Palæerne danser

Dronningen og hendes søstre "holdt baller, så lysekronen gyngede"

Søndag får seerne et sjældent syn, når der vises fire balletter i de fire riddersale på Amalienborg.

Der er blevet drukket uanede mængder te og danset, så lysekronen nedenunder gyngede i Riddersalen i Frederik 8.’s palæ.

For selvom flere af riddersalene i de fire palæer på Amalienborg normalt mest bruges til officielle begivenheder som nytårstaffel og statsoverhoved-besøg, så har de også historisk været en central del af kongefamiliens private gemakker.

Men søndag får danskerne en helt unik adgang til alle fire sale.

Det sker, når dronningen – i samarbejde med sine to søstre – inviterer seerne ind til fire balletter, der er særligt koreograferet til riddersalene fra 1700-tallet.

Det hele foregår i de fire forskellige riddersale til prisfesten ’Palæerne danser’, der kan følges på TV 2 søndag fra klokken 19.25.

Her kan seerne opleve fire balletopvisninger fra filmen 'Palæerne danser', en række liveoptrædener og prisoverrækkelsen af dronning Ingrids legat.

Baller, så lysekronen gyngede

De fire palæer på Amalienborg har alle en riddersal.

Og især én af disse sale har haft stor betydning for dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og tidligere græske dronning Anne-Marie, da de var børn.

De tre søstre voksede nemlig op i Frederik 8.’s palæ med deres forældre.

Det fortæller de om i det interview, TV 2 har lavet, og hvor uddrag indgår i filmen 'Palæerne danser' og i showet søndag aften.

Her var riddersalen omdrejningspunktet i hjemmet.

- Det var hele kernen i huset. Vi brugte det hele tiden, og jeg følte mig absolut hjemme der, siger dronning Margrethes yngste søster, eksdronning Anne-Marie, til TV 2.

Som børn var det særligt en aktivitet i riddersalen, som eksdronningen husker.

- Når det var forår, og solen skinnede, drak vi altid te klokken 16 med min mor. Teen var kernen for os, for der mødtes vi alle, når vi var der, fortæller eksdronning Anne-Marie.

Men da søstrene ramte teenagealderen, blev riddersalen brugt til helt andre ting.

- I teenageårene havde vi baller der, herlige aftener med dans og lancier, så lysekronen nede i salonen gyngede gevaldigt, men vi havde det herligt og festligt. Der har altid været stor glæde, fortæller prinsesse Benedikte.

Om 'Palæerne danser'

  • Dronning Ingrids hæderslegat er siden 2005 blevet uddelt til to unge talenter inden for scenekunst.
  • I år bliver prisen uddelt for sidste gang. I den forbindelse har kongefamilien valgt at åbne de fire riddersale i de fire palæer på Amalienborg.
  • Showet vises 27. marts klokken 20.00 på TV 2. Det sendes fra Christian 9’s palæ, hvor dronningen, hendes søstre og en række gæster vil være til stede.
  • Showet byder på sang, musik og dans samt uddrag fra balletfilmen ’Palæerne danser’.
  • Filmen indeholder både interview med de tre søstre samt fire nyskabte balletter fra hvert sit palæ på Amalienborg.

I dag bor dronning Margrethe og kronprinsparret i hvert deres palæ med hver deres riddersal.

Faktisk bliver riddersalen hos kronprinsparret normalt brugt som familiens dagligstue. Men møblerne er blevet rykket, så der i anledning af prisshowet kan vises ballet.

Selvom riddersalene altså både bliver brugt til privat og nogle gange officielt brug, har dronningen intet imod at lukke danskerne indenfor på en anderledes måde.

- Når man har noget, der er smukt og værd at vise, så vil man også gerne have, at andre skal have glæde af det, siger hun.

Det er ikke tilfældigt, at de tre søstre er gået sammen om et show med musik og ballet.

Musik og ballet har nemlig altid fyldt meget i deres hjem. Og de har alle tre gået til ballet. En af dem gør det sågar stadigvæk i dag.

Et klaver i hvert hjem

De var især søstrenes far, kong Frederik 9., der sørgede for at introducere sine døtre for musik og ballettens verden.

- Min far var dybt musikalsk og dirigerede selv. Der blev altid spillet musik i huset, fortæller dronning Margrethe i 'Palæerne danser'.

Kong Frederik 9. holdt meget af at spille klaver og satte sig ofte spontant og begyndte at spille, fortæller prinsesse Benedikte i filmen.

Og eftersom familien havde slotte rundt om i landet, havde han sørget for, at deres forskellige hjem altid var udstyret med et klaver.

- Der var altid mindst et klaver i de forskellige huse, vi boede i, fortæller hun.

Da døtrene hver især fyldte fem år, begyndte deres forældre at tage dem med på Det Kongelige Teater. Noget, de alle tre husker som en stor oplevelse.

Dengang gik man i skole fra mandag til lørdag. Derfor kunne de kun få lov at komme med lørdag aften, hvor de havde fri om søndagen.

Her blev de blandt andet introduceret for balletforestillinger som ’Napoli’ og ’Sylfiden’.

- Det var hver gang en vidunderlig oplevelse. Min far kunne fortælle os om historien inden, så vidste vi, hvad der foregik. Vi så ofte en forestilling flere gange, siger dronning Margrethe i 'Palæerne danser'.

Dansede selv

De mange balletforestillinger gjorde stort indtryk på de tre små søstre, der alle kom til selv at danse ballet på fritidsplan senere hen.

Dronning Margrethe kan dog ikke længere danse ballet på grund af sin ryg. Og eksdronning Anne-Marie fortæller, at hun har et dårligt knæ, der også ville forhindre hende i at kaste sig ud i ballettrin i dag.

Eksdronning Anne-Marie gik på balletskole hos Hans Brenaa, der var balletmester på Det Kongelige Teater. Her blev hun undervist af Margot Lander, der var en af datidens dygtigste danske balletdansere.

Dronning Margrethe startede også til ballet som ung prinsesse og dansede i over 40 år.

Men 77-årige prinsesse Benedikte har for nylig genoptaget dansen med nogle gode veninder.

- Det er meget hyggeligt. Vi har en strålende pianist, der spiller til balletmusik. Bare at høre det, så bliver man let til bens, fortæller hun.

De tre søstre har også hver deres yndlingsballet. Prinsesse Benedikte holder meget af ’Napoli’, mens dronning Margrethe både holder af den og ’Sylfiden’.

Eksdronning Anne-Maries yndlingsballet er til gengæld ’Coppelia’.

Dronning Ingrid på en lyserød sky

Søndag aften slår de tre søstre altså dørene op på Amalienborg, hvor fire nyskabte balletter, enkelte optrædener og prisoverrækkelsen finder sted.

Dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie vil selv være til stede, mens arrangementet løber af stablen.

Det er sidste gang, at dronning Ingrids legat bliver uddelt – og det er netop derfor, at søstrene har valgt en særlig afslutning.

For det var dronning Ingrids helt store ønske at åbne palæerne op for offentligheden.

Og derfor glæder det hendes døtre, at det nu endelig sker.

- Min mor ville have elsket ideen om, at palæerne bliver brugt på denne måde. Hun elskede ballet, palæerne, kultur og Danmark. Jeg er sikker på, at hun sidder, som hun ville sige, ”på en lille lyserød sky” og ser alting nu, siger eksdronning Anne-Marie.

Du kan se 'Palæerne danser' søndag fra klokken 19.25 på TV 2.