Må stjerner godt ty til vold? Derfor er vi uenige om Will Smiths slag
Gik Will Smith over grænsen, da han slog Chris Rock ved Oscars, eller forsvarede han blot sin familie? Meningerne er delte.
Det store omdrejningspunkt i medierne og på sociale medier efter Oscar-uddelingen natten til mandag var ikke, hvem der var løbet med de store priser og holdt de mest rørende taler.
I stedet blev prisuddelingen overskygget af det chokerende øjeblik, hvor Will Smith gik op på scenen og slog komiker Chris Rock.
Slaget kom efter, at Chris Rock havde lavet en joke om Will Smiths kone, Jada Pinkett Smith, og hendes kronragede frisure, som hun har grundet sygdommen alopecia.
Fordømmes og hyldes
Siden har diskussionen kørt på, om Will Smith gik over grænsen med at ty til vold, eller om han med rette forsvarede sin kone.
Komiker og skuespiller Tiffany Haddish var en af dem, der tog Will Smith i forsvar.
- Da jeg så en sort mand tage sin kone i forsvar, betød det meget for mig, sagde Tiffany Haddish til People Magazine og kaldte hændelsen "det smukkeste, jeg nogensinde har set".
- Det fik mig til at tro på, at der stadig findes mænd, der elsker og tager sig af deres koner, tilføjede hun.
Modsat fordømte skuespiller og komiker Kathy Griffin angrebet på Chris Rock, der som så mange andre komikere kom med stikpiller til publikum.
- Nu skal vi alle bekymre os om, hvem der vil være den næste Will Smith til comedyshows, skriver hun på Twitter.
Man skal ikke langt ned i kommentarfelterne på diverse sociale medier, før uenigheden åbenbarer sig. Men hvorfor er der uenighed om, hvorvidt den voldelige handling var i orden eller ej?
Viden og handling støder sammen
Pelle Gulborg Hansen, der er adfærdsforsker på Roskilde Universitet, mener, at man i forhold til samfundets normer ikke kan forsvare det, som Will Smith gjorde.
Men når der alligevel er folk, som forsvarer slaget, skyldes det særligt, at de godt kan lide Will Smith og mener, at Chris Rock er mere usympatisk.
Og når Will Smith så begår en handling, som i samfundets øjne er forkert, opstår det, Pelle Guldborg Hansen kalder kognitiv dissonans.
Her opstår der en uoverensstemmelse mellem viden og handling på en person, altså: "Jeg kan godt lide Will Smith, men nu slår han en anden person foran hele verden".
- Man leder efter forskellige argumenter, gode som dårlige, så man kan fortsætte med at kunne lide Will Smith. Her kan hjernen smide forskellige tanker ud, om vi vil det eller ej, siger han til TV 2.
Det kan blandt andet være, at det var Chris Rocks egen skyld med vittigheden, at der er en forhistorie mellem de to, eller at han som mand har ret til at forsvare sin kone, forklarer Pette Guldborg Hansen.
Debat om maskulinitet
Kenneth Reinicke er lektor og mandeforsker på Roskilde Universitet. Han ser en tydelig rød tråd til den allerede eksisterende debat om, hvordan en ”rigtig mand” bør opføre sig, der har hersket blandt andet i forbindelse med MeToo-debatten.
- Det siger noget om de her nye opfattelser af mænd som demokratiske og ligestillingsorienterede. Er det maskulinitetsidealet eller er det mandens rolle at stå frem som familiens forsvarer og forsørger og gå til angreb, når han føler sig krænket?, siger han til TV 2.
Han forklarer, at det måske havde fået en bredere accept og forståelse, hvis Jada Pinkett Smith selv var gået op og stukket komikeren en på kinden. Men når det er hendes mand, der reagerer på den måde, taler det ind i den gamle opfattelse af maskulinitet, at det er mandens ansvar at forsvare sin kone.
- Det er en gammel maskulinitetsform, hvor mandens og farens primære rolle var som beskytter og at holde familiens ære i behold. Med den her reaktion siger han jo, at hans kones ære er krænket, siger han.
En detalje står frem
Der er særligt en ting, som Kenneth Reinicke bider mærke i ved hændelsen – at Will Smith slår med flad hånd.
- På den måde er han lidt i balance. Det er de færreste mænd, der slår med flad hånd, hvis de skal forsvare noget med vold, forklarer han.
Også Pelle Guldborg Hansen mener, at der er tale om en beslutning og ikke en impuls. Han peger på, at Will Smith i begyndelsen griner af joken - måske af ren høflighed - og så pludselig skifter kurs og rejser sig.
- Han ved, at der er mange, der kigger på, der er langt derop, og der er masser af chancer for, at hovedet kan ombestemme sig undervejs, siger han.
Var Will Smith i stedet blevet siddende, havde slået ud med armene og råbt, at den joke ikke var i orden, eller var udvandret og senere havde udtrykt sin vrede, havde han nok mødt langt mere forståelse, mener begge forskere.
Men voldshandlingen er et langt skridt over grænsen for mange.
- I bund og grund er det interessante, at der er en diskussion, hvor der ikke burde være det, og det siger noget om menneskets rationale, når vores opfattelser bliver udfordret på den her måde, siger Pelle Gulborg Hansen.
Undskylder over for Chris Rock
Tirsdag har Will Smith skrevet en undskyldning til Chris Rock på sin Instagram.
- Jeg vil gerne offentligt undskylde til dig, Chris. Jeg gik over stregen, og det var forkert af mig. Jeg er flov, og min opførsel afspejler ikke den mand, jeg ønsker at være, skriver han.
Da han kort efter hændelsen vandt en Oscar for 'bedste mandlige hovedrolle', holdt Will Smith en tårevæddet tale om netop at være "en beskytter", og samtidig undskyldte han over for Oscar-akademiet og de andre nominerede.
Og nu er der altså også kommet en undskyldning til Chris Rock.