Melvin Kakooza Show

Nyt stort underholdningsprogram på TV 2 hver lørdag

9. april kommer der ny lørdagsunderholdning på TV 2 med Melvin Kakooza som vært.

Otte lørdage i træk skal Melvin Kakooza være vært for et nyt underholdsningprogram, der er opkaldt efter ham selv.

Programmet kommer til at hedde 'Melvin Kakooza Show' og er inspireret af amerikanske talkshowværter som Jimmy Fallon og David Lettermans tilgang til talkshowformatet.

Showet bliver fyldt med store danske navne, sketchs og lege, standup og en masse musik.

- Jeg får lov at samle alle de ting, jeg elsker: Musik, dans, sjove udfordringer og ikke mindst interaktionen med publikum og gæster. Det er noget, jeg altid har ønsket mig at gøre, siger Melvin Kakooza, der senest var vært for ’ZULU Awards’ i februar.

Gæsterne i første program er skuespilleren Rasmus Botoft, og musikerne Medina og Andreas Odbjerg.

Derudover vil programmet hver uge også få besøg af ukendte danskere, der fortæller deres unikke historier. Samtidig leverer makkerparret Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag ugentlige sketchs.

Melvin Kakooza selv genopliver karakteren Milk Product, som danskerne første gang skiftede bekendtskab med til ’ZULU Awards’ i 2020.

For Melvin Kakooza selv er noget af det, der skal bære det hele, de kendte gæster, som han har inviteret til at deltage i showet.

- Her har vi fokus på at præsentere dem på en helt ny måde. Samtidig introducerer vi danskerne for nye, spændende personligheder, de måske ikke kendte i forvejen, siger han.

'Melvin Kakooza Show' har premiere på TV 2 og TV 2 PLAY lørdag 9. april klokken 20.00.