Oscar

Rørende øjeblik under Oscar-uddeling, da døv skuespiller vandt pris

Det er anden gang nogensinde, at en døv person vinder en Oscar.

Det var et af de mere bemærkelsesværdige øjeblikke i årets Oscar-show, da skuespilleren Troy Kotsur vandt en Oscar for 'Bedste mandlige birolle' i filmen 'CODA'.

Kotsur er døv, og derfor rejste publikum sig op og viftede med hænderne, som er internationalt tegnsprog for at klappe.

Derudover optræder samme viften med hænderne ligeledes i 'CODA', hvor Kotsur spiller den hørende pige Rubys døve far.

Holdt tale på tegnsprog

Det var en rørt Troy Kotsur, som fik overrakt prisen af den sydkoreanske skuespiller Yuh-jung Youn.

Hun holdt statuetten, mens Kotsur holdt sin tale på tegnsprog, som samtidig blev læst højt.

- Det er fantastisk at være her på denne rejse. Jeg kan ikke tro, at jeg er her, startede Kotsur talen, hvor han også takkede de døveteatre, hvor han har arbejdet som skuespiller under sin karriere.

Kotsurs første Oscar

Desuden fortalte Troy Kotsur også om sin far, som var den bedste til tegnsprog i hans familie. Men efter faren kom ud for en bilulykke og blev lam fra halsen og ned, kunne han ikke længere bruge tegnene til at kommunikere.

- Far, jeg har lært så meget af dig. Jeg vil altid elske dig. Du er min helt, sagde skuespilleren, som afsluttede sin tale med at dedikere prisen til døvesamfundet.

Det er Kotsurs første Oscar-statuette, og anden gang i historien at en døv person vinder en Oscar.

I 1986 vandt den døve amerikanske skuespiller Marlee Matlin en Oscar i kategorien 'Bedste kvindelige hovedrolle' i filmen 'Kærlighed uden ord'.

Filmen 'CODA', som Kotsur optrådte i, løb også med prisen for 'Bedste film'.

Endnu ingen priser til Danmark

Årets Oscar-show løb traditionen tro af stablen i Dolby Theatre i Hollywood.

Også Danmark var repræsenteret under prisuddelingen. Den danske animerede dokumentarfilm 'Flugt' var nomineret i tre kategorier, henholdsvis ‘Bedste animationsfilm’, 'Bedste internationale film' og 'Bedste dokumentar'.

Den måtte dog se sig slået i alle de tre kategorier.

Også danske Dan Laustsen var nomineret for 'Bedste fotografering' i filmen 'Nightmare Alley', og filmen 'On My Mind' af danske Martin Strange-Hansen var nomineret for 'Bedste kortfilm'

De måtte dog alle se sig slået i kategorierne.

Se eller gense Oscar-showet på TV 2 PLAY