Det skal deltagerne synge i femte 'X Factor'-liveshow

Der bliver både sunget sange af danske, svenske og norske kunstnere i fredagens liveshow. Og en af deltagernes egen sang.

I fredagens 'X Factor' er der nordisk tema.

Det betyder, at dommerne i den her uge har kunnet vælge mellem sange af kunstnere fra hele Norden, når de skulle finde sange til deres deltagere.

Og det har de også valgt at gøre.

Mens Thomas Blachman har holdt sig til danske kunstnere, har Martin Jensen valgt en svensk og en norsk, mens Kwamie Liv lader sin færøske deltager synge sin egen sang 'Ord'.

Herunder kan du se, hvilke deltagere der synger hvad.

Kwamie Livs deltager

Tina: 'Ord', som er hendes egen sang

Sidste fredag imponerede 18-årige Tina Mellemgaard endnu en gang alle dommere. Men selvom både Thomas Blachman og Martin Jensen roste hendes talent, endte hun i farezonen.

Endda sammen med Kwamie Livs anden deltager, Oliver Antonio, der efter lang overvejelse endte med at blive sendt ud af programmet af sin egen dommer.

Tina Mellemgaard kaldte det "den værst tænkelige situation" at skulle dyste mod en anden fra sit eget team.

- Oliver er som en bror for mig, sagde hun efter showet.

Nu er Tina Mellemgaard Kwamie Livs eneste deltager i programmet, og hun skal fredag forsøge at synge sig videre i konkurrencen med sin egen sang 'Ord'.

Thomas Blachmans deltagere

Maria Ranum: 'The Middle' af Dizzy Mizz Lizzy

Maria Ranum blæste dommerne bagover til forrige liveshow. Iført hvidt fra top til tå sang hun 'Atlas' af Coldplay, og den optræden fik hun altså ros for.

Kwamie Liv sagde, at det var "super smukt", og at man kunne mærke, at den 31-årige skolelærer "hviler" i sig selv.

Martin Jensen var mindst lige så imponeret. Han sagde, at Maria Ranum sang "fuldstændig genialt", og at han ikke kunne finde noget kritisk at sige om hende.

Fredag skal hun gøre sig selv kunsten efter, når hun skal optræde med 'The Middle' af det danske band Dizzy Mizz Lizzy.

Mads Moldt: 'Dagdrøm' af Hans Philip

'X Factor's yngste deltager, 16-årige Mads Moldt, fik både store klapsalver fra publikum og masser af ros af dommerne til forrige liveshow.

Mads Moldt dansede over hele scenen, og både Martin Jensen og Kwamie Liv var begejstrede for, at der var så meget gang i ham.

Martin Jensen sagde, at det var lige den type optræden, Mads Moldt skal lave, og at det var rart at se ham gøre.

Kwamie Liv var endnu tydeligere i sin ros.

- Det her, Mads, det tror jeg ikke, du kunne have gjort bedre, sagde hun.

Til fredagens liveshow skal den unge solist forsøge at imponere dommere og seere med sin version af 'Dagdrøm' af danske Hans Philip.

Martin Jensens deltagere

Kári: 'Svag' af Victor Leksell

Kári M. Fossdalsá lykkedes ved sidste liveshow endnu en gang med at synge sig uden om farezonen.

Han har både været i farezonen ved første og tredje liveshow, men det undgik han altså sidste gang, hvor seerne stemte ham direkte videre.

Han fik også ros af dommerne. Kwamie Liv sagde, at han havde en "solid vokal", og at hans smil smittede.

Thomas Blachman fremhævede også hans smil, men sagde samtidig, at "det hele" bliver i den "helt lette ende", men at han samtidig tror, at der gemmer sig "noget andet" i Kári M. Fossdalsá.

Fredag skal den 25-årige færing forsøge at forblive ude af farezonen, når han går på scenen med nummeret 'Svag' af svenske Victor Leksell.

Mille Bergholtz: 'Such a Boy' af Astrid S

Sidste fredag fik Mille Bergholtz ros for sin optræden. Både Kwamie Liv og Thomas Blachman var imponerede over hendes stemme.

Thomas Blachman sagde, at hun "har evnen til at klare samtlige registrer", og at der var sket en "blødgørelse" af hende og Martin Jensens samarbejde.

Kwamie Liv sagde, at Mille Bergholtz klart er en dygtig sanger. Samtidig sagde hun dog, at danserne på scenen distraherede hende, og at hun ikke synes, at det var det rigtige sangvalg.

Fredag skal Mille Bergholtz overbevise dommere og seere med sangen 'Such a Boy' af norske Astrid S.

Se, hvordan det går deltagerne i femte liveshow fredag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.