Oscar

Oscars plejer at gribe den store politiske dagsorden – men Ukraine vejede ikke tungt i Hollywood

Ukraine var ikke et altoverskyggende emne ved nattens Oscar-uddeling, hvor Hollywoods stjerner ellers plejer at tackle uretfærdighed benhårdt.

Oscar-prisuddelingen har længe været en platform for politiske øjeblikke, hvor de største filmstjerner foran verdens øjne kan sætte fokus på sociale problemer, diskrimination og uretfærdighed i verden.

I de seneste år har Black Lives Matter og Metoo fyldt dagsordenen ved det prestigefyldte show, og med den aktuelle humanitære krise med krigen i Ukraine var der derfor lagt op til, at stjernerne viste deres støtte til det krigshærgede land og millioner af ukrainere på flugt.

Og en del stjerner markerede på forskellig vis deres støtte, ligesom selve showet indeholdt et øjebliks stilhed for Ukraine. Men intet rettede en direkte kritik mod Putin og Rusland.

- De turnerede det ret forsigtigt og stille og roligt, så der blev ikke mange voldsomme kommentarer, siger Andreas Halskov, der er forfatter og ekstern lektor i medievidenskab på Aarhus Universitet, til TV 2.

Markeringer på den røde løber

En del havde iført sig små markører, der viste støtte til Ukraine, på den røde løber.

Det gjaldt blandt andre Dune-skuespiller Jason Momoa, som troppede op på den røde løber med en lommeklud i de blågule ukrainske nationalfarver, og skuespiller Jamie Lee Curtis havde et blåt bånd på sin fingerring med teksten "#WithRefugees" (med flygtninge, red.) – et hashtag udbredt af FN’s Flygtningehøjkommissariat.

Blandt andre Samuel L. Jackson og sidste års vinder af Bedste kvindelige birolle, Yuh-Jung Youn, bar det samme bånd.

Men derudover virkede showet mere optaget af at påtale interne emner i USA, og først i slutningen af showet kom en af de tre værter kortvarigt ind på Ukraine.

Der er et folkemord i gang i Ukraine

Amy Schumer, Oscar-vært

Åbningsmonolog fokuserer på USA

Værterne Regina Hall, Amy Schumer og Wanda Sykes lagde i åbningsmonologen ud med jokes om kønsdiskrimination, diversitet, politisk splittelse og homofobi.

De gik blandt andet efter Floridas kontroversielle såkaldte "Parental Rights in Education bill", der i folkemunde også bliver kaldt "don’t say gay law” (sig ikke homo-lov, red.), som forbyder skolelærere i de yngste klasser at tale om kønsidentitet eller seksuel orientering.

- Gay, gay, gay, afsluttede de tre værter deres monolog med.

Showet adresserede dermed ikke fra start af den internationale sikkerhedspolitiske krise, som USA i den grad også er involveret i.

Vinder bad Biden bringe basketspiller hjem

Den første flig af omtale kom, da vinderen af Bedste korte dokumentarfilm, Ben Proudfoot for 'The Queen of Basketball', bad USA’s præsident, Joe Biden, om at "få Brittney Griner hjem".

Griner er en amerikansk basketballspiller i Rusland, der før invasionen blev tilbageholdt i landet for besiddelse af cannabisolie, og flere eksperter vurderer, at hun kan blive en brik i magtspillet mellem Biden og Putin.

Udtalelsen lægger sig op ad filmens fokus på kvindelig basketball, men der blev alligevel ikke nævnt noget om krigens ofre.

Ukrainskfødt skuespiller tog ordet

Den største markering af støtte til Ukraine kom i forbindelse med sangen 'Somehow You Do', der var nomineret til Bedste sang.

Her skulle den ukrainskfødte skuespiller Mila Kunis introducere sangen, hvor hun indledte med at sige, at "de seneste globale hændelser har fået mange af os til at føle os knuste".

Hun nævnte hverken Rusland, Putin eller Ukraine direkte, men der var ingen tvivl om, hvad talen handlede om.

- Når du er vidne til den styrke og værdighed fra dem, der står over for så stor ødelæggelse, er det umuligt ikke at blive bevæget af deres vedholdenhed. Man kan ikke undgå at være i respekt over dem, der finder styrke til at kæmpe videre i sådan et utænkeligt mørke, lød det fra Kunis.

Skuespilleren har sammen med sin mand Ashton Kutcher samlet 35 millioner dollars, svarende til cirka 237 millioner kroner, ind til humanitær støtte til ukrainske flygtninge.

Et øjebliks stilhed for Ukraine

Da sangen og klapsalverne stilnede, tonede en tekst frem på skærmen, der direkte adresserede invasionen i Ukraine og bad om et øjebliks stilhed for det ukrainske folk.

Andreas Halskov forklarer, at politiske udsagn gennem Oscar-historien typisk har været bundet op på enkeltpersoner, der enten har talt mod den siddende amerikanske regering eller har givet identitetspolitiske kommentarer, som også har talt ind i filmbranchen.

Men i år var der mere en fælles kommentar til situationen, selvom det ikke bugnede med kraftfulde kommentarer, siger han.

- Der er relativt stor konsensus om, at det, der foregår i Ukraine, er vederstyggeligt og urimeligt. Derfor er der heller ikke noget polemisk over, at en enkeltperson går op og siger noget om det. Nemlig fordi kritikken vender ud, og vi grundlæggende er enige om den i store dele af den vestlige verden.

Vært: - Der er et folkemord i gang i Ukraine

Senere i showet hædrede man 50-årsjubilæet for den første 'The Godfather'-film, og på scenen afsluttede instruktør Francis Ford Coppola sin tale med "Viva Ukraine!".

Mod slutningen flettede vært Amy Schumer en hurtig bemærkning ind, før hun skulle præsentere Anthony Hopkins på scenen, hvor hun sagde:

- Og der er et folkemord i gang i Ukraine, og kvinder mister alle deres rettigheder, sagde hun hurtigt og introducerede skuespilleren.

- Det var måske verbalt set noget af det stærkeste, der blev sagt. Nogle vil sige, det var harmløst, og andre vil sige, det var en fint turneret kommentar, siger Andreas Halskov.

Amy Schumer var op til showet gået ud med et ønske om, at Ukraines præsident Zelenskij skulle tale til ceremonien, men det blev altså ikke gennemført. Samtidig havde skuespiller Sean Penn, der laver en dokumentar om invasionen i Ukraine, udtalt, at han ville smelte sin Oscar-statuette om, hvis Zelenskij ikke fik taletid ved ceremonien.

Om den gyldne statuette nu er blevet flydende, er der endnu ikke meldinger om.

Se eller gense Oscar-showet på TV 2 PLAY