Oscar

Oscar gik i sort, efter at Will Smith slog Chris Rock for åben skærm

Will Smith blev vred, da Chris Rock lavede en joke om hans kone.

Oscar-uddelingen gik kortvarigt i sort, efter at Will Smith slog Chris Rock i ansigtet for rullende kameraer.

Slaget blev udløst af en joke om Will Smiths kone Jada Pinkett Smiths frisure.

Joken fik Will Smith til at gå op på scenen til Chris Rock og slå ham i hovedet.

Da skuespilleren vendte tilbage til sin plads, råbte Will Smith "keep my wife's name out of your fucking mouth" ("Hold min kones navn ude af din fucking mund", red.).

Chris Rocks joke gik på Jada Pinkett Smiths kronragede frisure.

- Jada, I love you. 'G.I. Jane 2' can’t wait to see you (Jada, jeg elsker dig. Jeg kan ikke vente med at se dig i 'G.I. Jane 2', red.), sagde Chris Rock med reference til filmen 'G.I. Jane', hvor hovedpersonen barberes skaldet.

Jada Pinkett Smith har sygdommen alopecia, som betyder, at hun taber håret. Det fortalte hun tilbage i 2018.

Lyn-analyse

Hvis man bander eller siger noget, der er upassende på amerikansk tv sker, bliver det fuldstændig bippet ud. Der findes en hel håndbog for, hvad man ikke på sige på amerikansk tv i bedste sendetid. Efter slaget var der ingen lyd på tv-signalet. Det viser, at det var noget, der opstod spontant. Live-shows i USA er ikke så live. Der er en forsinkelse på mellem 20-30 sekunder. Der sidder censorer og følge med, der kan trykke på mute-knappen, hvis der bliver sagt bandeord eller andet. Og det var nok sådan et øjeblik, vi var vidne til.

Oscar-tale med undskyldning

Hvis folk var i tvivl om, hvorvidt optrinnet var ægte eller ej, blev enhver tvivl udryddet en halv time senere.

Her modtog Will Smith prisen som Bedste mandlige hovedrolle for filmen 'King Richard', og under sin tale undskyldte han til Oscar-akademiet.

- Jeg vil undskylde til akademiet og alle mine mednominerede, lød det.

- Tak, og jeg håber, akademiet vil invitere mig igen. Kærlighed får dig til at gøre skøre ting, fortsatte Will Smith fra scenen med tårer i øjnene.

Der var ikke nogen direkte undskyldning til Chris Rock.

Et minuts afbrydelse

Efter slaget stod Chris Rock mundlam tilbage på scenen.

- Will Smith har lige givet mig en røvfuld, sagde han tydeligt rystet.

Kort efter blev prisen for Bedste dokumentarfilm uddelt af Chris Rock – efter planen.

Holdet bag vinderfilmen 'Summer of Soul' gik på scenen, modtog prisen og holdt deres takketale, men efterfølgende blev signalet ind til Dolby Theatre afbrudt i over et minut.

Da kameraerne blev tændt i salen igen, stod rapperen Sean Combs, også kendt som Diddy, på scenen.

- Jeg vidste ikke, at dette ville blive den mest spændende Oscar-fest nogensinde, sagde Diddy, før han han opfordrede "Will og Chris" til at løse situationen.

Politiet i Los Angeles, LAPD, har oplyst til ABC News, at de er bekendt med hændelsen til årets Oscars, men at sagen ikke er blevet meldt til politiet.

Se eller gense Oscar-showet på TV 2 PLAY