ikke på daværende tidspunkt, hvor pigerne boede henne. Jeg sad med Jimmi (en af de andre singlefyre, red.) efter nogle optagelser og fik et par øl, og så gik jeg i seng, fortæller han og tilføjer:

- Måske har nogen misforstået noget sagt i det her forum. Det kan også være, at nogen har kedet sig og ville have et eller andet til at opstå.

Han blev konfronteret med anklagerne af produktionen om formiddagen. Og han blev faktisk meget sur.

- Det var et underligt angreb. Jeg er en person, der hader drama i mit liv. En voksen mand som mig gider ikke sådan noget pjat.

Og han var derfor også meget afklaret omkring Sabrina Nybos beslutning. Det sagde mere om hende end om ham.

- Hvis man allerede vælger at trække sig på baggrund af nogle løse rygter om noget så ligegyldigt, var det jo ikke hende, jeg skulle være sammen med. Det drama gider jeg ikke, siger Nicolai Groes.

Forskellige teorier om, hvordan rygtet opstod

Som seer står man tilbage med det store spørgsmål om, hvordan en fjer kunne blive til fem høns.

Og der blev faktisk banket på en rude.

Line, der datede Jimmi Wriedt Mollerup, vågnede om natten ved, at der flere gange blev banket. Men hun så ikke, hvem det var. Og da hun fortalte det videre til de andre piger, begyndte snakken for alvor.

Én af pigerne fortæller, at de havde siddet en flok piger med Jimmi Wriedt Mollerup i bilen. Han havde fortalt, at Nicolai Groes og han havde drukket nogle øl på hans båd, og de havde lavet sjov med, at de havde lyst til at finde pigerne, og at Nicolai havde udtrykt, at han gerne ville besøge Kamilla Bech.

Jimmi Wriedt Mollerup bekræfter, at han har fortalt pigerne om samtalen, men at pilen på det tidspunkt allerede pegede mod Nicolai Groes, og at Sabrina Nybo allerede gik med tanker om at forlade programmet.

Han mener derfor ikke, at det er ham, der har pustet til ilden og knyttet personer til rygterne.

Men alle de involverede deltagere har fundet ro i en fælles teori.

For der var bryllup på hotellet den nat og festende, overnattende bryllupsgæster. Derfor er den fælles sandhed blevet, at det var en af de gæster, der har banket på et forkert vindue.

Se den nye sæson af ’Kærlighed hvor kragerne vender’ tirsdag klokken 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.