X Factor

Kæresten forsøgte at skjule det, men deltager gennemskuede hende

'X Factor' har været en stor oplevelse for hele Kári Fossdalsás familie.

Kári startede ikke sin vindersang på scenen. Han sad derimod nede blandt publikum og kiggede sin gravide kæreste i øjnene, da han begyndte at synge.

Sangen 'Believer' har han selv skrevet, og den er dedikeret til kæresten, Áshild, der har termin med parrets andet barn om ti dage.

- Det var stort at opleve det, siger hun, da TV 2 taler med hende efter showet og tilføjer, at hun kæmpede for ikke at blive for rørt på åben skærm.

- Jeg prøvede at holde det tilbage, og jeg tror, det gik, siger hun.

Svært ved at synge

Men selvom Áshild forsøgte at skjule det, kunne Kári godt se på sin kæreste, hvor rørt hun var – og det gjorde sangen ekstra speciel for ham.

- Jeg havde faktisk svært ved at synge, fordi jeg kiggede på hende og kunne mærke, at hun blev rørt. Jeg er så stolt af at være sammen med hende, siger han.

Áshild fortæller, at både hun og datteren også er stolte af Kári, som blev nummer to til årets 'X Factor', og som de har måttet undvære gennem hele perioden med liveshows.

- Det har været fint. Vi var sådan efter audition, at hvis han kom videre, så var vi klar på, at så skulle han være væk længe, siger hun.

Og selvom Áshild glæder sig til at få ham hjem, er hun imponeret over, hvor meget han har udviklet sig.

- Jeg har været meget overrasket over, at han har forandret sig vildt meget, siger hun og tilføjer:

- Han er blevet meget bedre. Han var god før, men han er rigtig god nu.

Ændrede mentalitet

Og ser man på Káris rejse i programmet, bliver den udvikling også tydelig for folk, der ikke har kendt ham i ti år, som hans kæreste har.

Han startede med at komme i farezonen i både første og tredje liveshow, men kæmpede sig tilbage og er altså gået hele vejen til den sidste del af finalen uden flere farezoner.

Om den udvikling har Kári selv sagt, at han efter anden gang i farezonen ændrede sin mentalitet og begyndte at leve i nuet i stedet for at have forventninger til hver optræden.

- Jeg har klaret mig meget bedre, efter jeg begyndte at tænke på den måde, siger han.

Og i dag er han glad for at være nået så langt, som er han er – også selvom det er Mads Moldt, der nu kan kalde sig vinder af 'X Factor' 2022.

- Jeg er super glad. Mega mega glad. At jeg får lov at komme til finalen betyder virkelig meget for mig. Jeg er vanvittigt glad, siger han.

Se 'X Factor' på TV 2 PLAY.

Har du selv lyst til at være med i 'X Factor' 2023? Så kan du tilmelde dig precasting her.