Her er vinderne af årets Bodil-priser
Instruktøren Lisa Jespersens debutfilm, 'Hvor kragerne vender', får en Bodil for årets bedste film.
Debutinstruktøren Lisa Jespersen har for alvor slået sit navn fast.
Hun kunne endnu engang hjemtage prisen for at have kreeret årets bedste danske film for komediedramaet 'Hvor kragerne vender', som skildrer sammenstødet mellem bonderøve og byrotter.
Hun kan nemlig tilføje en Bodil samlingen, efter den blev uddelt i Folketeatret i København lørdag.
- Det er tydeligvis ikke kun på landet, at janteloven er blevet sprøjtet ind med modermælken, lød begrundelsen blandt andre Danske Filmkritikere, som uddeler prisen.
- I de københavnske kunstnerkredse klæber selvtilfredsheden værre end kolort under skoen, mens manglen på udsyn og tolerance er så stor, at det ikke kan flyttes med et enkelt traktorlæs.
Pris til 'Kandis for livet'
Også filmens kvindelige birolle, Anne Sofie Wanstrup, blev hædret for sin præstation som barndomsfjende til filmens hovedperson, der forlader storbyen for en stund og nødtvunget tager hjem til provinsen til sin brors bryllup.
- I 2021 kunne vi nyde hendes skarpe, komiske timing i hele to spillefilm. Hun var elskelig som bramfri gartner i "Venuseffekten". Men hun slog for alvor benene væk under os, da hun gav den som giftig bridezilla i 'Hvor kragerne vender', lød det fra bodilkomitéen.
Anne Sofie Wanstrup var også nomineret til Biografklub Danmark Talentprisen, men den gik til Jesper Dalgaard, som står bag den roste dokumentar 'Kandis for livet' om dansktopbandet og dets inkarnerede fans.
'Flugt' blev hædret
Mens der var en række førstegangsmodtagere på podiet, fik 74-årige Birthe Neumann karrierens tredje Bodil - denne gang for sit portræt af Karen Blixen i Bille August-dramaet 'Pagten'.
I kategoriens mandlige pendant modtog Anders Matthesen en statuette for animationsfilmen "Ternet Ninja 2". Det er første gang, at en stemmepræstation hædres. Den 46-årige komiker og multiartister lægger stemme til stort set samtlige karakterer i filmen.
Også Jonas Poher Rasmussens animationsfilm, 'Flugt', blev hædret. Den fik en Bodil for Bedste Dokumentar.
Næste søndag kan den stikke afsted med verdens fornemmeste filmpris, Oscar'en, og endda tre af de gyldne statuetter. 'Flugt' er nomineret i hele tre kategorier som den første danske film nogensinde.