X Factor

De vandt 'X Factor' – sådan går det dem i dag

Fredag aften løber den store 'X Factor'-finale af stablen, og enten Tina, Kári eller Mads Moldt kommer på listen med vindere.

Hvem bliver den 15. vinder af 'X Factor' i Danmark?

Det vil blive afgjort fredag aften, når Kwamie Livs 19-årige deltager Tina, Martin Jensens 25-årige deltager Kári og Thomas Blachmans 16-årige deltager Mads Moldt står over for hinanden i den store finale.

Dermed kommer de på en liste, der starter tilbage i 2008. Tag et trip down memory lane herunder, og læs om, hvor de 14 tidligere vindere er i dag.

Vinder af 'X Factor' sæson 14, 2021: Solveig

For dommer Oh Land var tredje gang lykkens gang. Det var nemlig hendes tredje år som dommer, da Solveig Mølle Lindelof på 15 år vandt.

I modsætning til tidligere vindere valgte hun at udgive et covernummer som sin vindersang, nemlig 'Cranes in the Sky', der originalt er Solanges. Det gjorde Solveig, fordi det var vigtigt for hende at have ro og tid til at finde sin identitet som kunstner.

Et år senere – 1. april 2022 – kom så hendes første originale sang. Singlen 'Superficial' blev til under en tur til London i forbindelse med sejren og er skrevet af hende selv med hjælp fra hendes nye producer John Fortis.

Den nu 16-årige vinder fra Hvidovre går lige nu på musikefterskole, hvor hun har dygtiggjort sig med musikproduktion, at spille trompet, at skrive sange og meget mere.

Vinder af 'X Factor' sæson 13, 2020: Alma Agger

20-årige Alma Agger fra Christianshavn havde Thomas Blachman som dommer og blev vinderen af den hidtil længste 'X Factor'-sæson nogensinde.

Den blev afbrudt i ti uger grundet coronakrisen, og forsamlingsforbuddet gjorde, at finalen blev afholdt foran et meget begrænset antal publikummere.

Det blev alligevel et brag af en finale, hvor hun sang sin vindersingle, 'The Last Dance', som var skrevet af den britiske sangskriver Clare Maguire.

Alma Agger udgav i september 2020 et soundtrack til Netflix-filmen 'Til månen og tilbage', og i april 2021 kom hendes første egenproducerede single 'Uundgåelig'.

Vinder af 'X Factor' sæson 12, 2019: Kristian Kjærlund

Thomas Blachmans 23-årige deltager Kristian Kjærlund gjorde sig bemærket under 'X Factor' for flere optrædener – blandt andet én, hvor han gik i spagat på scenen.

Efter sejren udgav han vindersinglen 'Lost & Profound' og spillede blandt andet i hjembyen Odense og på Smukfest i Skanderborg samme sommer.

Men den nyslåede vinder – som aldrig i sin vildeste fantasi havde tænkt, at han ville ende med en pladekontrakt – kunne også mærke, at det blev et stort pres, at han forventedes at jagte musikkarrieren.

Da coronapandemien ramte Danmark, og kulturlivet lukkede ned, gav det rum til eftertanke, og han studerer i dag psykologi på universitetet.

Han har dog sideløbende dyrket musikken i sit eget tempo. Og han er lige nu ved at indspille sange sammen med en producer, som får den lyd frem, som nu 26-årige Kristian Kjærlund kan se sig selv i.

Vinder af 'X Factor' sæson 11, 2018: Place on Earth

Place on Earth bestod af 17-årige Mille Katharina Hassenkram, 19-årige Katrine Ørnfelt og 22-årige Andreas Falch Kruse og var bragt sammen af Thomas Blachman inden liveshowene.

Efter deres sejr udgav de singlen 'Young' og ep'en 'Square', men under et år senere stoppede samarbejdet med pladeselskabet. Der var ingen dårlig stemning eller intriger i gruppen, gjorde de tre medlemmer efterfølgende klart. Men med bopæl i tre byer og travle liv med studier og arbejde måtte de droppe det fælles projekt.

I dag har Mille Katharina Hassenkram planer om at læse på musikkonservatoriet, Katrine Ørnfelt studerer psykologi, og Andreas Falch Kruse er i gang med sit eget soloprojekt. Inden sommeren 2022 vil han udgive sine første numre.

Vinder af 'X Factor' sæson 10, 2017: Morten Nørgaard

Hverken bookmakerne eller dommerne så 26-årige Morten Nørgaard som den oplagte vinder af ‘X Factor’, men den generte fyr fra Odder imponerede seerne og gik hele vejen.

Hans vindersang fik – meget sigende – titlen 'The Underdog' og var skrevet af blandt andre Lars Ankerstjerne, som senere blev dommer i programmet, og Rasmus Seebach.

Den stille østjyde, som havde Remee som dommer, talte undervejs åbent om, hvordan han aldrig havde haft meget selvtillid – men det ændrede ’X Factor’ på.

Efter programmet udgav han ep'en 'Cool Enough' og havde travlt med at give koncerter rundt omkring Danmark.

I dag er han 31 år, og de seneste år har han trukket sig fra offentlighedens lys.

Vinder af 'X Factor' sæson 9, 2016: Embrace

Anilde og Azilda Kaputu vandt 'X Factor' under navnet Embrace og udgav efter deres 'X Factor'-sejr sangen 'Commitment Issues' og ep'en 'True Story'.

Deres dommer, Remee, fremhævede de to søstre fra Holstebro for deres imponerende klange, og musik fylder stadig i begge deres liv.

Efter 'X Factor' ændrede de deres gruppenavn til Kaputu, og senest i 2020 udgav de ep’en 'Roots'.

Storesøster Anilde på i dag 27 år er blevet gift og mor til en søn og en datter. Hun arbejder som pædagog og musiklærer, så hun kan sprede musikglæde til børnene.

25-årige Azilda er flyttet til København, hvor hun har etableret sig som soloartist med singlerne 'Green Light' og 'Come Over' fra 2021. Hun har desuden stiftet foreningen Afro Dane, der et fællesskab for sorte danskere.

Vinder af 'X Factor' sæson 8, 2015: Emilie Esther

15-årige Emilie Esther Holmgaard fra Aalborg fortolkede sange fra nogle af verdens største sangerinder som Sia, Rihanna og Beyoncé under 'X Factor', hvor hun havde Remee som dommer.

Hendes vindersingle, 'Undiscovered', solgte guld, og da verdensstjernen Kylie Minogue gav koncert i Aalborg sommeren efter hendes sejr, var det med den unge 'X Factor'-vinder som opvarmning. Herefter udkom resten af vinderpræmien: ep'en 'Rare', som hun indspillede i Los Angeles.

Efter 'X Factor' tog Emilie Esther på musikefterskole. Mens hun gik i gymnasiet, meddelte hun, at der ikke ville komme ny musik foreløbig, fordi hun ville finde sig selv musikalsk først. Der er ikke kommet ny musik siden.

Vinder af 'X Factor' sæson 7, 2014: Anthony Jasmin

Duoen Anthony Jasmin blev den første gruppe nogensinde, der kunne kalde sig vinder af 'X Factor' i Danmark. Gruppen bestod af dengang 15-årige Jasmin Dahl og 20-årige Anthony Lopez, som oprindeligt stillede op hver for sig, men blev sat sammen af dommer Thomas Blachman.

Deres første single blev vindersangen 'Do Ya', og de udgav efterfølgende ep'en 'Stick Together'. Men 28. oktober 2014 skrev gruppen på Facebook, at de havde besluttet sig for at gå hver sin vej.

- Vi skal færdiggøre skole og finde ud af, hvilken retning vi vil gå, både musikalsk og personligt, lød det.

Jasmin Dahl er i dag 23 år. Siden 'X Factor' har hun sunget i kor, og nu er hun i færd med lave sin egen musik, som man kan høre i løbet af 2022.

Anthony Lopez deltog i 2017 i Melodi Grand Prix med sangen 'Smoke in My Eyes'.

Vinder af 'X Factor' sæson 6, 2013: Chresten Flack Damborg

Med skovmandsskjorte, kasket og et roligt vestjysk sind sang Chresten Flack Damborg fra Bækmarksbro sig hele vejen gennem 'X Factor' i 2013 med dommer Ida Corr.

Den dengang 25-årige vestjyde var nærmest helt grøn inden for musik inden programmet, men efter sejren kunne han skrive vindersinglen 'Let Go' og senere debutalbummet 'Wanderlust' på sit musikalske cv.

Den nu 35-årige vinder arbejder i dag som værktøjsmager, men spiller masser af musik i sin fritid. Derudover er han for nylig blevet far.

Vinder af 'X Factor' sæson 5, 2012: Ida Østergaard Madsen

17-årige Ida Østergaard Madsen udgav efter sin sejr singlen 'I Can Be', som røg direkte ind på en førsteplads på den danske singlehitliste og lå der i ni uger. Herefter brugte hun halvandet år på at skrive sange til sit debutalbum, 'Seize The Day', som udkom i november 2013.

Siden da har man man ikke har hørt meget fra den i dag 27-årige sangerinde fra Videbæk, som gik hele vejen i 'X Factor' med dommer Pernille Rosendahl.

I årene, der er gået, har hun blandt andet afsluttet gymnasiet, skrevet musik til en dansk film og rejst rundt i Australien. I dag er musikken i Ida Østergaard Madsens liv begrænset til hobbyplan, og til daglig studerer hun psykologi i Aarhus.

Vinder af 'X Factor' sæson 4, 2011: Sarah Skaalum Jørgensen

Noah Skaalum Jørgensen, som havde Cutfather som dommer, vandt 'X Factor' under sit daværende navn Sarah. Efter sejren udgav han sit debutalbum 'Hjerteskud' med vindersinglen 'Min øjesten'. Senere skiftede han køn og navn til Noah.

I dag er musikken lagt på hylden – i hvert fald for en periode. Noah Skaalum Jørgensen er ved at uddanne sig til møbelsnedker og har ellers sit fokus på sin familie. For to år siden blev han og konen forældre til deres første barn, sønnen Elion.

Parret fortæller om deres fire år lange kamp i fertilitetsbehandling i TV 2-dokumentaren ‘Sarahs forvandling til far’.

Vinder af 'X Factor' sæson 3, 2010: Thomas Ring Petersen

Pernille Rosendahl var dommer for Thomas Ring Petersen i 2010. Han var folkeskolelærer, men med 'X Factor'-sejren fik han indfriet sin mangeårige drøm om at lave musik.

Hans debutalbum 'Wrong Side Of The Daylight' blev bare et af flere, han har udgivet mellem 2011 og 2017. Senest det dansksprogede album 'Gadedreng'.

Samme år deltog han i Dansk Melodi Grand Prix med sangen 'Vesterbro'.

I dag er han 42 år, og musikken fylder stadig meget i hans liv, og han spiller koncerter rundt omkring i Danmark.

Vinder af 'X Factor' sæson 2, 2009: Linda Andrews

Færøske Linda Andrews med Lina Rafn som dommer udgav sit vinderalbum 'Into The Light' sommeren efter 'X Factor'-sejren. Og faktisk har hun levet af musikken lige siden med flere album- og singleudgivelser.

Ved siden af solokarrieren har det særligt været gospelmusikken, der har fyldt i den nu 48-årige sangerindes liv. Hun har stået i spidsen for en række store gospelkor som korleder og dirigent, blandt andet Farum Gospel på over 100 personer, som hun leder nu.

Under coronapandemien har Linda Andrews fået ny musikalsk inspiration, så i dag arbejder hun på endnu et album – denne gang med sit nystiftede band The Lab, som spiller en fusion mellem pop, funk og soul.

Vinder af 'X Factor' sæson 1, 2008: Martin Hedegaard

15-årige Martin Hedegaard fra den midtjyske by Ørum opnåede enorm popularitet, da han vandt den allerførste danske sæson af ‘X Factor’ med dommer Remee. Hans debutalbum 'Show The World' solgte over 100.000 eksemplarer.

Den store succes blev dog aldrig fulgt op af en to'er. I offentligheden blev der stille fra ham, men på sit drengeværelse begyndte han at øve sangskrivning og musikproduktion helt fra bunden.

Syv år senere, da kalenderen viste 2015, genopstod han under aliasset Saveus til en overraskende liveoptræden til P3 Guld.

Siden har han udgivet en ep, flere singler og et album, i 2018 åbnede Saveus Orange Scene på Roskilde Festival, og i november 2022 spiller han sin største solokoncert nogensinde i Royal Arena.

'X Factor'-finalen sendes fredag 8. april klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.